Det er vigtigt, at særligt udsatte borgere med en psykisk sygdom, sociale problemstillinger og en evt. kriminel historik får den rette hjælp, og derfor er det afgørende, at politi, psykiatri, kommuner og kriminalforsorgen har et godt samarbejde på tværs for at kunne yde den bedst mulige hjælp.
PSPK-samarbejde kan fx gøre sig gældende i tilfælde af, at en borger med en psykisk sygdom får det så dårligt, at det bliver nødvendigt med en tvangsindlæggelse, fordi vedkommende ikke selv er i stand til at se, at han/hun har alvorlig brug for hjælp. Det kan også være, at en borger har en adfærd i bybilledet, der giver anledning til alvorlig bekymring, og hvor der er behov for at inddrage en eller flere myndigheder. Nogle borgere med en psykisk sygdom kan i løbet af deres liv også opleve at komme på kant med loven af den ene eller anden grund, hvor der er behov for, at politi eller kriminalforsorgen involveres. Andre gange er det de gode overgange for patienterne mellem psykiatri og kommune, der er i fokus. Overordnet handler det om, at de forskellige myndigheder i PSPK-samarbejdet ved, hvad de skal gøre for at hjælpe de mennesker, hvis liv er kommet på afveje eller slået ud af kurs i perioder.

Med formålet om at dele viden på tværs, styrke det gode samarbejde og øge kendskabet til hinanden, var ansatte fra i Region Hovedstadens Psykiatri, Københavns Vestegns Politi, Vestegnens kommuner og Kriminalforsorgen onsdag den 24. april samlet til en fælles temadag i PSPK-samarbejdet i Viften i Rødovre.

Politidirektør fra Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen, indledte dagen med følgende ord:
- Et stærkt, tværgående samarbejde kan gøre hele forskellen. Det er i samarbejdet, at vi hjælper vores udsatte borgere allermest.
Øget kendskab til hinanden sikrer bedre koordinering på tværs

Ifølge vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Lone Bjørklund, er det vigtigt, at vi får styrket kendskabet til hinanden i PSPK-samarbejdet:
- Via samarbejdet får vi øget kendskabet til hinanden og til, hvordan vi kan koordinere på tværs af myndighederne, når vi har borgere, der har brug for en helt særlig indsats. Det er afgørende, at vi mødes på tværs af vores forskellige områder for at udveksle viden og erfaringer. På den måde kan vi fx forsøge at forebygge, at en borger udvikler eller fortsætter en kriminel adfærd, fortalte Lone Bjørklund.
Også direktør i Social og Sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune, Gitte Bylov Larsen, gav udtryk for, hvorfor øget kendskab og et godt samarbejde er så vigtigt:

- Vi har brug for et tæt samarbejde, så vi ikke taber de mest udsatte borgere mellem flere stole. Det er vigtigt, at vi på tværs får koordineret borgerforløb og suppleret hinanden i forhold til vores forskellige kompetencer. På den måde kan vi gribe borgeren så tidligt som muligt og hjælpe, så vi fx undgår en potentiel tvangsindlæggelse i psykiatrien, eller at en borger begår kriminalitet. Omvendt, hvis det brænder på, så vil kendskab til hinanden og et godt samarbejde bidrage til, at vi i fællesskab kan hjælpe borgeren.
Dagens oplæg kredsede om psykiatrien
Planlægningen af temadagen begyndte allerede sidste år, hvor styregruppen for PSPK-samarbejdet drøftede hvilke emner, der kunne være relevante at tage op på dette års temamøde.
- Hensigten med dagen har været at give vores kolleger, der arbejder med PSPK hos politiet, kommunerne, kriminalforsorgen og i psykiatrien et mere indgående kendskab til regler, praksis og organisering. Temadagen har givet os mulighed for at fordybe os i hinandens opgaver, udfordringer og perspektiver. Det, synes jeg, særligt blev tydeligt i forbindelse med de mange gode og relevante spørgsmål, der blev stillet af deltagerne. Ved at skabe dette rum for dialog og læring, håber vi i styregruppen på at styrke vores samarbejde og skabe en større forståelse for hinandens roller og ansvarsområder til gavn for borgerne, sagde Lone Bjørklund.
Dagens oplæg handlede om:
- Tvangsindlæggelser
- Risikovurderinger
- Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
- Den psykiatriske udrykningstjeneste
- Kriminalforsorgens arbejde med mennesker med en psykisk sygdom
Et dybere kendskab til Kriminalforsorgens arbejde
Dagens afsluttende oplæg drejede sig væk fra de psykiatriske emner og satte fokus på bl.a. vejen gennem kriminalforsorgens institutioner – fra sigtelse til tilsyn. Der blev også talt om retsplejeloven, personundersøgelser, behandlingsdomme, resocialisering og meget mere.
I PSPK-samarbejdet har Kriminalforsorgen mulighed for særligt at bidrage med viden om borgere med en behandlingsdom og viden om borgerens muligheder for afsoning og muligheder under afsoning. En behandlingsdom betyder, at mennesker ned en psykisk sygdom, der er dømt eller sigtet for kriminalitet i stedet for en almindelig straf, får en dom til behandling i retspsykiatrien.
Om Kriminalforsorgens rolle i PSPK-samarbejdet fortalte Susse Kjær, enhedsleder i KIF Glostrup:

- Det, vi fx kan bidrage med, er viden om personkendskab og historik, når der er særlige bekymringer i forhold til en borger eller en patient i psykiatrien, som måske har fået en behandlingsdom eller er under tilsyn. I PSPK-samarbejdet går vi også ind i drøftelser om, hvad vi gør hos os, så vi sammen kan få truffet de gode beslutninger i de konkrete sager om en borger.