Antallet af tvangsindlæggelser i Region Hovedstaden er steget 11 % fra 2007 til 2010. I alt tvangsindlægges omkring 1000 mennesker årligt.​​

Tirsdag i denne uge gav formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen, i nyhedsudsendelsen på P4 København, udtryk for, at politiet bruger uforholdsmæssig mange ressourcer på mennesker med psykisk sygdom, herunder tvangsindlæggelser. Peter Ibsen mener, at stigningen i antallet af tvangsindlæggelser er et udtryk for, at psykiatrien har for få sengepladser og udskriver patienterne for tidligt.​

Psykiater og klinikchef i Region Hovedstadens Psykiatri, Lars Søndergård, underviser bl.a. politiet i de psykiatriske sygdommes udtryk, og kører som en del af Den Psykiatriske Udrykningstjeneste ud og hjælper, når politiet skal tvangsindlægge et menneske. Han mener, at vi skal gøre op med forestillingen om tvangsindlæggelser som et udtryk for, at vi har et dårligt psykiatrisk behandlingssystem – og snarere se dem som et udslag af bedre behandling og øget omsorg for mennesker med svær psykisk sygdom:

Hvorfor tvangsindlægger man psykisk syge?

Lars Søndergård: - Mennesker bliver kun tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, når det er uforsvarligt at lade være. Det vil sige når man er til fare for sig selv eller andre. Det kan være i forbindelse med en psykose, hvor patienten har vrangforestillinger og fx kaster møbler ud af vinduet fra 4. sal. Eller hvis patienten er stærkt depressiv, og ikke synes han fortjener at leve og risikerer at begå selvmord.

Hvorfor er antallet af tvangsindlæggelser steget?

Lars Søndergård: - Det er ikke simpelt at analysere den slags tal. Man kan i hvert fald ikke konkludere, at stigningen skyldes, at vi har en dårlig psykiatri – snarere tværtimod. Jeg mener, at psykiatrien i dag er bedre end nogensinde før. ​

En nærliggende forklaring på stigningen i antallet af tvangsindlæggelser kunne være, at vi er blevet bedre til at udvise omsorg for de dårligste patienter og har en effektivt opsøgende indsats – så vi sikrer, at de faktisk bliver indlagt, når de har brug for det.​​

Samtidig kan der være forhold hos politiet, som afspejler sig i tallene – politiet beder i dag psykiatrien om i højere grad at tage de borgere ind, som tidligere ville være blevet placeret i detentionen. På de psykiatriske afdelinger er der bedre lægeligt opsyn, og det kan være svært at tegne en skarp grænse mellem alkohol- eller stofmisbrug og psykisk sygdom.

Der er blevet lukket senge i psykiatrien, og indlæggelserne er blevet kortere – betyder det ikke at behandlingen er blevet ringere?

Lars Søndergård: - Senge er ikke længere omdrejningspunktet i den psykiatriske behandling – det, der er vigtigt, er de behandlingsaktiviteter, der foregår. Vores fornemmeste opgave i hospitalspsykiatrien er at få tidligt fat i patienterne og starte behandlingen hurtigt.​​

Patienternes behov er meget forskellige, og det er vigtigt, at vi kun indlægger dem, når det er nødvendigt. Den ambulante behandling har udviklet sig meget de senere år, vi kan tilbyde den enkelte patient mere skræddersyede tilbud, fx ved et udgående team af behandlere. Derfor giver det god mening, at behandlingen primært foregår ambulant – altså udenfor de psykiatriske sengeafdelinger.​

Det gælder også i en række andre lægefaglige specialer, hvor man bedøver, opererer og sender patienten hjem samme dag. Det, man skal spørge sig selv om, hver gang man har en patient indlagt, er: ”Hvad er det, jeg kan hjælpe denne patient med, som jeg ikke kan hjælpe ham med ambulant? – altså uden at patienten behøver at blive indlagt”. Dét er vi blevet bedre til.​

Selvfølgelig skal patienter med behov for indlæggelse, indlægges. Og vi udskriver ikke patienterne før tid. Vi er bare blevet bedre til at starte behandlingen med det samme, og derfor bliver indlæggelserne også kortere. Når en patient er udskrevet, følger vi ham ambulant – i et ambulatorium, i distriktspsykiatrien eller gennem opsøgende teams – og hvis han holder op med at tage sin medicin eller får det skidt, reagerer vi naturligvis. Og der er intet, der tyder på, at patienterne bliver genindlagt hurtigere end de ville efter en langvarig indlæggelse.

Hvorfor er det bedre for en patient at blive behandlet ambulant – og så risikere at blive tvangsindlagt efterfølgende?

Lars Søndergård: - Før i tiden tænkte man, at det var godt for patienterne at være under ”ordnede forhold”, hvor de fik måltider serveret til tiden og blev vasket regelmæssigt.​

I dag ved vi, at patienter – ligesom alle andre – har det bedre derhjemme, og lever et liv, der minder så meget som muligt om alle andres. Det er en del af det at komme sig og blive rask – for når man bliver indlagt langvarigt gør man ikke rent, laver ikke mad, og man kommer væk fra sit sociale miljø. Man kommer simpelthen ud af træning med at leve en normal tilværelse – og det står i vejen for, at man kan komme sig og blive rask.​​

At patienterne ikke indlægges så ofte og så længe som tidligere, betyder også at psykisk syge er blevet mere synlige – og de fylder mere i gadebilledet og i vores hverdag. Og sådan skal det være. Psykisk syge er jo mennesker ligesom alle andre – og har ret til at være her. Og så har vi pligt til at hjælpe dem, hvis de falder ud af behandling og får det dårligt.​​

Set fra den vinkel er tvangsindlæggelser et udtryk for omsorg: Du har ret til at leve dit liv frit, men hvis du ikke kan tage vare på dig selv, hjælper vi dig. Vi skal som hospitalspsykiatri hele tiden afveje den enkeltes ret til selv at bestemme og hans behov for, at vi griber ind, og bestemmer for ham. Jeg hører fra mange pårørende, at det er en stor lettelse, når en meget syg pårørende tvangsindlægges, og hospitalspsykiatrien på den måde overtager ansvaret, mens patienten har det for dårligt til selv at styre sit liv.​

På den måde er tvang ikke i sig selv omsorg – men mere rettidig tvang er en del af omsorgen i den psykiatriske behandling. Og så skal det tilføjes, at det er en meget, meget lille del af alle med psykisk sygdom, der på nogen måde giver samfundet problemer.

Politiforbundet giver udtryk for, at politiet helst er fri for opgaven med at håndtere psykisk syge og tvangsindlæggelser?

Lars Søndergård: - Kun politiet kan tvangsindlægge – på baggrund af en lægeerklæring. Det er pr. lov politiets pligt. Ligesom det er politiets pligt at tilkalde en psykiater til svært psykisk syge mennesker, der ikke selv søger læge.​​

Sædvanligvis fungerer samarbejdet mellem politi og psykiatri rigtigt godt i forbindelse med tvangsindlæggelser. Jeg er meget imponeret over de kørende betjente, de har en utrolig stor tolerance, forståelse og medmenneskelighed. Det kommer man rigtig langt med – men der er særlige forhold omkring mennesker med psykisk sygdom, som kræver mere viden.​

Den tid, betjente undervises i psykiatri på Politiskolen, er ikke tilstrækkelig, når man skal håndtere folk med fx stærk angst, som har svært ved at kommunikere pga. vrangforestillinger, og hjælpe dem med at træffe gode valg. Mere uddannelse og viden om psykiatriens tilbud vil hjælpe politiet til at bruge færre ressourcer på disse opgaver – når man er usikker på en opgave, bruger man ofte for lang tid og for meget mandskab på den.
​