To gange om ugen går 21-årige Alma Mikkelsen på arbejde på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center på Bispebjerg. Hun er hverken læge, sygeplejerske eller psykolog – og det er sådanset heller ikke en vej, hun er interesseret i at gå.
I hendes rolle som ungementor vægter de personlige kompetencer nemlig højere end den faglige baggrund. Her handler det om at møde patienterne i øjenhøjde og tilbyde et fortroligt rum med en anden ung, der selv har erfaring med at være i psykiatrisk behandling – og som er kommet godt videre.
"Jeg tror aldrig, jeg har haft et arbejde, jeg har været så glad for," fortæller Alma Mikkelsen.
Unge hjælper unge
Som teenager blev Alma Mikkelsen selv ramt af en spiseforstyrrelse og blev behandlet i ambulatoriet, hvor hun i dag arbejder. Her har hun hver fredag samtaler med ambulante patienter – ofte kombineret med en gåtur i haverne omkring Bispebjerg Hospital eller over et puslespil.
Derudover arbejder hun også på sengeafsnittene sammen med sin kollega Maja, der også er ungementor.
"Vi er meget rundt på værelserne, men det afhænger selvfølgelig af patientgruppen, og hvad de foretrækker. På døgnafsnittet er det for eksempel ikke alle, der har udgang. Nogen er sengeliggende og er meget forpinte. Vi plejer altid at gå rundt og sige hej til alle på afdelingen. Nogen vil gerne snakke, mens andre måske ikke er i humør til det den dag."
Grundlæggende handler det om, at den unge føler sig mødt - uden at der nødvendigvis skal være en dagsorden.
"Jeg tror, det gør noget godt at kunne identificere sig med nogen, der er kommet et godt sted hen og tale i et trygt rum. Hos mig er der ingen agenda. Hvis de ikke har lyst til at tale om behandling og sygdom, så taler vi om noget andet. Det har vi jo netop tiden til - i modsætning til så mange andre steder i psykiatrien," fortæller Alma Mikkelsen.
Ville starte hækleklub
Selv kendte Alma Mikkelsen ikke mentorordningen, da hun for halvandet år siden kontaktede sit gamle behandlingssted med et ønske om at starte en hækleklub for patienterne.
Da hun blev introduceret for muligheden for at blive mentor var Alma Mikkelsen tøvende – selvom jobbet lød spændende.
"Jeg sagde faktisk, at jeg ikke ville være på afdelingen for spiseforstyrrelser. Jeg ville kun arbejde et sted, jeg ikke selv havde været patient. Men Pauline Astrup, der er enhedsleder, støttede mig i at prøve det af," fortæller ungementoren.
"Så startede jeg ovre på dagsafsnittet, og fandt ud af, at det var det helt rigtige for mig."
Selvom det føltes grænseoverskridende at blive konfronteret med en endnu ikke særlig fjern fortid har det været det hele værd for Alma Mikkelsen. Hun finder det meningsfuldt at gøre en forskel for andre unge, der står et svært sted i livet.
"Jeg synes virkelig, der er god stemning omkring os, hvis man må sige det," griner hun.
Særligt husker hun en episode med en ung dreng på døgnafsnittet, som var bange for at få taget blodprøve. Som trøst gav hun ham sin lille tryghedsmus, som hun havde hængende i nøgleringen.
"Efter han havde passet på den i et stykke tid, sagde jeg, at han bare kunne beholde den. Senere fortalte hans mor mig, at han havde besluttet, at han ville give musen videre til en, der havde det svært, når han selv fik det godt og blev udskrevet - og fortælle, hvor den kom fra," husker Alma Mikkelsen, hvorefter hun tilføjer, at flere af de patienter, hun taler med, går med en drøm om selv at blive ungementorer en dag.
Et endeligt punktum
Til tider føles jobbet også som en hjælp til hende selv, fortæller Alma Mikkelsen.
"Jeg kan ikke helt svare på, hvornår min spiseforstyrrelse forsvandt. Jeg troede egentlig, at den for længst var ude af kroppen, ude af mit system. Men det er som om, at arbejdet som mentor har været med til at sætte det sidste punktum for sygdommen," siger hun tænksomt, før hun tilføjer:
"Det at være mentor for andre unge – og pludselig kunne se sygdommen udefra – mindede mig om, hvor meget man mister. Og hvor meget jeg selv mistede.
For Alma betød sygdommen, at hun var nødt til at droppe ud af sit efterskoleforløb – og så ramte corona, hvilket betød, at hun var indlagt hjemme og kom ud på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center et par gange om ugen. En "mærkelig tid" fortæller hun, hvor hun også mistede kontakten til mange af sine venner.
" Mange mister kontakten til deres jævnaldrende, og selv kan jeg tydeligt huske, hvordan det var at komme ud og opdage, at jeg ikke havde talt med nogen under 40 år i otte måneder. Det var virkelig mærkeligt!" siger Alma Mikkelsen, der selv har fået et andet blik på psykiatrien, efter at hun er vendt tilbage som ungementor.
"Jeg har fået en anden forståelse for, hvordan sundhedspersonalet arbejder, og hvor dygtige de er - både på sengeafsnittene og her på ambulatoriet, hvor jeg er meget imponeret over, hvordan de går til deres arbejde. De er gode til at lytte til mine input og er ikke bange for at spørge mig til råds og bede om sparring - også selvom jeg bare er en lille 21-årig, der går og leger voksen med mit voksenarbejde. Det synes jeg er ret cool."