I sidste uge blev næsten samtlige medier ramt at nyheden om, at selvmordsraten blandt psykiatriske patienter er 18 gange højere end blandt svenske patienter.
Inden det kom frem, at historien og de svenske baggrundstal var forkerte, og at selvmordsraten snarere er dobbelt så høj i Sverige som i Danmark, nåede politikere, eksperter og debattører på baggrund af de forkerte tal at kritisere den danske indsats i behandlingspsykiatrien.
Professor i psykiatri, overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri og leder af Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse, Merete Nordentoft, er Danmarks førende ekspert i selvmordsforebyggelse blandt mennesker med psykiske lidelser. Hun giver her sit bud på, hvad der er op og ned, når man taler selvmord og psykisk sygdom.
Hvor mange begår årligt selvmord i Danmark – og er de alle psykisk syge?
Merete Nordentoft: - Frem til 2004 har antallet af selvmord været faldende. Nu begås der ca. 650 selvmord årligt i Danmark. Heraf begås ca. 300 af mennesker, der er eller har været indlagt på psykiatrisk afdeling.
Blandt de resterende kan der være folk med psykiske lidelser, uden at vi ved det.
Ved hvilke diagnoser er risikoen for selvmord størst?
Merete Nordentoft: - Det er typisk diagnoser som bipolar lidelse (maniodepressivitet), skizofreni og svær depression.
Hvor begår de psykisk syge selvmord?
Merete Nordentoft: - Af de 300 selvmord begås ca. 270 efter at patienterne er udskrevet. Ca. 30 patienter begår selvmord under indlæggelse – men kun ca. 15 er fysisk til stede på afdelingen, når de begår selvmord.
Hvorfor begår så mange selvmord efter behandling?
Merete Nordentoft: - Vi screener alle patienter for selvmordsrisiko inden de udskrives, og på den måde gør vi, hvad vi kan, for at sikre os at vi ikke udskriver patienter, som er i en tilstand, hvor de overvejer selvmord.
Men mennesker er ikke maskiner, og man kan ikke med 100 procents sikkerhed forudsige, hvordan de reagerer, når de forlader hospitalet. Selvmordstrang er ofte et symptom på den psykiske sygdom. Og selvom man har fået god behandling for sin sygdom, er velmedicineret og tilsyneladende har det nogenlunde godt, kan selvmordstrangen pludselig komme, fx hvis man tager stoffer, drikker sig fuld eller kæresten slår op med én.
Så vores screeninger betyder med sikkerhed, at vi undgår en række tragiske selvmord blandt patienter, men jeg tror ikke, at vi helt kan undgå selvmord.
Kan man så ikke blive bedre til at forebygge selvmord blandt patienterne?
Merete Nordentoft: - Jo, vi arbejder på det med en lang række forskellige indsatser. Der tilbydes nu subakut, dvs. hurtig men ikke akut, behandling til alle patienter i landet, der har forsøgt at begå selvmord. Vi har udviklet vores risikoscreenings-metoder, som er på højde med de bedste internationale metoder. Og vi forsker løbende i at gøre dem bedre.
Samtidig uddanner vi personalet i at blive bedre til at screene patienterne for selvmordsrisiko. I Region Hovedstadens Psykiatri tager eksperter fra særlige kompetencecentre ud og underviser og oplærer nøglepersoner på psykiatriske centre i hele regionen.
Et vigtigt værktøj er kriseplanerne, som personale og patienter laver sammen – det er en helt simpel plan for, hvad en patient kan gøre, hvis han kan mærke selvmordstankerne komme, når han er derhjemme. Fx høre musik, løbe en tur, ringe til noget familie – eller til den psykiatriske afdeling.
Risikoen for selvmord er ca. 20 gange højere blandt psykiatriske patienter end i baggrundsbefolkningen – er det realistisk at nedbringe antallet?
Merete Nordentoft: - Uanset, hvor godt vi sikrer patientstuerne på hospitalerne, så der ikke er ting, man kan begå selvmord med, og uanset, hvor dygtige vi bliver til at screene patienterne for selvmordsrisiko, vil vi ikke kunne forhindre meget syge patienter i at tage deres liv, hvis de beslutter sig for det. Men vi skal gøre forsøget, og det kræver at vi har fokus på området og hele tiden lærer og udvikler os.