"Gong". Lyden kommer fra en såkaldt syngeskål i møderummet på Døgnafsnit for behandling af selvskade (BAS) på Psykiatrisk Center Glostrup. Her har en af de ansatte slået en lille hammer mod skålens kant, som sender en tone ud i rummet, der mest af alt lyder som noget, der hører hjemme i et spacenter eller tempel. Hvorfor der er slået på syngeskålen, vender vi tilbage til.
I møderummet er personalet og afsnittets patienter i gang med det ugentlige konsultationsmøde. Her kommer patienterne ind en ad gangen og giver en status på, hvordan de har det, og hvordan de oplever behandlingen. En patient fortæller, hvordan modtagelsen af en uønsket buket blomster fik hendes bæger til at flyde over, så hun fik en nedsmeltning og oplevede kraftig trang til at selvskade. Men hun gjorde det ikke. Det ser hun som en sejr. Personalet er enige og roser hende. Patienterne skal også som et fast element fortælle om nogle af deres både positive og negative oplevelser fra ugen, der er gået. En fortæller, at hun ikke har selvskadet i fire uge. En anden fremhæver, at hun i ugen har haft nogle gode samtaler med sin søn og mødtes med en veninde, så hun har holdt god kontakt til verden udenfor afsnittet. I løbet af de ca. 10 minutter som hver patient er inde hos behandlerne, bliver de også bedt om at score sig selv på en række skalaer. Blandt andet i forhold til, hvor stor lysten til at selvskade er, og hvordan de oplever deres indre spændinger.
Og så er vi tilbage ved syngeskålen. Den får nemlig et lille slag fra en af behandlerne i rummet, hvis man kommer til at sige noget dømmende eller devaluerende. Ikke som en straf – men for at sikre, at der hele tiden er et fokus på at tale positivt – ikke mindst til sig selv.
- Jeg føler ikke, jeg gør det godt nok for tiden. Jeg har meget svært ved at være med i gruppeterapierne. Jeg skal godt nok omformulere mig nu, hvis der ikke skal gonges på skålen, siger en patient, mens hun kigger mod skålen i den anden ende af langbordet.
Men der bliver ikke gonget. Og hun får i stedet sammen med personalet talt sig frem til, hvordan hun kan prøve at få noget positivt ud af gruppeterapien, selvom det er svært.
Syngeskålen bliver brugt til at minde patienter og behandlere om ikke at tale nedsættende eller devaluerende.
Patienterne tør tackle traumerne
Og det er svært at være patient på BAS, som afsnittet bliver kaldt i daglig tale. Afsnittet er det første af sin art i Danmark, hvor behandlingen fokuserer på selvskaden og især de bagvedliggende årsager til, at patienterne gør det. Afsnittets metoder bygger på et forbillede, som den tyske professor Martin Bohus har haft succes med syd for grænsen. På BAS er patienterne typisk indlagte i tre måneder, hvor de opholder sig på afsnittet fra mandag til fredag.
- Hos os komprimerer vi et års behandling ned til tre måneder. Det er fuldtidsterapi, og man kan ikke andet, mens man er her. Så vores patienter oplever ret hurtigt, at behandlingen rykker dem. Det er med til at holde motivationen høj, fortæller afsnittets overlæge, Rikke Stevns Sury.
Hun fortæller sammen med oversygeplejerske Liselotte Wendelboe Larsen, hvordan de startede med at få elementerne fra Martin Bohus' behandling i Tyskland men selv skulle sammensætte og tilpasse dem til en dansk kontekst. Der er blevet fastlagt en model, hvor patienterne de første seks uger af indlæggelsen bliver trænet i, hvordan de skal håndtere kriser og traumer, mens der i anden halvdel af indlæggelsen er fokus på at gå i dybden med patienternes traumer.
- Vi går ind i kimen til de dårlige følelser, så patienterne lærer at arbejde med følelserne i stedet for at flygte fra dem gennem selvskade. Vi kan tilbyde nogle meget trygge rammer til at gøre det i. Vi betragter vores afsnit som en træningslejr for det "rigtige liv". Patienterne skal kunne omsætte det, vi gør, til noget, de også kan gøre derhjemme. Vi lærer dem at mestre situationerne i stedet for at vi tager over og styrer for dem. Det har krævet en del af vores personale at omstille sig til den tilgang. At vi ikke nødvendigvis skal tage over og fjerne problemerne. Det kan være nødvendigt nogle gange i akutpsykiatrien – men det løser ikke nødvendigvis problemerne på den lange bane. Det har været lidt af en rejse, men vi er lykkedes med det – og vi har ikke haft nogen opsigelser det sidste halve år," fortæller Liselotte Wendelboe Larsen.
Netop det, at der er personale til rådighed hele tiden under døgnindlæggelsen, har betydning for patienternes mod til at dykke ned i selv de hårdeste traumer.
- At sætte navn på den mand, der gjorde noget ved mig i barndommen, har jeg svært ved. Jeg kan ikke tåle at høre hans navn, for så bliver det meget virkeligt for mig. Men her tør jeg, fordi der er nogen til at gribe mig bagefter, når vi har talt om de ting, der gør mest ondt. Jeg skal ikke hjem og sidde alene med det, fortæller en kvindelig patient på afsnittet, som har selvskadet gennem misbrug af rusmidler.
Hun er en af i alt otte indlagte patienter. I de fleste tilfælde bliver en indlæggelse på tre måneder fulgt op med et forløb i det tilknyttede ambulatorium, hvor patienterne får støtte til at arbejde videre med de traumer, der er årsag til deres selvskadende adfærd. Her går i skrivende stund godt 10 patienter.
- Vores målsætning er at behandle patienterne, så de kan afsluttes fra psykiatrien. I Tyskland har ca. 70% af de patienter, der har færdiggjort et forløb, kunnet afsluttes fra psykiatrien. Vores målgruppe er nok lidt mere kompleks end den, de har arbejdet med i Tyskland. Men vi kan se, at patienterne er et bedre sted, når de har været indlagt her i tre måneder. Og det lover vi også patienterne. For hvis ikke, vi kan rykke dem, opdager vi det tidligt i forløbet, og så finder vi et andet tilbud til dem. Vi ser oftest en forandring allerede inden for de første uger, fordi den tværfaglige behandling er så effektiv, forklarer Rikke Stevns Sury.
Behandlerne på BAS gennemgår afsnittets patienter, inden de kommer ind til det ugentlige konsultationsmøde og giver en status på, hvordan de oplever behandlingen.
Stort set ingen tvang eller selvskade
I psykiatrien står patienter med selvskadende adfærd for en betydelig del af brugen af tvang. Men på BAS er hverken tvang eller selvskade en del af hverdagen.
- Inden afsnittet blev opstartet, var der bekymring for, om patienterne ville inspirere hinanden til at selvskade mere. Men det har slet ikke været tilfældet. Når den følelsesmæssige spænding er for høj, er risikoen for selvskade større. Derfor monitorerer vi det og lærer dem at håndtere de høje spændinger. BAS er et åbent afsnit, så vi kan ikke bruge tvang. Hvis patienterne har det så skidt, at vi ikke kan hjælpe dem til at undgå alvorlig selvskade, vil vi hjælpe dem over på et lukket afsnit. Det har kun været nødvendigt få gange i det år, vi har haft åbent, fortæller Liselotte Wendelboe Larsen.
Hun påpeger også, at man ikke kan overføre erfaringerne og metoderne fra afsnittet 1:1 til andre dele af psykiatrien. Alligevel er der erfaringer og viden, som kan løfte behandlingen af patienter med selvskade bredt i psykiatrien.
- Vi har en helt særlig struktureret og individuelt tilpasset tilgang til patienterne, som gør, at man ikke kan overføre vores erfaringer og metoder direkte til andre dele af psykiatrien. Men vores anerkendende og validerende tilgang har en rigtig god effekt, og vi deler gerne ud af vores erfaringer, så andre døgnafsnit og faggrupper også kan få adgang til mere viden om målgruppen. Det kan være viden om, hvad der bliver aktiveret i patienterne, og hvordan deres psykopatologi er bygget op. På den måde kan vi måske over tid, komme nogle af "synsningerne" til livs, som ofte ligger bag den ubevidste tilgang til patienter med ustabil personlighedsstruktur, der nogle gange kan blive opfattet som besværlige. Hvis vi kan udbrede viden om, hvad der ligger bag deres adfærd, kan det være med til at gøre behandlingen og ikke mindst tilgangen til patienterne mere ensartet og hjælpsom.
Personalet på BAS har ophængt billeder af sig selv med lidt tilhørende fakta om fx deres interesser. Formålet er, at patienterne kan mærke, at behandlerne er mennesker på lige fod med dem selv.
"Jeg drømmer om at leve i stedet for at overleve"
Generelt er der en rolig stemning, da vi besøger BAS. Patienterne sludrer med hinanden på gangen, i afsnittets fællesrum eller den smukke have, hvor lyset fra solens stråler mødes med håbets grønne farve i græsset og de omkransende grønne træer.
Inde på gangen har personalet hængt billeder op af sig selv. Nedenunder deler de lidt personlig information om sig selv.
- Vi vil gerne vise, at vi også er mennesker, siger Liselotte Wendelboe Larsen, da hun viser rundt.
Overfor billederne hænger en snor med nogle kort på. Det er afskedshilsner fra tidligere patienter på afsnittet, som skal være med til at give håb til dem, der nu optager sengestuerne på BAS.
- Min rejse startede med skepsis men endte med så mange færdigheder, at jeg selv er overrasket, står der på et af kortene.
I det hele taget fylder håb meget på BAS. Håbet om at få et større selvværd. Håbet om at kunne tøjle trangen til selvskade, så det ikke ender med mere misbrug. Eller flere ar på armen og sjælen. Og ikke mindst håbet om, at de nye værktøjer, man får under indlæggelsen, kan være med til at skabe et bedre liv.
En kvindelig patient skal snart overgå fra indlæggelse til ambulant behandling. Hun har diagnoserne borderline og PTSD. Hun fortæller, at de blev brugt som en del af argumentationen, da myndighederne tidligere fjernede hendes søn. For hende er der et altoverskyggende håb for fremtiden efter indlæggelsen på BAS.
- Jeg kan allerede nu mærke, at jeg får stor glæde af det her på sigt. Jeg ved mere om, hvad der er godt og skaber værdi i mit liv. Og hvad og hvem, der skal ud af mit liv. Nu mærker jeg mig selv meget mere og kan være i mig selv på en helt anden måde, end jeg kunne før. Jeg har en tro på, der er noget bedre ude på den anden side. Jeg drømmer om at komme til at leve og ikke bare overleve. Og så drømmer jeg om at få mit eget sted at bo, så jeg kan få min søn hjem.
Hvis du vil læse mere om BAS-afsnittet, kan du gøre det på linket her.
Når patienterne på BAS bliver udskrevet, skriver de en lille hilsen til kommende patienter på afsnittet. Det er med til at skabe håb for en bedre fremtid.