”Vi når snart målet og mere til, og det er vi stolte over. Der er blevet arbejdet systematisk og hårdt for at nedbringe tvang, og nu gælder det om at komme helt i mål og holde fast i den gode udvikling,” siger vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Anne Hertz. 

De positive tal om bæltefikseringer kommer fra Sundhedsstyrelsens halvårlige rapport om ’Monitorering af tvang i psykiatrien’, der netop er blevet offentliggjort. Rapporten er blevet udgivet siden 2014, hvor Region Hovedstadens Psykiatri og de andre regioner indgik en partnerskabsaftale med Sundhedsministeriet om at nedbringe tvang. Siden da er brugen af bæltefikseringer faldet markant i hele Region Hovedstadens Psykiatri, og den udvikling ser man også gerne i forhold til andre former for tvang, forklarer vicedirektør Anne Hertz. 

- Vi har netop lavet en ny handleplan for forebyggelse af tvang, hvor målet er at lytte endnu mere til patienternes perspektiv og integrere recovery-tilgangen yderligere i tvangsforebyggelsen. Derudover skal vi blandt andet også se på, hvordan vi bliver endnu bedre til at anvende fastholdelser på den mest hensigtsmæssige måde – både overfor den enkelte patient og medarbejderne.

Anne Hertz har tvang som et af sine ansvarsområder

Et af de centre der har formået at vende udviklingen er Psykiatrisk Center Amager. Her er man gået fra 202 bæltefikseringsepisoder i 2015 til 32 indtil videre i år. Her har man gjort flere ting for at nedbringe tvang, men først og fremmest har de nedsat en taskforce bestående af overlæger, afdelingssygeplejersker og kliniske sygeplejespecialister fra intensive afsnit, fortæller klinikchef René Sjælland. 

”Vi kan se, at den systematiske opfølgning på data om tvang og ledelsesfokus er det, der gør, vi kan holde den gode udvikling. Taskforcen har arbejdet på flere konkrete ændringer – bl.a sikring af ny viden og nye kompetencer til konfliktnedtrapning efter Safewards,” siger René Sjælland, der selv har deltaget i taskforcen sammen med resten af centerledelsen på Psykiatrisk Center Amager. 

Han understreger, at patientens perspektiv har været afgørende for taskforcens arbejde. 

”Fokus har været på at inddrage patienten i udarbejdelse af forhåndstilkendegivelser – en patientplan, hvor patienten aktivt deltager i udarbejdelse af en plan for forebyggelse af og håndtering af situationer, hvor tvang kan komme på tale. Herudover har vi arbejdet på at forebygge ved at reagere hurtigere på patientens tegn på forværring, fx med aktiviteter og medicin”. 

Centret har også indført en ”aftenvedligeholdelsesinstruktør”, som er særligt uddannet i deeskalering og håndtering af voldsomme situationer. 

”Det kan vi se har en stor effekt på personalet og patienterne i situationen”, fortæller René Sjælland, der mener, at brugen af bælter kan komme endnu længere ned.  

”Vores næste skridt er at se på forebyggelse ambulant ved at udarbejde koordinationsplaner for de patienter, der har hyppige tvangsforanstaltninger. Det kunne for eksempel ske ved at indlægge patienten hurtigere ved forværring. Ofte kan det føre til en kortere indlæggelse uden anvendelse af samme mængde tvang. Det kan en patient med sparsom sygdomsindsigt godt se en gevinst ved,” slutter han.