Skjold-Brødrene er mere end bare fodbold

​​Nyt tilbud om fodbold og fællesskab i fodboldklubben BK Skjold. Hver tirsdag mødes 8-10 mænd for at sparke bold og nyde en 3. halvleg med sodavand og snak. Fælles for mændene er, at de alle har en tilknytning til psykiatrien eller socialpsykiatrien. Fodboldholdet er åbent for flere, der har lyst til at være med.

Vent...

Der bliver gået til den på grønsværen på Østerbro i København, hvor mænd i alle aldre kæmper for den gode boldberøring og det fede mål. Træningen indledes altid med tekniske øvelser, og man bliver kyndigt vejledt af en fodboldtræner i øvelser i sammenspil og afprøvning af driblinger, finter og vendinger.

Motionsfodbold er både hyggeligt og sjovt. Fællesskabet med andre mænd i samme båd giver oplevelser, der har stor betydning for den enkelte og kan være et afbræk i en hverdag, hvor det måske kan være svært selv at finde og opsøge nye fællesskaber.

-  Jeg har ikke spillet fodbold, siden jeg var barn. Men så hørte jeg om dette projekt via min bipolargruppe og besluttede mig for at prøve at møde op, fortæller Lars, der er holdets alderspræsident med sine 60 år og tilføjer:

- Jeg nyder at bruge mig selv fysisk sammen med andre, og det er rart at kunne fortælle, at man går til fodbold, og at jeg faktisk også har mulighed for at blive teknisk bedre med bolden.

Projektleder Niels Laurs Pedersen, der til daglig er en del af Skole for Recovery, er ophavsmanden til dette projekt og er tydeligt glad for det ugentlige gensyn med Yussuf, Steffen, Lars, Mads, Jakob, Claus, René og Kim i fodboldklubben BK Skjold.

- Vores formål med Skjold-Brødrene, som vi kalder os, er at kombinere fysisk aktivitet, socialt samvær, inklusion og læring. På den måde håber vi, at projektet kan bidrage til at forebygge blandt andet social isolation og bygge bro til andre ting både i og udenfor psykiatrien og socialpsykiatrien, siger projektleder Niels Laurs Pedersen, der senest lod emnet 'fleksjob og samarbejde med anden aktør' fylde i den 3. halvleg, fordi spillerne var optaget af det og gerne ville vende muligheder og faldgruber på arbejdsmarkedet.

Hør Niels fortælle, hvad træningen går ud på


Værd at vide om 'Fodbold med et twist'

Skjold Brødrene - fodbold med et twist - er et projekt, der skal udvikle og afprøve et nyt aktivitets- og læringstilbud med fodbold og recovery-undervisning som omdrejningspunkt. Tilbuddet er for patienter/borgere med psykisk sårbarhed og er et samarbejde mellem civilsamfund, region og kommune.

Holdet træner hver tirsdag eftermiddag kl. 15 - 17 hos fodboldklubben BK Skjold på Østerbro. Udover skarpe driblinger på banen, er der en 3. halvleg med noget koldt at drikke og gode snakke, der tager afsæt i, hvad deltagerne synes er interessant.

Det er gratis og man behøver ikke at have spillet fodbold før. Holdet trænes af fodboldtræner fra BK Skjold og 3. halvleg guides af undervisere med brugererfaring fra Skolen for Recovery.

Målgruppe

Målgruppen er mænd med tilknytning til Region Hovedstadens Psykiatri og/eller Socialpsykiatrien, en gruppe som ikke i så høj grad nås med tilbud som Skolen for Recovery, Skole på Tværs, kommunale recovery-undervisningstilbud og lignende.

Parterne bag projektet er:

  • Region Hovedstadens Psykiatri, Skolen for Recovery
  • BK Skjold
  • Københavns Kommune – Grib København! og IFK98 Kæmperne

Læs mere om holdet og projektet her:
www.psykiatri-regionh.dk/skjoldbrødrene

Kender du én, der vil spille fodbold?

Hvis du kender én, der kunne have lyst til at være med, så send en mail til niels.laurs.pedersen@regionh.dk 

Du er også meget velkommen til at ringe til Niels på mobil: 2149 1614 


Læs en bruges anmeldelse af projektet

De dribler, tackler og forcerer. De kalder sig Skjold-brødrene, og træningen er mellem ligeværdige unge og oldboys.

Sat op på Østerbrostadions kunststofbaner er humøret højt, og hvis du ikke kan træne, kan du altid koble dig på tredje halvleg, hvor holdet deler en sodavand, frugt eller en kanelsnegl. Her brydes ordet, mens træneren Niels hjælper kerneydelsen på vej: Samværet.

Kernen er samvær, der giver et løft i mændenes hverdag, hvor samværet mellem mænd ofte bliver overset.

Deltagerne har alle erfaringer fra psykiatrien eller psykiatrisk lidelse, og det synes for alle en omvæltning, at dele samværet med ligesindede der rent faktisk også har resurser.

- En for alle, alle for Skjold Brødrene - ligeværdighed med et tvist!

Kommunikationen omkring holdet er vigtig, og mellem fysisk træning og halvleg, falder tilbuddet om relevante dialogtemaer kærkomment.

Recovery skolen har bestemt ramt klatten rigtigt med dette tilbud!

Jacob Haagerup, bruger og spiller


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor