Fokus på medarbejdernes sikkerhed i psykiatrien er igen øget som følge af det tragiske knivoverfald på en medarbejder den 16. juni i akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Amager.
- Medarbejdernes sikkerhed er noget, vi prioriterer højt og arbejder med kontinuerligt, men efter overfaldet på en medarbejder, har vi været nødt til at se på, hvordan sikkerheden kan forbedres her og nu. Derfor har vi i direktionen besluttet, at der fra 21. juni skal være to medarbejdere til stede ved samtaler med patienter i de psykiatriske akutmodtagelser, og at alle yderdøre skal være låst efter kl. 16 på alle vores psykiatriske centre, fortæller vicedirektør Lone Bjørklund.

Samtidig fortsættes det arbejde, der allerede er i gang med at implementere de 23 anbefalinger, som fremgår i handleplanen ’En sikker og tryg psykiatri i Region Hovedstaden’ som politikerne i Regionsrådet i Region Hovedstaden godkendte og bevilgede midler til i marts i år.
Lone Bjørklund giver nedenfor en status på, hvor langt hospitalet er med nogle af de større sikkerhedstiltag i handleplanen, som både handler om kompetenceudvikling, gode arbejdsgange, alarmsystemer, metaldetektorer og bygningers indretning.
Håndholdte metaldetektorer skal afprøves i psykiatrien
En af anbefalingerne i handleplanen handler om at undersøge mulighederne for at bruge håndholdte metaldetektorer ved indgange til ambulatorier, sengeafsnit og akutmodtagelser. Der har været nedsat en arbejdsgruppe med ledere og medarbejdere samt patient- og pårørenderepræsentanter, der bl.a. skulle belyse fordele og ulemper ved at bruge metaldetektorer.
- Vi har nu med politisk opbakning besluttet at pilotafprøve metaldetektorer i akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Amager, og vi er ved at planlægge arbejdsgangen for, hvordan de skal bruges, fortæller Lone Bjørklund, der også lægger vægt på, at det er en kompleks arbejdsgang, hvor psykiatrien lige nu udfordres af den nuværende lovgivning (Psykiatriloven) om brugen af scannere, da der ikke er hjemmel til at scanne alle patienter og pårørende, medmindre der er en mistanke om fx medbragte farlige genstande eller rusmidler:
- Med udgangspunkt i arbejdsgruppens anbefalinger, vurderer vi i direktionen, at der vil kunne opnås en endnu højere grad af sikkerhed hos medarbejdere og patienter, hvis der også ses på lovgivningen i forhold til at tillade systematisk scanning og visitering af patienter og besøgende, siger Lone Bjørklund.
En ændring i Psykiatriloven på området er noget både Forretningsudvalget og Regionsrådet i Region Hovedstaden skal undersøge nærmere og drøfte i august.
Pilotafprøvning med egne sikkerhedsassistenter
Handleplanen indebærer også en pilotafprøvning af sikkerhedsassistenter, som har en trygheds- og sikkerhedsskabende funktion for både medarbejdere og patienter. Psykiatrisk Center Glostrup er aktuelt i gang med at pilotafprøve brugen af en sikkerhedsassistent på et udvalgt afsnit, ligesom der er blevet tilknyttet en sikkerhedsassistent døgnet rundt i akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Amager, som følge af overfaldet på en medarbejder.
- Pilotafprøvningen har indtil nu vist, at det giver mening at ansætte flere sikkerhedsassistenter, som kan bruges på alle centre. I første omgang skal vi ansætte sikkerhedsassistenter i alle akutmodtagelser, og vi er allerede i gang med at rekruttere, fortæller Lone Bjørklund.
En af sikkerhedsassistenternes opgaver bliver sammen med en medarbejder at stå for scanning med metaldetektorer i akutmodtagelserne.
Forebyggelsesinstruktører på alle centre
Det er også besluttet, at alle voksenpsykiatriske centre skal have såkaldte forebyggelsesinstruktører på de adresser, hvor der er intensive sengeafsnit. Forebyggelsesinstruktørerne er trænede i at håndtere og forebygge konfliktfyldte situationer, og de skal være til stede aften og nat i hverdage og indgå i alle vagter i weekender.
- Vi har haft forebyggelsesinstruktører på stort set alle relevante matrikler siden 2020. Men der har ikke været råd til så god en dækning, som vi ønskede os. Inden for det seneste år er dækningen blevet øget på 3 adresser, men vi er ikke i mål endnu med at sikre, at der er forebyggelsesinstruktører på alle nødvendige tidspunkter. Det kræver, at der afsættes ressourcer til at ansætte endnu flere, siger Lone Bjørklund.
I forbindelse med overfaldet på Psykiatrisk Center Amager var det blandt andet tilstedeværelsen af en forebyggelsesinstruktør, som var med til at forhindre, at det gik endnu værre.
Gennemgang af bygninger
Med handleplanen er det godkendt, at der i efteråret 2024 skal ske en større gennemgang af alle bygninger for at undersøge, om der er sikkerhedsmæssige udfordringer, som fx relaterer sig til lys, belægning, udsyn, låse, indgange, vinduer og medicinrum.
- Der skal i alt foretages 180 gennemgange på vores forskellige adresser. Vi er lige nu ved at kigge på et koncept for, hvordan vi griber gennemgangene bedst an. Konceptet vil blandt andet bygge på erfaringer fra nogle pilotafprøvninger, fortæller Lone Bjørklund og nævner også en anden vigtig gennemgang, som relaterer sig til indretningen i de psykiatriske ambulatorier:
- Vi er netop blevet færdige med at undersøge, hvordan ambulatorierne kan indrettes mere sikkert fx med adskillelse af samtaleområder og medarbejderkontorer og med to døre fremfor kun én i samtalerum.
Ombygning efter de nye principper vil blive pilotafprøvet.
På Amager er der også igangsat et større ombygningsprojekt af akutmodtagelsen og det tilhørende modtageafsnit.
- Det er altid en større og tidskrævende opgave, når man skal bygge om, for det kræver sikkerhedsrådgivning, så vi ikke ombygger os ind i nye udfordringer. Det kræver også byggetilladelse. Forventningen er, at ombygningen på Psykiatrisk Center Amager først er klar til sommer næste år, men vi arbejder på at kunne fremskynde processen, fortæller Lone Bjørklund.
Et kig på eksisterende alarmsystemer
En anden central anbefaling er at gennemføre en omfattende gennemgang af eksisterende alarmsystemer på alle centre for at undersøge, hvor der kan forbedres. Om det fortæller Lone Bjørklund:
- Undersøgelsen er i gang. Der er gennemført to pilot-gennemgange og den fulde gennemgang sker fra juli til november i år. Og allerede nu er det også besluttet at udskifte alarmsystemet på Psykiatrisk Center Ballerup, da det er utidssvarende. Det er en udskiftning, der skønnes at koste 13-15 mio. kr., og der vil derfor blive gennemført et EU-udbud. Derfor kan udskiftningen også tidligst ske om et år.
Styrkede kompetencer hos medarbejderne
Alle faggrupper i psykiatrien skal have mulighed for at opnå og opbygge kompetencer inden for forebyggelse og håndtering af konflikter.
- Det er vigtigt, at flere medarbejdere er klædt godt på til at kunne navigere i svære eller konfliktfyldte situationer, der kan opstå med patienter, hvor der skal arbejdes for, at situationen ikke optrappes yderligere, siger Lone Bjørklund.
Derfor er det med handleplanen besluttet, at kurser i forebyggelse og håndtering af konflikter gøres obligatorisk for flere faggrupper, og at antallet af kurser øges. De første kurser afholdes fra efteråret og frem. Alle medarbejdere skal desuden løbende have træning og uddannelse i konflikthåndtering og deeskalerende teknikker, så kompetencerne fastholdes.
Ny sikkerhedsorganisering skal understøtte sikkerhedsarbejdet
For at understøtte implementeringen af de 23 anbefalinger og sikre et vedværende fokus på personalesikkerheden er en ny sikkerhedsorganisation også blevet besluttet i Region Hovedstadens Psykiatri. Det betyder blandt andet, at der som noget helt nyt skal ansættes sikkerhedskonsulenter på alle centre. Sikkerhedskonsulenternes opgave bliver bl.a. at understøtte centret og de enkelte afsnit med fx sikkerhedstilsyn og opfølgning samt bidrage med viden om fysisk sikkerhed ifm. bygninger, alarmer og regler på området.