Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?
- At have med mennesker at gøre og se, at de får det godt. Lige før, jeg skulle tale med dig, sad jeg fx sammen med en patient, der havde mørke, depressive tanker og synes, det hele kunne være lige meget. Så sad jeg og holdt hende i hånden, før hun skulle ind til ECT-behandling.
Min fornemmeste opgave i jobbet er at være med til at holde håbet oppe hos vores patienter, for vi ved, at de får det bedre, selvom man kke altid selv kan se det, når man er depressiv. Jeg er en slags spejl, der kan se små tegn i øjnene eller ansigtsmimikken og sige: 'Jeg kan se, du har smilet lidt i dag'. Man ser livet i øjnene, der vender tilbage, hvor blikket før var dødt. Det er så meningsfuldt at være med til.
Hvordan ser din seniorordning ud?
- Jeg har altid arbejdet fuld tid, og da jeg blev 60, tænkte jeg: 'Nu skal jeg på efterløn, nu har jeg arbejdet nok'.
Jeg har arbejdet i sundhedssektoren siden 1973, så jeg sagde op med en stor reception med blomster og taler fra overlæge og patienter. Men jeg kunne mærke, at jeg var lidt usikker på, om det var det rigtige. Så spurgte min chef Charlotte, om hun måtte ringe til mig, hvis det brændte på, og det sagde jeg ja til.
Der gik ikke mange øjeblikke, før hun ringede, og det endte med, at jeg blev fastansat igen. Jeg bad om at komme ned på 24 timer, og det var helt fint. Økonomisk er det en fordel for mig, for med mine forskellige pensioner og ATP ender jeg med at få mere i løn, end da jeg arbejdede fuld tid. Mine vagter er skævt fordelt, så jeg fx kan have fire vagter en af ugerne og to vagter i den næste. Jeg har også weekendvagter, men har ikke længere nattevagter. På den måde kan jeg nogle gange have en hel uge fri, og det passer mig godt.
Hvorfor er du fortsat med at arbejde?
- Vi har hus og kolonihave, og så tænkte jeg, at jeg skulle jeg gå og nusse med den på efterløn. Men det var ikke mig alligevel bare at gå hjemme, jeg kedede mig simpelthen, det var for lidt udfordring for mig. Jeg savnede mine kolleger, hvor vi støtter hinanden og ses lidt privat og er til temadage sammen. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker – også på tværs af alder - og lære nyt hele tiden. Det holder mig i gang og ung, jeg føler mig jo ikke som 73.
Jeg synes, det er en gevinst at få lov at arbejde med noget, man brænder for. Min mand er på pension og har det fint med det. Så får han en liste med praktiske opgaver, mens jeg er på arbejde, og det er godt at være lidt væk, så man ikke sidder lårene af hinanden.
Hvad er vigtigt for dig at have tid til?
- Jeg har 4 børnebørn, og den yngste, der i dag er 10, har vi altid passet meget, da hendes mor arbejder i kokkefaget med skæve arbejdstider. Så det skulle der være overskud til. Derudover strikker jeg og har en stor passion for orkidéer, som jeg går jeg meget op i.
Er der nogle arbejdsopgaver, du ikke længere har?
- Nej, jeg laver det samme som før og har udover patientarbejdet ansvar for vareindkøb og medicinrum. Jeg løber også stadig til alarm, selv om jeg har fået et kunstigt knæ, der bøvler lidt.
Men vi hjælper jo hinanden og har forskellige udfordringer – jeg har fx en kollega med dårlig ryg, så alle har jo et eller andet.
Hvordan oplever du, at din alder spiller en rolle?
- Jeg kan godt synes, det er lidt en udfordring med Sundhedsplatformen, men der er altid en yngre kollega, der lige siger 'kom her gamle jas, nu skal jeg vise dig det'. Og de unge står jo også og råber ude i medicinrummet, når de ikke kan finde medicinen på hylderne, så vi hjælper hinanden hele tiden. Det er godt at være forskellige aldre og have forskellige kompetencer, for det, den ene ikke kan, kan den anden. Vi supplerer hinanden godt.
Hvor længe vil du fortsætte med at arbejde?
- Vi taler om det til hver MUS-samtale, og vi har aftalt, at min chef lige prikker mig på skulderen, når jeg begynder ikke at kunne huske så godt. Det joker vi lidt med. Man skal jo stoppe på et tidspunkt.