​Når man møder Louise Hyldborg Lundstrøm, mærker man hurtigt hendes ro og engagement. Hun er overlæge i Børne- og Ungdomspsykiatrien og en del af det team, der forbereder et nyt ambulatorium, som efter planen åbner på Rigshospitalet i 2026.

Efter otte år som privatpraktiserende speciallæge har hun valgt at vende tilbage til den offentlige psykiatri – og til det fællesskab, hun i virkeligheden aldrig helt slap.

"Jeg var faktisk ked af at forlade Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center dengang," fortæller hun. "Jeg har altid ment, at vi burde have ét fælles sundhedsvæsen i Danmark – og at det offentlige skal være den bærende del. Men på det tidspunkt havde jeg brug for at trække vejret og finde min faglige retning."

Et farvel med blandede følelser

Da Louise forlod Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i 2017, var det efter en intens årrække. Som mange andre nyuddannede speciallæger stod hun midt i et system under pres – med flere henvisninger, stigende ventelister og et uddannelsesforløb, der var svært at få til at hænge sammen med hverdagen.

"Der var et stort krydspres mellem det, jeg som kommende speciallæge skulle nå for at blive godkendt, og de opgaver, organisationen havde brug for, at jeg løste. Jeg havde virkelig lyst til at dygtiggøre mig, men jeg savnede plads til efteruddannelse og til at arbejde mere med behandling – ikke kun udredning."

Derfor tog hun beslutningen om at starte for sig selv. I sin egen praksis fik hun friheden til at vælge kurser, efteruddanne sig og arbejde tættere med familierne. Hun oplevede, at hun blev en bedre læge – men samtidig voksede savnet efter kollegerne og det tværfaglige fællesskab.

"Som selvstændig er man meget alene. Jeg havde selvfølgelig et fagligt netværk, men det kræver en stor indsats selv at holde det ved lige. Og jeg opdagede, hvor meget jeg savnede sparringen i et team – at kunne vende sager med psykologer, sygeplejersker og andre læger i hverdagen."

Et vendepunkt på Færøerne

Et opkald fra en tidligere kollega blev vendepunktet. Hun arbejdede som overlæge på Færøerne og spurgte, om Louise ville tage nogle konsulentopgaver deroppe. Louise takkede ja – og den beslutning kom til at ændre meget.

"Jeg havde egentlig bare tænkt, at det kunne være sjovt at prøve noget nyt. Men jeg endte med at blive helt forelsket i det. Det var så givende at være en del af et stort tværfagligt team igen – at sidde i konferencer med psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere og mærke, hvordan forskellige perspektiver kan løfte kvaliteten af arbejdet."

Opholdet på Færøerne mindede hende om, hvorfor hun i sin tid valgte den offentlige psykiatri. Her var fagligheden stærk, samarbejdet tæt – og alle arbejdede i samme retning.

"Jeg kunne mærke, at jeg trives bedst, når jeg er en del af noget større. Det handler ikke kun om at behandle patienter, men også om at skabe rammer, hvor vi sammen kan hjælpe flere og lære af hinanden."​

På Louises kontor står i dag en lille figur af en lunde – en gave fra kollegerne på Færøerne. Den minder hende om oplevelsen af fællesskab og om glæden ved at arbejde i et system, hvor mange fagligheder løfter sammen.​

"Vi skal gøre det attraktivt at blive"

Da Louise vendte tilbage til Børne- og Ungdomspsykiatrien i foråret 2025, blev det med et nyt ansvar på skuldrene. Som overlæge og leder for et nyt ambulatorium ser hun det som sin vigtigste opgave at skabe de rammer, hun selv savnede tidligere i karrieren.

"Jeg føler et stort ansvar for, at vi bliver bedre til at holde på vores medarbejdere. Det handler ikke kun om arbejdsvilkår, men om at opleve faglig mening og sammenhæng i det, man gør. Når man kan mærke, at ens arbejde har betydning for børn og familier – og at man bliver dygtigere sammen med sine kolleger – så får man lyst til at blive."

Hun peger især på tre områder, hun vil have fokus på i sit lederskab:
At styrke samarbejdet på tværs af faggrupper, skabe mere systematisk læring i hverdagen og give plads til udvikling midt i driften.

"Jeg tror, vi skal vænne os til, at udvikling ikke kun sker på kurser eller konferencer. Den sker også, når vi tager os tid til at drøfte en sag i teamet, give hinanden sparring og bruge hinandens erfaringer. Det er dér, vi bliver klogere – og det er dér, arbejdsglæden vokser."

Louise fremhæver, at det ikke kun handler om at løse flere opgaver, men om at skabe en kultur, hvor man løfter i flok.

Hun oplever, at mange medarbejdere i psykiatrien brænder for deres fag – men også at det kræver, at der er tid og rum til at passe på hinanden i en travl hverdag.

"Jeg vil gerne være med til at skabe et miljø, hvor man både bliver udfordret og støttet. Hvor man får supervision, sparring og mulighed for at bruge sine styrker. Når vi lykkes med det, tror jeg, det bliver meget lettere at fastholde både nye og erfarne kolleger."

Et fællesskab, der gør en forskel

Efter et halvt år tilbage i den offentlige psykiatri mærker Louise, hvor meget energien fra kollegerne betyder.

"Det har været enormt motiverende at komme tilbage og møde så mange engagerede mennesker. Jeg bliver hele tiden inspireret af den viden og erfaring, der er i huset – og af, hvor meget folk brænder for at gøre en forskel."

Hun fremhæver, at psykiatrien er blevet en anden organisation, end den hun forlod for otte år siden. Nye initiativer, bedre samarbejde mellem faggrupper og en større åbenhed for udvikling gør hende optimistisk.

"Jeg synes, der er kommet en anden kultur. Der er stadig travlt, men jeg oplever, at der er mere fokus på at tænke nyt og finde løsninger sammen. Det er et godt sted at være – også fordi man får lov at være med til at forme noget, der skal gøre en reel forskel for børn og unge."

For hende er det den vigtigste grund til at være vendt hjem: at bruge sine erfaringer til at bygge videre på et fællesskab, der virker.

"Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe et miljø, hvor man både har lyst til at blive og til at udvikle sig. Jeg tror på, at det er i fællesskabet, vi kan lykkes med at hjælpe de unge – og med at passe på hinanden undervejs."​

I ambulatoriets venterum hænger en masse tegninger fra nuværende og tidligere patienter. Mange af dem giver opmuntrende ord og håb videre til deres medpatienter. ​