Depression og angst er hyppigt forekommende sygdomme med alvorlige konsekvenser for patienten, bl.a. øget risiko for tidlig død. De fleste patienter behandles i almen praksis. Forskning fra USA viser, at collaborative care, hvor praktiserende læger samarbejder tæt om behandlingen med hospitalspsykiatrien, forbedrer behandlingsresultatet
markant.
Collabri - dansk model afprøves
Nu undersøger forskere, om collaborative care virker under danske forhold. Projekt Collabri udvikler og afprøver en særlig dansk model af behandlingstilbuddet. Her går en care manager fra Region Hovedstadens Psykiatri – fx en sygeplejerske – ud og tilbyder terapeutisk behandling og psykoedukation (læren om egen sygdom og håndtering) til patienter, som er i behandling for angst eller depression hos egen læge. Det er en betydelig forskel i forhold til det tilbud, den praktiserende læge i dag kan tilbyde patienterne.
I Collabri-projektet har den praktiserende læge fortsat behandlingsansvaret og sikrer den medicinske del af behandlingen. Behandling og terapi superviseres af en speciallæge i psykiatri, som også yder faglig sparring til både care manager og praktiserende læge.
Forskning på internationalt niveau
Collabri er organiseret som et forskningsprojekt i clusterrandomiseret design. Det betyder, at nogle patienter vil få tilbudt den nye type behandling, mens en kontrolgruppe vil få tilbudt den traditionelle behandling. Forskningsprojektet afsluttes med en medicinsk-teknologisk vurdering (MTV), hvilket betyder, at man undersøger forskellen på effekten af de to behandlingstyper både for patienterne men også for sundhedsøkonomien.