"Skal være en del af pensum på samtlige uddannelser." "Overraskende indsigtsfuld og stærkt anbefalelsesværdig bog om angst." "Seriøst, læs den!"
Det er blot et lille udpluk af de mange anmeldelser og reaktioner, som læsere af bogen 'Uden angst' har skrevet efter at være kommet igennem de godt 400 sider.
"Jeg får 20 henvendelser om dagen fra patienter, der gerne vil i behandling hos mig, efter bogen kom ud. Det er ret vildt," konstaterer ledende overlæge på Psykoterapeutisk Klinik ved Psykiatrisk Center København, Sebastian Swane. Sammen med sin tidligere patient, journalist og forfatter Frederik Dirks Gottlieb, udgav han i juni bogen 'Uden angst', hvor de to åbent og helt konkret gennemgår Frederiks terapiforløb hos Sebastian, som har ført til, at han i dag lever et liv, som matcher bogens titel.
Men inden vi dykker ned i de mange reaktioner, bogen har medført, skal vi lige omkring, hvordan den blev til. Ifølge Sebastian Swane er 'Uden angst' den første bog, der demonstrerer kognitiv teori i praksis og viser, hvordan det udføres, af en, der har praktiseret det i 30 år og underviser i det. Derfor var han heller ikke i tvivl om, at han ville være med, da Frederik Dirks Gottlieb efter sit forløb hos Sebastian foreslog, at de lagde det åbent frem.
"Efter sit forløb sagde Frederik ligesom mange af de over 1.000 andre, jeg har behandlet, at alle burde vide, hvor godt det virker. Han er journalist og kan rent faktisk gøre noget ved den tanke. Så han foreslog, at vi gennemgik vores samtaler igen og optog dem, så de kunne blive til en podcast. Mens vi er i gang, hører forlaget Lindhardt og Ringhof om det. De er meget begejstrede og vil gerne lave det til en bog. Jeg har altid drømt om at kunne oplyse bredt om, hvad god terapi er. Så jeg syntes, det var en knaldgod idé," fortæller Sebastian Swane og sætter ord på, hvad han gerne vil opnå med bogen.
"Med det her projekt kan jeg både give patienter håb om, at terapi kan hjælpe dem af med deres angst, ligesom mange professionelle kan få gavn af at læse helt konkret, hvordan teorien kan bruges i praksis. Så jeg er meget glad for, at Frederik havde modet til at stå frem og fortælle sin historie."
Mens Sebastian Swane står for fagligheden i bogen, er det Frederik Dirks Gottlieb, der lægger sin personlige historie og terapiforløb frem. I forordet beskriver Frederik også, at det var skræmmende at være medafsender på bogen.
"Jeg frygtede, at folk ville tænke negativt eller stemple mig, når jeg åbnede op. Men der har kun været positive tilbagemeldinger. Jeg har ikke fået en eneste negativ henvendelse, og det har ikke gjort noget som helst negativt for mit arbejde. Så den frygt blev gjort til skamme," fortæller han.
'Uden angst' udkom 13. juni. Den er også siden udkommet som lydbog.
En fantastisk modtagelse
Her godt fire måneder efter 'Uden angst' udkom, er det vist ikke for meget at konkludere, at bogen har været en succes. Den har fået gode anmeldelser, præsteret flot på diverse salgs- og hitlister, og så har den ikke mindst resulteret i en masse reaktioner og henvendelser direkte til de to forfattere. Sebastian Swane driver en privat klinik ved siden af sin ansættelse i Region Hovedstadens Psykiatri, og her har han oplevet en massiv stigning i henvendelsen fra patienter, siden bogen udkom.
"Det er gået fra nogle stykker om ugen til 20 om dagen. Jeg må sige til folk, at jeg ikke kan tage flere patienter ind, og jeg har lukket ned for ventelisten. Det er frygteligt at skulle sige nej til folk, men nu har de i det mindste fået håb i form af bogen. Og jeg opfordrer dem til at få en henvisning til et pakkeforløb i psykiatrien, for alle behandlerne her kan lave god, evidensbaseret terapi," fortæller han.
Også Frederik Dirks Gottlieb har mærket, at bogen betyder noget for mange mennesker. Det er især på de sociale medier, at folk har skrevet til direkte til ham.
"Jeg har fået langt mere end 100 henvendelser. Og det er ikke bare korte kommentarer – det er lange beskeder om, hvor fedt det er, jeg sætter ord på, og at det giver dem mod til selv at åbne mere op om deres angst. Der er rigtig mange, som nærmest føler, at de selv har været i terapi ved at læse bogen. Flere har skrevet, at bogen direkte har påvirket deres egen angst positivt. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Det bliver man helt vildt glad i låget af at læse."
MØD FORFATTERNE
Festivalen Don't Fear The Weird hylder i år alle de modige mennesker, der tør stå frem og bryde tabuer om psykisk sygdom. Det sker i Cinemateket på Gothersgade 55 fra 11. til 14. november.
Her kan du opleve en masse spændende film og talks med det skæve sind som omdrejningspunkt. Tirsdag den 12. november kl. 20.30 kan du møde Sebastian Swane og Frederik Dirks Gottlieb, hvor de fortæller om Frederiks personlige historie og terapiforløb samt giver gode råd til at håndtere angst. Det er gratis at deltage, og der skal ikke bestilles billetter.
Læs mere om festivalen og det spændende program på linket her.
Bogen skal løfte behandlingen
Udover de mange varme beskeder i indbakkerne og anmeldelserne, håber de to forfattere også, at 'Uden angst' kan være med til at løfte kvaliteten af behandlingen for angst i Danmark. Ca. 400.000 danskere lider ifølge Sebastian Swane af angst, og han mener, det er et problem, at mange af dem får terapi af en dårlig kvalitet. Psykoterapeut er ikke en beskyttet titel og kan dække over alt fra evidensbaseret terapi til alternativ behandling med fx healing og hypnose. Derfor har et af hans vigtigste formål med at skrive bogen været at skabe forståelse for, hvordan angst fungerer, og hvad god terapi er.
"Hvis man har gået i en række forløb og aldrig forstået, hvorfor ens hjerte pludseligt kan galoppere derudaf, når angsten sætter ind, kan man godt blive bange for, at der er noget galt med kroppen. Men det er vigtigt at forstå, at det handler om en fejlprogrammering af vores amygdala i hjernen. Hos patienter med angst tror den, at vi står overfor noget farligt, selvom det ikke er tilfældet. Med god, evidensbaseret terapi kan vi omprogrammere amygdala, så de ulogiske og uhensigtsmæssige reaktioner ikke opstår," forklarer Sebastian Swane.
Selvom Sebastian Swane ikke selv har tid til at hjælpe de mange patienter med angst, som henvender sig til ham, har han begrundet håb om, at bogen kommer til at løfte niveauet af behandlingen helt generelt.
"Jeg har fået mange henvendelser fra sundhedsfaglige, som giver udtryk for, hvor hjælpsomt det er at få et helt forløb konkret beskrevet, så de kan se fra start til slut, hvordan man gør. Det giver noget helt andet end de almindelige lærebøger. Så jeg håber og tror på, det er med til at løfte niveauet af den behandling, der bliver givet for angst."
For Frederik Dirks Gottlieb er det netop vigtigt, at læserne får en forståelse af, hvordan det psykiske og fysiske hænger sammen, når angsten sætter ind.
"Jeg har mærket en stor forskel, siden jeg fik et angstanfald første gang for 22 år siden. Der vidste folk simpelthen ikke, hvad det var. Det var meget svært for folk at forstå, hvad der skete i mig – selv for mine egne forældre. Der er en meget større forståelse nu, så ingen skal føle sig forkerte, fordi de lider af angst. Den oplysning håber jeg, at bogen kan bidrage endnu mere til."