Stolpegård: Fra højskole til højt specialiseret

​Der er mange tusinde patienter gennem dørene på Psykiatrisk Center Stolpegård i Gentofte, siden de blev slået op første gang i 1962 og frem til den 3. og 4. november, hvor centeret fejrer sit 60-års jubilæum. Stolpegård har behandlet patienter, siden Cuba-krisen var på sit højeste – dengang under navnet Montebello Dag- og Nathospital. "Det vel nok smukkeste her i landet. Et utraditionelt hospital, hvor arkitekter og læger i fællesskab har gjort op med alle gængse forestillinger om sygehuse for sindslidende eller nervesanatorier," skrev aviserne i 1962 og omtalte hospitalets målgruppe som "neurotisk belastede unge mennesker" og "husmødre som har svært ved at bevæge sig uden for en dør". Stedet bar fra starten mere præg af højskole end hospital og psykiatrisk behandlingscenter. Mens de ydre rammer ikke har ændret sig voldsomt siden åbningen for 60 år siden, er der sket meget med både målgruppe og behandlingsformer. Centerchef på Psykiatrisk Center Stolpegård, Per Sørensen, tager os her med på rejsen fra et center inspireret af højskoletanker til den højt specialiserede psykoterapi, der bliver praktiseret i dag.

Et patientværelse på Stolpegård i 1962. 

Sport, musik og drama som behandlingsformer

Stolpegårds første år falder sammen med en udvikling, hvor ungdommen bliver mere frigjort og finder nye udtryksformer. "De lader håret vokse, også drengene, undertiden helt ned til taljen. Deres gangart er slentrende og skødesløs," skrev stedets assisterende overlæge, Kirsten Auken, i 1966 i en kronik i Information. Ved at sætte sig ind i ungdomskulturen opdagede hun, at de unge gerne ville tage del i hinandens behandling. Derfor udviklede Auken en række behandlingstilbud til de unge, som også rummede terapi. Det var fx gruppeterapi med op til 15 unge ad gangen, men også sport-, musik-, og dramagrupper. Men kommer man på Stolpegård i dag, skal man ikke forvente at kunne nyde en koncert, et teaterstykke eller dukke hovedet for at undgå en vildfaren fodbold.

- Det har ikke plads i dagens psykoterapi. I dag er vi et højt specialiseret center, der arbejder med behandlingsmodeller, der er integreret i hinanden og efter afprøvede metoder. I dem er der ikke den form for grupper. Så på den måde findes højskoleånden ikke på Stolpegård mere. Men vi kan godt have kropsterapeutiske grupper i et begrænset omfang. Det bruger man fx til at få et kropsligt fodfæste og blive mere bevidst om sin krops grænser. Ideen er, at det også hjælper med de psykiske grænser, som man fx kan have problemer med, hvis man har emotionel ustabil personlighedsstruktur, forklarer centerchef Per Sørensen.

De kreative grupper er ikke den eneste behandlingsform, der med årene er gået i glemmebogen på Stolpegård.  Det gælder også gestaltterapi, der tidligere har været anvendt på centeret.

- Det er en ret voldsom behandlingsform. Det var meget i 1960'erne, man primært brugte det. Man tvinger folk ind i bestemte situationer for at fremkalde bestemte følelser og reaktioner. Man troede, det ville lindre og forandre gennem forløsning. Men det var nok ret ukontrollabelt. Der er elementer tilbage af det i dag, i fx schematerapi, hvor det er under meget strukturerede forhold. En del af gestaltterapien var også, at man skulle slippe det indre barn løs. Så man stimulerede patienterne til at skrige og råbe som et lille barn. John Lennon har brugt det kunstnerisk på sin første soloplade på nummeret 'Well Well Well', hvor han skriger helt nede fra maven. Det er en gestaltterapeutisk øvelse. Det gør man ikke i dag. Dels fordi andre behandlingsformer blev moderne, og fordi det var ret langt fra den lægevidenskabelige model med effektmåling. Og man havde eksempler med ret negative konsekvenser, hvor folk blev dårligere af det og måske ligefrem psykotiske. Man tog ikke hensyn nok til folks skrøbelighed, forklarer Per Sørensen.

Centerchef på Psykiatrisk Center Stolpegård, Per Sørensen.

Fra personligt tilpasset behandling til pakkeforløb

Kigger man i Stolpegårds arkiv, er der historier fra 60'erne om behandlere, der gik med patienter, som led af eksamensangst, til eksamen – og holdt fest for dem efterfølgende for at fejre succesen, når huen var i hus. Den slags tid til patienten er det svært at forestille sig at have i den moderne psykiatri

- Det har både positive og negative sider. Selvfølgelig er det et tab, at man ikke har den mulighed længere. Men det er også en gevinst, fordi vi er blevet mere fokuserede på, hvad vi skal som psykiatri – og hvad skal vi med psykoterapien. Og vi behandler i høj grad stadig eksamensangst. Det er en angst, som man kan udfordre og arbejde med uden at være til stede i eksamenssituationen. Og vi kan også fejre sejrene med vores patienter uden at holde en fest. Man ved, at anerkendelse, er en vigtig del af behandlingen. At anerkende er en vigtig brik i at forandre adfærd og bygge gode følelser. Det er en meget stærk, terapeutisk kraft til at ændre uhensigtsmæssig adfærd, siger Per Sørensen.

De individuelt tilpassede forløb findes forsat, men indenfor rammerne af pakkeforløbene, som har sat sig tungt på landkortet.

- Der er sket meget de sidste 10 år, hvor vi i høj grad er blevet en del af Region Hovedstadens Psykiatri. Så når man først kommer ind i et forløb, er den behandling, man får hos os og i de andre ambulatorier sat af de faglige standarder, vi er blevet enige om. Vi ser mange flere patienter per behandler i dag. Og det er mere strukturerede forløb og af kortere varighed end dengang. Fordelen er, at vi er blevet mere professionaliserede og tydeligere på, hvad vi skal: Lave psykoterapeutisk behandling efter bestemte modeller og strukturer. Og så tror jeg, vi har fået en større opmærksomhed på hele populationsansvaret. Vi har fået en behandlingsgaranti, så vores patienter skal i behandling inden for en måned. Førhen kunne folk godt vente i årevis på at komme i behandling. Ulempen er så, at forløbene er kortere, og at man måske kun behandler en fokuseret del af patientens problematik, forklarer Per Sørensen om ændringen i tilgangen til behandlingen.

Vestibulen på Stolpegård i 1962. Møblerne er udskiftet, men området ligner sig selv i dag. Det er her, man som patient tager plads, når man ankommer til centeret. 

Psykoterapiens evidenspionerer

I mange år måtte Stolpegård kæmpe mod en kritik af, at psykoterapi ikke har nogen dokumenteret effekt. De første mange år var det da i høj grad også op til den enkelte behandler selv at vurdere, om behandlingen virkede, forklarer Per Sørensen.

- Det var behandlerens ansvar, men det blev selvfølgelig drøftet med kolleger på konference. Men der var ikke den tidsbegrænsning på forløbene, vi har i dag. Det var meget afhængigt af den enkelte behandlers syn på tingene. Det var ikke lige adgang til sundhed, og det kunne godt give forskelsbehandling. I slut 60'erne og start 70'erne var der kritiske røster fremme om, at psykoterapien ikke virker. Men det viste sig ikke at være rigtigt. Da man sagde det dengang, var det fordi, man ikke havde undersøgt det. For at kunne det, måtte psykoterapien ændre sig og få en anden struktur. Hvis man skal have evidens, skal man arbejde ud fra bestemte modeller. Det er lettere for nogle typer af psykoterapi end andre. Fx den kognitive adfærdsterapi, der nærmest er født ind i den tilgang, hvor man opstiller hypoteser og afprøver dem.

Stolpegård har været en pioner inden for netop arbejdet med at dokumentere effekten af psykoterapi. Centeret har løbende gennem de sidste 15 år målt effekten af psykoterapi som nogle af de første i verden.

- Vi var et sted, som alene havde psykoterapi og havde en fremsynet ledelse, som så vigtigheden af at udvikle den del. En overlæge blev købt fri til at arbejde med den del, og hun udviklede et system til at måle effekten. Vi har lavet et nyt system for seks år siden, som hedder Behandlingseffekt. Vi har en enestående database med flere tusinde patienter, hvor vi kan se effekten af den behandling, de har modtaget. Udfordringen er, at vi ikke har en kontrolgruppe. Vi ved ikke, om folk får det bedre, fordi tiden går – eller fordi, vi behandlingen har en effekt, siger Per Sørensen.

Han er overbevist om, at arbejdet med at dokumentere effekten har været med til at hæve psykoterapiens anerkendelse i den brede psykiatri, ligesom det også har betydning, at psykoterapien også selv er begyndt at tale ind i de termer og diagnoser, der bliver brugt i resten af psykiatrien. Netop arbejdet med at sikre evidens og få udbredt de bedste metoder er afgørende for psykoterapiens fremtid ifølge Per Sørensen.

- Vi skal videre ad den vej, vi allerede går på. Vi udvikler nye behandlingsformer og forsker i psykoterapi. Vi har etableret en Klinisk Akademisk Gruppe (KAG), og vi kan se, at vi er nødt til at have en mere samlet og integreret forståelse af, hvad psykoterapien er, og hvordan vi udvikler den i Region Hovedstadens Psykiatri. I KAG'en har vi arbejdet meget for at skabe enighed på tværs om, hvordan vi skaber de bedste patientforløb baseret på evidens. Og vi har lavet kurser og uddannelser for at løfte kompetencerne – for man kan ikke bare gå ind og lave psykoterapi. Det næste skridt er at udbrede den udvikling til andre steder, hvor den er relevant i psykiatrien. ​

Psykiatrisk Center Stolpegård som det ser ud i dag - set fra Stolpegårdsvej i Gentofte.