- Helt overordnet er vores opgave at skabe et håb for, at der er et liv på den anden side af psykiatrien.
Det fortæller Laura, der er en af de tre ungementorer, der i januar 2022 blev ansat på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center.
For vi har selv været i psykiatrien og er kommet ud på den anden side. Det kan godt være, man har fået den her diagnose, men derfor kan man stadig godt få det liv, man drømmer om. Det ene udelukker ikke det andet, siger hun.
Om mentorerne
Laura på 25 år, Nathalie på 25 år og Regitze på 20 år er ansat som ungementorer i BUC, hvor de aktuelt ledes af en ungementor-koordinator. De er ansat ud fra deres personlige erfaringer med psykisk sygdom og som tidligere patienter i psykiatrien. Ti timer om ugen betjener de i fællesskab et døgnafsnit og et ambulatorie og varetager desuden mange opgaver på centerniveau. Det har de gjort siden januar 2022. Frem til sommer betragtes ansættelsen af de tre ungementorer som en pilotfase, hvor deres erfaringer skal danne et godt fundament at stå på for det næste hold ungementorer, der forventes at blive ansat efter sommerferien 2022. 
Regitze (tv.), Nathalie (midt) og Laura (th.)
Vigtigt at kunne spejle sig
Foruden at holde liv i håbet hos de børn og unge, der er i behandling i BUC, nævner Laura, Regitze og Nathalie hver især en af de vigtigste, personlige grunde til, at de valgte at søge stillingen som ungementor:
- At kunne bruge det man selv har været igennem til noget positivt og hjælpe nogle andre, der står i en lignende situation, fremhæver Nathalie, mens Laura lægger vægt på, at hun selv manglede en person at spejle sig i, som ikke var en behandler:
- Nogle gange har jeg i hvert fald haft brug for, at det ikke var en, der havde siddet og læst rigtig meget om noget i en bog, som sagde, ”det skal nok gå alt sammen”. For altså, hvor ved du det fra? Kan du se ud i fremtiden? Det synes jeg måske, at jeg selv har manglet.
For Regitze var det vigtigt, at personalet fokuserede på hverdagslivet som en del af behandlingen:
- Det er 100 procent det, der gjorde mig rask. Jeg var slet ikke modtagelig for behandling som sådan, så det var egentlig bare at være i sådan noget miljøterapi, der hjalp mig. Det tænker jeg tilbage på som noget helt vildt positivt: At få en hverdag op at køre, når det kunne være svært at se, at der godt kunne være en god hverdag, fortæller Regitze.
Fokus på hverdagsliv og hverdagsglæde
De tre ungementorer er ansat ud fra deres personlige erfaringer og ikke faglige kompetencer. Derfor adskiller deres opgaver og funktion sig også markant fra den øvrige medarbejdergruppe af klinikere:
- Vores rolle er at hjælpe patienterne med det, der ikke er behandling. Altså deres egen personlige proces i det her. Alt, hvad der hedder livskvalitet, oplevelser og relationer og ting, der hører udover det at være syg. At være med til at skabe en eller anden form for hverdagsglæde, mens de er i behandling, fortæller Regitze og fortsætter:
- Det handler om at hjælpe dem med at holde fast i hverdagslivet med fx skole, venner eller fodbold og finde ressourcerne til det. Hvis man har en patient, der før har arbejdet i Netto, så har de stadig en masse historier fra Netto, selvom de ikke arbejder der nu, fordi de er indlagt. Og på en eller anden måde er der kortere tilbage til Netto bagefter, hvis man prøver at holde fast i det.
- Vi ved, hvad der kan fylde, når man er i behandling, men som ikke nødvendigvis står i behandlingsplanen, supplerer Laura og giver samtidig et konkret eksempel på, hvad de også hjælper patienter med, når de snakker med dem:
- For eksempel ”hvad skal jeg sige til farfars 80-års fødselsdag, når folk spørger, hvad jeg laver?” ”Hvor meget skal man dele?” Den situation har alle os mentorer også prøvet at stå i.
Der er en anden åbenhed
Laura, Regitze og Nathalies egne oplevelser er ikke det, der fylder i deres samtaler med patienterne. Men mentorerne fortæller, at det nok er bevidstheden om at have lignende oplevelser til fælles, der gør, at patienterne føler sig trygge og åbner op for et blik ind i deres liv.
Fx fortæller Laura om en ung pige, mentorerne havde en god oplevelse med:
- Vi var ude at gå en tur med hende, og da vi kom tilbage, sagde personalet ”sagde hun egentlig noget?” Og hendes mund havde bare ikke stået stille i en halv time, mens vi var ude at gå. Men de var ikke vant til at høre hende tale så meget.
Nathalie supplerer:
- Vi oplever, at patienterne åbner sig ret nemt – og snakken flyder mere, når det øvrige personale ikke er til stede. Der er en anden åbenhed.
Det er Regitze enig i:
- Den der følelse af, at det er uden forpligtelser at sige noget til os. Der er ikke en eller anden behandler, der skal analysere det bagefter. Vi har ikke på samme måde en dagsorden. Man kan snakke om det, man vil.
Ungementorerne på uddannelse
De tre ungementorer er blevet klædt på til opgaven gennem en ny ungementoruddannelse på tre dage, som er lavet af BUC i et samarbejde mellem Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery (KKR) og Campus for Psykiatrisk Simulation (CAPS). Ungementorerne opnår på de tre dage viden om: recovery-orienteret praksis, mentorfaglighed, viden om samtalepraksis, psykopatologi samt etik og dilemmaer i klinikken. Igennem rollespil og simulationstræning får de trænet færdigheder i at indgå med deres mentorfaglighed i samtaler med de unge patienter. Bonusinfo: Uddannelsen vil efter sommerferien blive afholdt i et samarbejde med børne – og ungeafdelingen på Herlev og Hvidovre Hospital, hvor der efter planen skal ansættes ungementorer. I somatikken ser man muligheder i, at deres mentorer opnår samme kompetencer, som der gives i psykiatrien. Det er en fælles vision, at psykiatri og somatik samarbejder omkring opgaven.