Hvordan kan Børne- og Ungdomspsykiatrien bedst hjælpe unge, som udvikler overvægt, mens de er i behandling?
I efteråret 2022 opslog Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center en et-årig stilling i klinikken, hvor halvdelen af tiden skulle bruges til at søge forskningsmidler til et projekt med netop det fokus.
- Efterfølgende var vi heldige at få en meget kvalificeret ansøgning fra sygeplejerske og kandidatstuderende Annika Nordkamp. Det var vigtigt for os, der sad i arbejdsgruppen for BUC, at stillingen var forankret i klinikken, fortæller Pauline Astrup, der er klinisk sygeplejespecialist.
Og forankringen i klinikken var lige så vigtig for sygeplejerske Annika Nordkamp, der søgte stillingen:
- Jeg er psykiatrisk sygeplejerske helt ind i hjertet, så det skulle være meget praksisnært, og det skulle være direkte anvendeligt for sygeplejerskerne i ambulatoriet, når jeg skulle forske. Mit mål er at udvikle en sundhedsfremmende intervention, der understøtter sund vægtudvikling hos unge med psykisk lidelse og overvægt, som vi kan afprøve her i ambulatoriet, siger hun.
Fordel at have erfaring som psykiatrisk sygeplejerske
Annika Nordkamp har tidligere arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske på et døgnafsnit og mener, at det har været en fordel, at hun har den erfaring. Dels fordi hun kender sygeplejerskernes travle hverdag, og dels fordi hendes tilknytning som sygeplejerske på halv tid i klinikken gjorde, at der var et lokalt ejerskab til projektet hos kollegaerne fra starten af:
- Det har betydet meget for min forskning, at der er så mange, der hepper på mig. Der var opbakning fra dag et. Når jeg gerne vil arrangere noget - fx en tema-eftermiddag med ny viden om overvægt og psykisk lidelse - så var der grønt lys med det samme. Og det har jeg stor ydmyghed overfor, for jeg ved jo godt, hvor travlt der er, siger Annika Nordkamp.
- Jeg synes, at det har højnet vores sygeplejefaglighed at have en sygeplejerske i introduktionsstilling til forskning. Annika har blandt andet kunne undersøge, om der var opdateret viden inden for emner og dilemmaer fra klinikken, siger Laila Bøge Steinmeier Larsen, der er oversygeplejerske.
- Og så har Annika jo ikke mindst hjulpet med en masse patienter. Hun har været halv tid i klinikken som en ekstra resurse, som vi har kunne trække på, og det har jo selvfølgelig også været en stor hjælp, siger hun.
At skabe udvikling i helhedssygepleje
- Det har været særligt at være med til at igangsætte det første sygepleje ph.d.-projekt i vores center, det har på samme tid har pustet liv i vores drømme om at arbejde tættere sammen med somatikken, sikret fokus på høj kvalitet i den kliniske sygepleje og ikke mindst har vi med arbejdet taget fat i en brændende platform, som omhandler sårbare unge, der udvikler overvægt, mens vi følger dem i medicinsk behandling. Det er helt afgørende, at vi tænker i samarbejde på tværs, hvis vi ønsker at hjælpe denne gruppe unge - og med en vejleder både i somatik og psykiatri, skaber vi de bedste forudsætninger i en slags shared care-forskningsprojekt, sige Pauline Astrup, der er klinisk sygeplejespecialist.
Med sit ph.d.-projekt håber Annika Nordkamp at kunne bidrage til udvikling af helhedssygepleje og til, at der kan udvikles en intervention til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, som kan bidrage til sund vægtudvikling blandt unge med psykisk lidelse.
- Den primære motivation for mig har altid været kontakten til patienterne. Jeg har altid været utrolig glad for den kontakt, man har med patienterne som sygeplejerske, siger Annika Nordkamp.
- At have haft direkte kontakt med patienterne i løbet af mit halve år i klinikken har givet mig en unik forståelse for de udfordringer, de unge står over for. Samtidig har jeg personligt erfaret kompleksiteten af dette problem, hvilket udgør grundlaget for min forskning.
I 2024 sætter Region Hovedstadens Psykiatri et særligt fokus på at styrke forskningen indenfor det sygepleje- og sundhedsfaglige område igennem en ny étårig ph.d. - introduktionsstilling.
Introduktionsstillingen er en delestilling med 50% kliniktid og 50% forskningstid, som tildeles en kandidat med baggrund inden for f.eks. sygepleje, fysio- eller ergoterapi og med en relevant kandidatgrad. Kandidaten får til opgave at udarbejde en forskningsprotokol og ansøge om eksterne fondsmidler med henblik på at blive indskrevet som ph.d.-studerende ved et af landets universiteter efter den étårige ansættelse.