Gå til hovedindhold

International kapacitet skal styrke forskning i metabolisme og psykisk lidelse

​Professor Margaret Hahn, der forsker i metabolisk psykiatri ved University of Toronto, er fra juni 2024 udnævnt til adjungeret professor ved Københavns Universitet de følgende fem år. Udnævnelsen styrker den psykiatriske forskning og det internationale samarbejde.

Vent...

​Region Hovedstadens Psykiatri har fokus på at styrke internationalt forskningssamarbejde. Vidensudveksling på tværs af miljøer er med til at løfte forskningen. Derfor er det også en god nyhed for den psykiatriske forskning, at den canadiske professor Margaret Hahn nu knyttes stærkere til de danske forskningsmiljøer som adjungeret professor i ’Metabolic Health in Severe Mental Illness’ ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, fra juni 2024.

Forskere ved Region Hovedstadens Psykiatri har allerede i flere år samarbejdet med professor Margaret Hahn.

-Margaret Hahn bliver med udnævnelsen tættere knyttet til de danske forskningsmiljøer inden for metabolisme og psykiatri både på Psykiatrisk Center Glostrup og på Århus Universitet. Adjungeringen betyder også, at hun kan være vejleder på vores forskningsprojekter, og at hun kan bidrage til igangsætning af nye forskningsprojekter hos os. Jeg forventer, at begge dele vil styrke forskningsområdet metabolisk psykiatri, hvilket vil have direkte afsmitning på patientbehandlingen, siger professor Bjørn Ebdrup.

Det er en tese inden for forskningsområdet, at psykiske lidelser kan være forårsaget af forstyrrelser i metabolismen​.

-Margaret Hahn forsker blandt andet i, om nedsat insulinfølsomhed i hjernen kan medvirke til udviklingen af alvorlig psykisk lidelse, samt i hvilken grad antipsykotika og andre farmakologiske interventioner påvirker hjernens følsomhed overfor insulin, forklarer professor Bjørn Ebdrup.

Se Margaret Hahns profil hos University of Toronto her 

Hjælp til at bekæmpe overvægt

Ved Psykiatrisk Center Glostrup har forskere og klinikere efter canadisk forbillede igangsat forskningsprojektet Meta Care-klinikken.  Det handler om at hjælpe patienter, der har en psykisk lidelse, med overvægt og andre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom.

I Meta Care-klinikken arbejder klinikere og forskere med motion, kostomlægning, ændringer i medicin for psykisk lidelse og eventuelle muligheder for medicinsk behandling af overvægt eller andre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom.

-Det er velbeskrevet, at patienter med en alvorlig psykisk lidelse ikke opsøger læge i samme omfang som baggrundsbefolkningen. Vi ved også, at behandling for psykisk lidelse med antipsykotisk medicin kan give en vægtøgning hos patienter. Derfor undersøger vi, om et lettilgængeligt tilbud i psykiatrien og en klinik, hvor der er fokus på at nedbringe overvægt, kan gøre en forskel, siger Bjørn Ebdrup.

Projektet er et lodtrækningsforsøg, hvor patienter bliver henvist enten til en dansk version af den gennemprøvede canadiske metaboliske klinik eller til vanlig behandling.

Meta Care-klinikken vil undersøge effekten af 12 måneders behandling af overvægt og andre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom hos patienter i medicinsk behandlig for psykisk lidelse overfor 12 måneders vanlig behandling i psykiatrien.
Patienterne bliver tilbudt konsultationer hos henholdsvis læger og en humanfysiolog med speciale indenfor vedligehold af vægttab og fysisk aktivitet.   

-Undersøgelsen kan hjælpe os til at finde ud af, hvilke elementer i dette komplekse canadiske behandlingstilbud, der er særligt virksomme, siger professor Bjørn Ebdrup.

Undersøgelsen af Meta Care-klinikken er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.

For mere information om Meta Care- klinikken kan du kontakte: 

Læge Grímur Høgnason Mohr: grimur.hoegnason.mohr@regionh.dk

Humanfysiolog Victor Sørensen: victor.soerensen@regionh.dk  

Læs mere om projektet her 

Deltagelse i Meta Care:

Du kan tilgå vores forskningsportal for patientinklusion gennem linket her, hvor du kan finde Meta Care og mange andre forskningsprojekter i Region Hovedstadens Psykiatri. ​

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden