​

​
Anna er en af de patienter i psykiatrien, der sideløbende med sin behandling har deltaget i et forskningsprojekt. I 2022 fik hun diagnosen 'atypisk spisevægring" efter en længere periode med overdrevent fokus på madindtag og motion, der lige så langsomt havde taget kontrollen over Annas hverdag. 

"Jeg har haft min spiseforstyrrelse siden jeg var 16 år gammel. Pludselig kom der en hel masse regler for, hvordan jeg skulle agere og se ud. Det udviklede sig specielt under corona, hvor det blev rigtig slemt, og jeg kun måtte spise knækbrød og salat. Jeg skulle træne to gange om dagen og gå 10.000 skridt hver dag," fortæller Anna, der valgte at gå til egen læge, som henviste hende til Psykiatrisk Center Ballerup.

Under behandlingsforløbet på Ballerup, stødte Anna på en flyer for Dialogue-projektet, som vakte hendes interesse.

Projektet henvender sig til personer med en spiseforstyrrelse og tester en ny terapiform, hvor deltageren via Virtuel Reality (VR) får muligheden for at konfrontere sin indre spiseforstyrrelsesstemme. Efter at have spurgt sin behandler til råds, søgte Anna om deltagelse i projektet.

"Første gang var jeg meget nervøs. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, jeg havde sagt ja til, men jeg var også meget nysgerrig. Jeg syntes, det var spændende at komme ind i det her virtual reality-univers, for det havde jeg ikke prøvet før," siger Anna.

I dialog med spiseforstyrrelsen

For Annas vedkommende har VR-terapien givet hende nogle andre værktøjer til at håndtere spiseforstyrrelsen, fortæller hun.

"Jeg synes, det har været megafedt at deltage i projektet. Det har givet mig en anden måde at arbejde med spiseforstyrrelsen på. Jeg fik ligesom et billede af spiseforstyrrelsen, hvilket har gjort det nemmere for mig at pinpointe, hvornår denne her spiseforstyrrelsesstemme taler til mig, og hvornår det er mig selv, og hvad jeg selv har lyst til."

Ifølge psykolog og terapeut på 'Dialogue' Emma Slebsager Ries er formålet med VR-terapien at skabe en fornemmelse af, at deltageren kommer i dialog med deres spiseforstyrrelse.

"Første gang deltageren møder op til terapien, laver vi en avatar. Altså en digital figur som vi sammen giver en stemme og et udseende. Under selve terapien lægger terapeuten så stemme til avataren og siger nogle af de ting, som deltagerens spiseforstyrelsesstemme plejer at sige, mens deltageren har VR-briller på," fortæller Emma Slebsager Ries.

"På den måde kan deltageren gå i dialog med denne her indre stemme og øve sig i at sige fra over for den inde i VR; sætte nogle grænser og mærke efter hvad vedkommende selv har lyst til. Det overordnede mål er, at magtbalancen mellem deltagerne og spiseforstyrrelsen forhåbentlig rykker sig, og at deltagerne får en følelse af at genvinde kontrollen over deres liv."

Frivilligt at deltage

Før et projekt kan begynde at rekruttere deltagere, skal det godkendes i Videnskabsetisk Komité. Derudover skal deltageren give sit samtykke til at deltage i det pågældende forskningsprojekt, forklarer Emma Slebsager Ries, som tilføjer, at man som deltager altid har mulighed for at springe fra undervejs.​

"Det er helt frivilligt at være med, og det er heller ikke noget, der påvirker hvilke andre behandlingstilbud, man får. Det er en ekstra ting, der kommer oveni den behandling, man ellers har," siger hun.

"Hvis man deltager i forskning som patient, vil man ofte få noget mere behandling, end man ellers ville have fået. Man kan selvfølgelig ikke vide, om behandlingen virker, for det er jo det, vi skal undersøge. Men potentielt kan man få et behandlingsforløb, som gør, at man kommer sig hurtigere af sin sygdom. Mange af dem, vi har med, siger, at de er rigtig glade for at kunne bidrage til, at nogle andre måske kan få en bedre behandling," siger hun.

Selvom der er tale om en helt ny terapiform, der fortsat er ved at blive testet, følte Anna sig hurtigt tryg ved at deltage i projektet.

"Vi tog det meget i mit tempo. Emma (terapeuten) var vildt god til at få mig ind i det her på en måde, hvor jeg også kunne være med, hvor vi ikke dykkede direkte ned i de hårdeste ting, spiseforstyrrelsen fortalte mig, men at vi tog udgangspunkt i nogle enkelte sætninger. Til at begynde med fik vi lavet et manuskript, sådan at jeg vidste, hvordan jeg skulle agere, mens det hen imod slutningen endte med at blive en mere fri samtale med spiseforstyrrelsen," husker Anna.

Er du interesseret i at deltage i forskning? Inde på Forskningsportalen for Patientinklusion kan du se og tilmelde dig relevante projekter.