​

​- Jeg vil gerne tale om job. Og om at blive overflyttet til at åbent afsnit eller et botilbud. Jeg vil gerne være psykiatrisk overlæge her på Psykiatrisk Center Amager.

Ordene falder fra en patient i 50'erne, som reservelæge Sara Godfrey taler med under sin stuegang på intensivt afsnit.

-  Jeg har afleveret min ph.d. til en læge i Nordjylland. Men jeg kunne høre chefen deroppefra tale inde i mit hoved. Hun sagde jeg var dum og at de vil slå mig ihjel, fordi jeg blev uvenner med dem. forklarer han.

Samtalen er et godt eksempel på det, Sara møder, når hun taler med patienter med skizofreni på det intensive afsnit.

- Patienter med skizofreni har ofte to parallelle virkeligheder, hvor de både har deres forståelse af sammenhænge og samtidigt navigerer i den virkelighed vi andre forholder os til. Det er tydeligt med denne patient, som både mener at være overlæge og samtidigt ønsker sig at bo på et bosted. Det er jeg nødt til at tage alvorligt, hvis jeg skal have en god relation til dem og forstå, hvordan de oplever verden. Jeg kan ikke bare begynde at sætte spørgsmålstegn ved hans historie og hævde, at den er usand. Jeg kan nok aldrig behandle ham så han kan fuldføre medicinstudiet og skrive en reel ph.d. og blive psykiatrisk overlæge, som han drømmer om. I psykiatrien kan vi ikke altid gøre folk raske. Men vi kan give dem et bedre funktionsniveau, forklarer Sara.

De får også talt sig frem til, at der nok er lidt lang vej til et job som overlæge, hvis han samtidig gerne vil udskrives til et botilbud, hvor han kan få hjælp. Måske er der i fremtiden håb for, at han kan få en anden type job, hvis han har lyst. Patienten er enig i, at det måske lige er en stor nok mundfuld. Men han er taknemmelig for samtalen med Sara, og at han kan komme på udgang fra afdelingen i selskab med personale.

Inden Sara går stuegang, gennemgår hun patienternes journaler.

"Når du kommer hjem fra psykiatrien, virker du glad"

Sara har vidst, at hun ville være læge, siden hun som 12-årig blev indlagt akut med meningitis af en vagtlæge. Det var vagtlægens snarrådighed og hurtige behandling, der blev afgørende for, at Sara overlevede. Hun blev fascineret af de procedurer, læger kunne udføre, og hvordan de kunne gøre folk raske – og som et klassisk eksempel på meningitis var hun eksamenspatient for lægestuderende.

- Det var den klassiske ide om, hvad en læge kan, der gjorde, at jeg søgte studiet. Så det var først, da jeg under uddannelsen kom i psykiatriforløb på Amager, at jeg kom til at tænke på, at det speciale flugtede ret godt med, at jeg i meget af mit liv har haft omsorgsjobs. Jeg synes, det er spændende at tale med folk. Og det tiltalte mig, at jeg ikke bare kunne lave den samme manøvre med alle patienterne og forvente samme resultat. Det er meget udfordrende, og det kan jeg virkelig godt lide, forklarer Sara om, hvad der fik hende til at overveje at blive psykiater.

At det var et oplagt valg, havde længe været tydeligt for hendes omgangskreds.

- Hvorfor skal du bruge tid på alt det andet? Det er, når du kommer hjem fra psykiatrien, at du virker glad og har travlt med at fortælle om dit arbejde, sagde Saras mand til hende.

For at være helt sikker på, at psykiatrien var det rigtige valg, afprøvede Sara sig selv i en introduktionsstilling i neurologi.

- Det er også et hjerne-speciale og jeg kunne få den hvide kittel, jeg drømte om som barn. Men når jeg kom hjem, kunne jeg ikke huske patienternes historier fra hinanden, og jeg var ikke begejstret eller nysgerrig omkring teorien. Det er jeg i psykiatrien, så jeg kunne tydeligt mærke, at der var min passion størst.

Sara er ved at låse sig ind på det intensive afsnit, hvor hun skal tale med sine patienter.

Taknemmelighed og teamwork

Et arbejde på en intensiv psykiatrisk afdeling byder på samtaler med nogle af samfundets mest udsatte og udfordrede borgere. Derfor kan bølgerne godt gå højt og skældsord fyge gennem luften, når frustrationerne får frit løb. Men Sara oplever også en taknemmelighed fra patienterne.

- I sidste uge udskrev jeg en patient, som sagde, at jeg var den bedste læge, og hun takkede mig for ikke at give op. Hun har været i et langt forløb, hvor hun bl.a. var iindlagt med tvang, havde vrangforestillinger og har haft lyst til at tage sit eget liv. Ved udskrivelsen var hun blevet i stand til at forholde sig til sine problemer, og hun havde fået bedre sygdomsindsigt. Jeg har ikke brug for ros fra patienterne, men jeg elsker at se, når patienterne selv får en oplevelse af, at de har rykket sig og kan fungere bedre.

En anden vigtig faktor for Saras arbejdsglæde er den høje faglighed og passion for specialet, hun oplever blandt sine kolleger

- Jeg har opdaget, at jeg har lyst til at fremme den faglighed, der er. Jeg vil gerne være med til at nedbryde mange af de fordomme, der er om psykiatrien. Og indgå i et teamwork for at udbrede vores stærke faglighed, hvor vi arbejder både med medicin, psykoterapi og social støtte. Det gør, at jeg finder mening i at være i specialet, at der er så meget faglighed, jeg kan basere mine beslutninger på.

Sara har arbejdet fast på Psykiatrisk Center Amager siden 2020. Hun håber, at psykiatrien også i fremtiden skal danne rammen om hendes arbejdsliv.

Det mest spændende og udfordrende speciale

Lægefaget er et mesterlærefag indenfor alle specialerne. Derfor består en del af Saras arbejde også i at supervisere både yngre kolleger og lægestuderende. Og når hun skal overbevise lægestuderende om at gå samme vej, lyder forklaringen:

- Psykiatri er det mest spændende speciale. Det er det speciale, der kommer til at udfordre en mest ift. kommunikation, ledelse etc. Det er det speciale, hvor du er nødt til at læse mest for at dygtiggøre dig, fordi du ikke kan få svar ud fra en blodprøve eller scanning alene. Psykopatologien er beskrevet i tekster igennem tiderne og det kræver tid at læse og forstå dem, og du bliver først rigtig dygtig, når du har talt med mange, mange patienter.   Og selv da, kan du ikke tale med forskellige patienter på den samme måde, det er mere kompliceret, og man hele tiden bliver udfordret på, hvilken behandlingsstrategi der er bedst for den enkelte.

Et eksempel er, når Sara skal vurdere, hvilke patienter, der skal udskrives.

- Det er vores ansvar som læger at vurdere, hvem der har mest brug for indlæggelse. For vi har kun de senge der er. Nogle gange må vi træffe valget om, hvem der bedst kan blive grebet til behandling af vores ambulante teams, fordi der står en patient i akutmodtagelsen, som er markant dårligere og behøver behandling under indlæggelse. Jeg synes aldrig, vi udskriver patienter, der er farlige. Hvis jeg ikke kan sige ja til, at jeg tør møde patienten i Netto med mine børn, så skal vi ikke udskrive dem. Og det gør vi heller ikke, forklarer hun.

Dilemmaer, udfordringer og hårde skæbner til trods er Sara ikke i tvivl om, at psykiatrien er der, hun hører til.

- Der er rigtig mange facetter i psykiatrien, og det er så fedt, fordi mulighederne er mange. Jeg håber, jeg stadig er i den offentlige psykiatri om fem år. Det er her, de sværest syge patienter er, og det er dem, jeg gerne vil hjælpe. Jeg har ikke set nok af psykiatrien endnu til at vide, præcist hvor, når hun at forklare, inden telefonen ringer fra afsnittet, hvor en kollega har brug for sparring om en patient.