Gå til hovedindhold

​Foto: Unsplash

Tidlig indsats med Ozempic kan forbedre helbredet hos mennesker med skizofreni

​Et nyt studie fra Psykiatrisk Center København viser, at semaglutid, der findes i lægemidler så som Ozempic og Wegovy, kan være et effektivt supplement til behandlingen af mennesker med skizofreni, som er i øget risiko for overvægt, forhøjet blodsukker og type 2-diabetes. ​​

​Personer med skizofreni er i øget risiko for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme. Dette skyldes både livsstilsfaktorer, men også evt. bivirkninger ved antipsykotisk medicin, som kan føre til betydelige vægt- og blodsukkerstigninger.

Et nyt studie fra Psykiatrisk Center København og Københavns Universitet, som netop er offentliggjort i JAMA Psychiatry undersøger effekten af semaglutid til patienter i antipsykotisk behandling i de tidlige stadier af metabole forstyrrelser.

Patienterne modtog 1 mg semaglutid ugentligt via lægemidlet Ozempic – samme dosis som anvendes til at behandle type 2-siabetes.

Efter 26 ugers behandling fandt forskerne, at behandlingen havde bremset - og i nogle tilfælde forbedret deltagernes metaboliske udfordringer.  

"For første gang ser vi evidens for, at vi kan gribe ind tidligt og målrettet i det metaboliske forløb hos patienter, der er i behandling med clozapin eller olanzapin. Resultaterne viser, at vi kan reducere både vægt og blodsukker uden at gå på kompromis med den psykiatriske behandling," siger professor og overlæge Anders Fink-Jensen, der er en af studiets hovedforfattere

Markante forbedringer i både blodsukker og vægt

Studiet bygger på data fra 73 deltagere med skizofrenispektrumlidelser, der blev randomiseret til at modtage enten semaglutid eller placebo som tillæg til deres antipsykotiske behandling. Alle deltagerne havde forhøjede blodsukker, men endnu ikke diabetes.

Resultaterne er tydelige:

  • Blodsukkeret faldt signifikant hos de patienter, der fik semaglutid (−0,31 %), mens placebogruppen ikke havde nogen ændring.

  • 43 % af deltagerne på semaglutid opnåede et blodsukkerniveau i "lavrisiko"-området. For placebogruppen var det blot 3 %.

  • Deltagerne på semaglutid tabte sig i gennemsnit 9,2 kg mere end dem i placebogruppen.

  • Også taljemål, BMI og fedtmasse faldt betydeligt i semaglutidgruppen.

Derudover fandt forskerne, at semaglutid ikke havde nogen negativ effekt på psykiske symptomer, og at de fysisk bivirkningerne primært var milde og forbigående.

Betydelige perspektiver for forebyggelse af hjertekarsygdom
Mennesker der lever med skizofreni, har en markant forhøjet risiko for tidlig død som følge af metaboliske komplikationer. Derfor peger forskerne på, at tidlig intervention er afgørende.

“Clozapin og olanzapin er blandt de mest effektive antipsykotika, men deres metaboliske bivirkninger er en stor udfordring. Med dette studie får vi en reel mulighed for at forebygge udviklingen af type 2-diabetes blandt vores patienter," lyder det fra Anders Fink-Jensen.

Dog understreger forskerne, at der er behov for større og længerevarende studier for at undersøge, om tidlig behandling med semaglutid også kan reducere hjertekarsygdomme og dødelighed på længere sigt.

Kan få stor klinisk betydning

På trods af de lovende resultater bliver GLP-1-præparater som semaglutid stadig kun sjældent anvendt i psykiatrien. Dels på grund af begrænset forskning, dels på grund af høje medicinpriser.

Anders Fink-Jensen håber, at resultaterne kan bidrage til, at semaglutid fremover kan indgå som et tidligt supplement i behandlingen af patienter, der starter på metabolisk belastende antipsykotika.

"Patienter med svær psykisk sygdom har generelt dårligere adgang til forebyggende sundhedstilbud. Hvis vi skal nedbringe den uacceptable overdødelighed i denne gruppe, er vi nødt til at prioritere nye, effektive tiltag som dette - også økonomisk."



Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden