Der er gået 100 dage, siden Eva Zeuthen Bentsen 1. februar havde første arbejdsdag som direktør i Region Hovedstadens Psykiatri. Med i bagagen har hun en fortid som kontorchef i amterne/regionerne og ikke mindst små seks år som direktør for Gentofte Hospital. Senest har hun været rådgiver og partner i virksomheden Zeuthen Storm, som hun stiftede i 2015. I store dele af sin karriere har Eva Zeuthen Bentsen beskæftiget sig med ledelse og forandring. Hun har blandt andet skrevet ph.d. afhandling om offentlig ledelse samt undervist og forsket i ledelse som adjunkt på CBS. De erfaringer vil hun bruge til at trække Region Hovedstadens Psykiatri i en retning, hvor der er mere fokus på patienterne og deres behov.
- Mange af de møder, jeg har været med til i min første tid, har handlet om tal og målinger. Det er vigtigt at måle effekten af det, vi gør, men jeg vil gerne have et større fokus på patienternes behov og menneskene bag tallene. Det har vi allerede haft en god drøftelse om i ledelsen, hvordan vi får. Jeg vil også se på, om vi i højere grad kan frisætte medarbejderne, så de kan bruge flere kræfter på at sætte deres faglighed i spil og optimere behandlingen og færre på at sætte krydser i skemaer, forklarer hun om en af sine mærkesager.
Patienttilfredshed, sikkerhed og forenkling
Eva Zeuthen Bentsen fornemmer, at der ligger et potentiale i at løfte patientoplevelsen, efter hun på sine første 100 dage har nået at møde en række af hospitalets ledere og medarbejdere.
- Jeg er glad for det engagement og den faglighed, jeg møder. Og ikke mindst medarbejdernes generelle omsorg for vores patienter. Det er tydeligt, at den behandling, der ydes i psykiatrien, virkelig kan gøre en forskel for de mange patienter, der har brug for specialiseret hjælp. Vi skal se på, hvordan vi kan sikre, at vores patienter i endnu højere grad kan mærke medarbejdernes stærke faglighed, så vi får løftet patienttilfredsheden, fortæller Eva Zeuthen Bentsen.
Det er ikke kun patienternes tilfredshed, der skal løftes. Som direktør vil Eva Zeuthen Bentsen også arbejde for, at Region Hovedstadens Psykiatri kan stå stærkere i kampen om at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere. Særligt et aspekt haster, forklarer hun
- Det har gjort indtryk på mig, hvor meget diskussionen om sikkerhed fylder. Den er vi nødt til at tage alvorligt og handle på hurtigt. Det fylder både politisk og i VMU-regi. Vi skal skabe en arbejdsplads, hvor folk er glade for at være. Vi skal score højt på tryghed, udvikling, faglighed. Det skal være rigtig attraktivt at være ansat hos os.
Eva Zeuthen Bentsen har også et andet bud på, hvad der skal være med til at sikre flere ansøgere til psykiatrien og samtidig gøre det tydeligt for omverdenen, hvilken forskel behandlingen gør.
- Jeg synes, vi er for lukkede om os selv. Vi taler et sprog og bruger begreber, som verden uden for psykiatrien ikke forstår. Når vi fx siger F-ACT og OPUS, er der ikke mange andre end ansatte i psykiatrien, som forstår, hvad vi mener. Det skal vi gøre noget ved. Det betyder noget, hvis vi fx gerne vil tiltrække sygeplejersker fra somatikken, at de forstår, hvad vi laver. Sprog skaber virkelighed, men hvis man ikke kender ordene, er det svært at skabe positive billeder af det, vi laver. Det er også vigtigt for mig, at alle patienter og pårørende forstår, hvad vi siger. Jo mere åbne og forståelige, vi er som organisation, jo mere anerkendelse vil omverdenen få for vores arbejde.
Vil tættere på patienterne
På sine første 100 dage har Eva Zeuthen Bentsen nået at besøge alle centerledelserne i Region Hovedstadens Psykiatri og nogle af hospitalets behandlingstilbud. Blandt andet har hun sammen med politikere fra Region Hovedstaden besøgt Huset for Pårørende på Psykiatrisk Center København.
- Vi mødte et forældrepar, der fortalte, hvor meget det havde betydet for dem, at pårørendementorerne havde hjulpet og guidet dem gennem deres forløb. Det gjorde stort indtryk på mig, og der kunne jeg virkelig mærke, hvor meget vores arbejde betyder for patienterne og de pårørendes liv og hverdag.
Det er i det hele taget tydeligt, at det er altafgørende for Eva Zeuthen Bentsen, at patienterne og de pårørende er glade og tilfredse med den behandling, de får. Mange af hendes pointer ender der. Hun understreger flere gange, at det er hendes interesse for patienterne og behandlingen af dem, der gjorde, at hun søgte direktørstillingen. Derfor vil hun også bruge tid på at komme tættere på behandlingen.
- Til sommer vil jeg sammen med de respektive centerchefer ud at besøge alle vores enheder, så jeg får en klar fornemmelse af, hvordan vores patienter og medarbejdere har det. Det glæder jeg mig til, men jeg håber også, at der vil være en forståelse af, at den proces kommer til at tage tid.
Reformer i horisonten
Når psykiatrien skal løftes, sker det i en tid, hvor Sundhedsvæsenet er historisk presset, og en større omstilling er nødvendig, hvis hospitalet skal kunne behandle de mange patienter. Strukturkommissionen kommer snart med deres bud på, hvordan sundhedsvæsenet kan organiseres og se ud i fremtiden.
- Vi har tidligere samlet hospitalerne, specialiseret os og effektiviseret behandlingen og kontakten med patienterne. Men der er ikke nok kapacitet til, at alle patienter kan komme på hospitalet og få en meget specialiseret behandling. Derfor bliver det spændende, hvordan omstillingen kommer til at påvirke psykiatrien og dem, vi samarbejder med, siger Eva Zeuthen Bentsen og understreger, at det bliver både en spændende og udfordrende fremtid, Region Hovedstadens Psykiatri går i møde.
- Det bliver afgørende, at vi står sammen og gør os umage. Vi står et spændende sted med en 10-årsplan, der skal omsættes, og det er helt essentielt, at vi har mod på at flytte os for at lykkes, slutter hun.