Et par korte bip efterfulgt af tre summelyde, der giver en fornemmelse af, at nogen prikker dig i hovedbunden. Sådan føles det at modtage TMS-behandling (Transkraniel Magnetisk Stimulation). Seancen gentager sig med ca. 10 sekunders mellemrum i de tre minutter, det tager at komme gennem en behandling. Imens sidder man som patient i en stol, mens et apparat med magnetfelt bliver sat tæt ind til hovedet for at sende stimulerende bølger ind i hjernen. Den relativt simple omgang skal patienter med depression på Psykiatrisk Center Nordsjælland og Psykiatrisk Center København, som ikke har haft den ønskede effekt af medicin og terapi, igennem 30 gange i løbet af 30 hverdage, hvis de bliver henvist til et TMS-forløb.
En af dem, der dagligt kommer forbi til sådan en omgang på Psykiatrisk Center Nordsjælland, er Birgitte Morville. Da vi møder hende, sætter hun sig i stolen for at modtage behandling nummer 26 ud af 30. Hun har i mange år lidt af både OCD og depression. Når hun bliver ramt af depression, går det hårdt ud over hendes hverdag. Det skete senest i januar 2024.
- Januar var helt forfærdelig. Der sov jeg nærmest hele tiden, når jeg ikke var på arbejde.
Når jeg bliver ramt af depression, bliver jeg træt og har intet overskud. Jeg har ikke lyst til at stå op om morgenen og er meget fraværende, når jeg er sammen med min familie. Jeg har to børn og en mand, der meget gerne vil have, jeg får det bedre. Det huslige ligger på min mand, når jeg har det dårligt, fortæller Birgitte Morville. Men hun gør det med et stort smil, som indikerer, at TMS-behandlingen har rykket hende markant.
Før det har hun prøvet en lang række forskellig slags medicin. Det har fået hende gennem hverdagen, men det har ikke givet hende overskud eller følelsen af at være rask.
- Jeg har også tidligere prøvet ECT, men der fik jeg flere bivirkninger – bl.a. problemer med hukommelsen. Og det tog mig en uge at komme ovenpå efter en behandling. Så jeg var spændt på, om TMS kunne hjælpe. En af fordelene ved behandlingen er også, at jeg ikke mærker nogen bivirkninger. Så jeg kan selv komme frem og tilbage og har ikke behov for at blive hentet.
Forskningen viser, at en stor del af patienter med vanskeligt behandlelig depression har effekt af behandlingen – men ikke alle. På Psykiatrisk Center Nordsjælland har der, siden TMS blev indført som et tilbud i november 2022, været 20 forskellige patienter i behandling. Af dem har tre haft nogen effekt, mens otte har oplevet stor effekt.
- Det synes jeg faktisk, er flotte tal. Man skal huske på, at det er et tilbud til komplekse patienter, som ikke har haft tilstrækkelig gavn af nogen anden behandling, forklarer overlæge Claudio Csillag, der har ansvaret for TMS-behandlingen på Psykiatrisk Center Nordsjælland.
Sygeplejerske Henriette Andreasen indstiller TMS-apparatet og styrken af den stimulation, patienterne modtager.
Nu kan jeg være den mor og hustru, jeg gerne vil
Birgitte Morville mærkede hurtigt en effekt, da hun begyndte at modtage TMS-behandling. Allerede efter otte gange i stolen, begyndte hun at mærke en forskel. Og nu, hvor hun er tæt på at afslutte forløbet, har terapien rykket hende markant mere end den medicin, hun tidligere har prøvet.
- Jeg har fået meget mere overskud. Jeg laver mange flere ting, som jeg ikke har gjort længe. Jeg læser bøger igen og laver kreative projekter. Det har også givet mig mere overskud til at være mor og hustru – lege med mine børn og tage del i de huslige pligter. Familien kan også tydeligt mærke effekten. Min mand har også fået mere fritid igen, så han kan tage til fodbold eller væk i weekenden, når han skal noget. Det kunne han ikke før.
Sygeplejerske Henriette Andreasen står for at gennemføre en stor del af de TMS-behandlinger, der bliver lavet på Psykiatrisk Center Nordsjælland. Selvom behandlingen ikke virker på alle patienter, er Birgittes historie ikke enestående, fortæller hun.
- Når det virker, kan det flytte patienterne markant. Vi havde en patient, der i starten ikke kunne komme her uden sin kontaktperson fra kommunen. Vi har patienter, som har været indlagt på lukkede afsnit med selvmordsforsøg. Mange af dem er førtidspensionister på grund af deres sygdom. Hvis behandlingen virker, kan vi nå et sted hen, hvor patienterne kan begynde at trappe ud af deres medicin. Og de bliver meget mere velfungerende og får større livskvalitet. En af vores patienter var tilbage og besøge et afsnit, hvor han tidligere har været indlagt. Der sagde de: "Hold da op, hvor er det dejligt at se dig smile". Det havde de aldrig set ham gøre før.
Birgitte Morville modtager 30 behandlinger, som hver kun varer tre minutter.
Behandling med stort potentiale
Selvom TMS-behandling er nyt i Region Hovedstadens Psykiatri, har det eksisteret i mere end 20 år på verdensplan. Og der er en masse forskning, der bakker op om behandlingens effekt, fortæller overlæge Claudio Csillag.
- Der er allerede meget forskning, som viser, det virker. Lige nu forsker man i, om man kan lave mere intensiv behandling, hvor patienten får flere behandlinger om dagen, så behandlingen kan gøres kortere. Det ser umiddelbart ud til at have god effekt.
På Psykiatrisk Center Nordsjælland er behandlingen da også allerede effektiviseret sammenlignet med, da den blev indført. I starten varede en behandling 18 minutter. Det er nu kortet ned til tre, men mængden af stimulation er den samme og lige så effektiv.
Lige nu tilbydes TMS kun til patienter i Region Hovedstadens Psykiatri med vanskeligt behandlelig depression. Men på sigt håber Claudio Csillag og Henriette Andreasen, at de kan hjælpe et større udsnit af patienter. Blandt andet patienter med moderat depression – men behandlingen kan også bruges til andre diagnoser.
- Vi vil gerne snart i gang med også at tilbyde behandling for OCD. Det kræver en lidt anden spole til maskinen, som vi venter på at få. Vi håber på at opstarte den behandling efter sommerferien. I første omgang for de mest komplekse OCD-patienter. Der er også forskning på verdensplan i, om behandlingen virker på andre sygdomme, forklarer Claudio Csillag.
Når det bliver muligt, er Birgitte Morville klar til at tage et forløb mere i stolen.
- Jeg har fået god information og behandling hele vejen, så jeg har været meget tryg. Da jeg også lider af OCD, håber jeg meget, at Region Hovedstadens Psykiatri også kommer til at tilbyde TMS-behandling for den lidelse, som det er tilfældet i Region Midtjylland. Jeg håber i hvert fald at få et forløb, slutter hun.
Sådan virker TMS-behandling
- TMS stimulerer hjernen via et pulserende magnetfelt, der fremkalder en svag strøm i hjernevævet. Herved skabes der en øget aktivitet af signalstoffer i hjernen.
- TMS udføres ved at placere en elektromagnetisk spole på den ene side af hovedet. Når strøm sendes gennem spolen, genererer den et pulserende magnetfelt, som trænger ind i hjernen og danner en meget svag strøm, som påvirker hjernens elektriske impulser.
- Man er vågen under behandlingen, der foregår i en behandlingsstol. Her får man en individuelt tilpasset bomuldshue på, der sikrer, at magnetspolen stimulerer det rigtige sted. Selve stimulationen varer tre minutter.
- De mest almindelige bivirkninger er ubehag på stedet, hvor spolen er placeret. Det er forskelligt, hvor intenst man oplever stimulationerne, men de fleste vil kunne mærke en prikkende/stikkende fornemmelse i hovedbunden. Nogle få vil kunne få hovedpine efter behandlingen. Dette aftager oftest efter nogle behandlinger. En del klager over træthed efter de daglige behandlinger. Der kan opstå muskelbevægelser omkring øjnene og ned i kæben, men disse muskelbevægelser kan fjernes ved at justere spolens placering.
- Et forløb svarer til 30 behandlinger, hvor man møder op alle hverdage over en periode på seks uger. Dertil kommer eventuelt et aftrapningsforløb på et par måneder.
- Du kan læse mere om behandlingen på linket her.

Alle patienter får lavet en individuelt tilpasset bomuldshue, som de har på under behandlingen. På huen laver behandlerne markeringer, som skal sikre, at stimulationen rammer det helt rette sted.