Drengen og pigen viser sig
Julie er fire år gammel, da hun ser drengen og pigen første gang. Da hun bliver lidt ældre, hører hun dem også. De er som stemmer bag hendes hoved. Stemmer, der nogle gange kan finde på at sige til Julie, at hun ikke er god nok til at være i verden – eller sige, at ingen elsker hende.
"Jeg tænkte, at alle andre havde det ligesom mig, og at jeg ikke behøvede at fortælle det til nogen. Jeg troede, at det var helt normalt", fortæller Julie.
I rigtig mange år ser og hører Julie nogen. Uden at andre kender til det. Det er først en dag, hvor Julie som 18-årig kommer på besøg hos sin mor, at hun bliver klar over, at noget ikke er, som det skal være. Hun ser noget mærkeligt ude i sin mors køkken.
"Jeg ser sådan en fod komme ud ad døren og tilbage igen. Og så spørger jeg min mor, om vi er alene hjemme. Hun svarer, at vi er alene hjemme. Så siger jeg, "jamen, så er der noget helt galt, for jeg har lige set en fod komme ud ad døren". Min mor svarer, at det ikke er normalt, og jeg spørger, om hun er sikker, for jeg troede jo, at alle havde det ligesom mig."
Julies mor sender hende til den privatpraktiserende læge, hvor Julie fortæller alle de her ting med at have set og hørt nogen. Hos lægen fortæller hun også, at hun føler, at folk følger efter hende og holder øje med hende, og at de vil hende noget ondt.
Lægen henviser Julie til en psykiater i København. Psykiateren stiller diagnosen paranoid skizofreni.
Intensiv behandling i psykiatrien
Julie bliver herefter henvist til OPUS, som er et toårigt intensivt behandlingsforløb i Region Hovedstadens Psykiatri for mennesker i alderen 18-35 år, som har fået en psykose eller har psykoselignende symptomer.
"Jeg får en tid ret hurtigt, heldigvis, og jeg kommer til min første tid i januar 2019. Jeg fik at vide, at jeg var meget forpint."
Julie lever med kroniske selvmordstanker. Det har hun gjort lige så længe, hun kan huske. Hun har også altid været et barn, der har været meget ked af det, og hun har ofte tænkt, hvorfor netop hun var berettiget til at leve. Disse tanker, bliver Julie senere bevidst om, skyldes hendes sygdom.
Da Julie starter i OPUS, er selvmordstankerne meget presserende.
"Jeg havde ikke lyst til at leve på det tidspunkt. Min kontaktperson sagde, at han aldrig havde set en, der var så forpint. Da jeg stoppede i OPUS, kaldte han mig nærmest et mirakel, fordi min udvikling havde været så god."
I dag er Julie 22 år gammel. Det er to år siden, at hun stoppede i OPUS.
"OPUS for mig var en livsomvæltning. Jeg har lært rigtig meget om mig selv, og om hvordan jeg skal håndtere og passe på mig selv for at få det bedre. Det var intens behandling to gange om ugen med samtale og gruppesamtale. Og så kom jeg også i fredagscaféen. Her kunne jeg lave forskellige aktiviteter, slappe af, få et afbræk fra hverdagen et par timer og møde nogle ligesom mig selv."
Hjælp til at håndtere det svære
I OPUS har Julie lært, hvad hun skal gøre, når hun er i de dårlige perioder. For hende handler det om at identificere symptomerne og tænke i handlemåder og strategier. Det kan nogle gange være lettere sagt end gjort:
"Mine symptomer er meget forskellige fra gang til gang, så det er svært at finde ud af, hvornår jeg får det dårligt. Min mor kan høre og se det på mig med det samme. Det kan jeg ikke helt endnu."
Julie fortæller om den kognitive diamant. Det er et værktøj til at blive bevidst om, hvad ens tanker får en til at føle, og hvad de gør fysisk ved kroppen, og hvad man kan gøre for at få det bedre. Tanker, følelser, krop og handlinger skal ses i en helhed.
Venter på et flexjob
I OPUS lærte Julie også, at hun har en lav stresstærskel. Det er grunden til, at hun ikke længere kan have et job på 37 timer om ugen.
"Jeg kan ikke klare særlig meget, før jeg bliver stresset. Derfor venter jeg på at blive godkendt til et flexjob, efter at have været sygemeldt i et år. Når jeg bliver stresset, får jeg selvmordstanker – eller får en masse psykotiske symptomer eller paranoide vrangforestillinger. Men jeg fungerer bedst, når jeg har noget at lave. Ikke hele tiden, men et par gange om ugen. Hvis jeg ikke har noget at lave, kommer alle de dårlige tanker."
Med en lav stresstærskel er Julie særligt glad for, at hun efter sit forløb i OPUS har lært at sige nej:
"Jeg vil gerne med til alt, og jeg vil gerne gøre alt for alle. Med min sygdom bliver jeg ofte nødt til at takke nej til sociale arrangementer for at passe på mig selv."
En livsvigtig kontaktperson
Når man er i et behandlingsforløb i OPUS, har man en fast kontaktperson, som følger dig i to år. Julie husker tydeligt det første møde med sin kontaktperson:
"Min kontaktperson var pædagog. I den første samtale, jeg havde med ham, fik han mig helt ned på jorden. Han havde en stor ro over sig. Han sagde til mig, "du skal stoppe med alt lige nu". Så sagde jeg "jamen, det kan jeg ikke, jeg har et fuldtidsarbejde og er ved at tage en uddannelse." Han opfordrede mig til at sygemelde mig."
Julie fortæller, at kontaktpersonen hjalp hende virkelig meget:
"Han har virkelig ændret mit liv. Han var en ener. Havde jeg brug for et kram, så gav han mig det. Det var faktisk også ham, der satte huen på mig, da jeg blev færdig med min uddannelse som social- og sundhedsassistent, hvor jeg sluttede af med et 12-tal."
Svære perioder er midlertidige
For at dæmpe de psykotiske symptomer får Julie medicin. Medicinen fjerner hallucinationerne og vrangforestillingerne, men den fjerner ikke de paranoide tanker eller de kroniske selvmordstanker.
"Det skal jeg lære at leve med og håndtere."
Julie beskriver sin sygdom som lidt af en rutsjebanetur. Nogle gange går det op, og nogle gange går det ned. Uvisheden om, hvornår de dårlige perioder kommer, er svær. Men Julies mor har givet hende et råd:
"Min mor siger, at alt i livet er midlertidigt. Det prøver jeg at huske på - at når jeg har det dårligt, så er det midlertidigt. Men når jeg har det godt, er det jo desværre også midlertidigt."
Julie lytter ofte til musik i hverdagen. For lange gåture med musik i ørerne gør hende glad.
"Jeg elsker at høre musik. Det er helt terapeutisk. Jeg lytter til teksterne og læser også teksterne. Det kan jeg god lide. At tage initiativet til at gå lange ture kan være svært i de hårde perioder. Så kan min mor godt sige, "nu skal du gå en tur", og så gør jeg det."
Håb om kærlighed
Julie har de sidste par år haft et par kærester, og hun vil gerne tale om dating. Det vil hun gerne, fordi hun synes, det er svært at date, når man er psykisk sårbar. Julie møder ofte fordomme om det at have diagnosen paranoid skizofreni, når hun dater.
"Mange, jeg har mødt, tror, at man er farlig eller udadreagerende, når man lider af paranoid skizofreni. Jeg kan være selvskadende og selvdestruktiv, når jeg har det dårligt - det er rettet mod mig selv, aldrig mod andre. Når jeg dater, kan folk synes, jeg er sød, dejlig, smuk eller pæn. Når jeg så fortæller - efter de har lært mig lidt at kende – at jeg har paranoid skizofreni, så stikker de af. Det gør mig sur og ked af det, for jeg har også brug for kærlighed – jeg har også lyst til at have en kæreste."
Derfor har Julie en lille opfordring til den datende ungdom:
"Nu er vi altså i 2025, og jeg kunne godt tænke mig, at andre mennesker var lidt mere åbne og imødekommende over for psykisk sygdom generelt."