Der er en stille summen denne tirsdag formiddag på ungeherberget Sporsløjfen på Østerbro. Siden 2022 har den hvide tilbygning til det gamle Øresunds Hospital givet tag over hovedet til unge hjemløse i alderen 18-30 år. Her er rolige, grønne vægge. Kaffe på kanden og en seng at sove i.

Nogen at tale med.

En af dem er psykiater og overlæge hos RHPs Gadeplansteam, Rasmus Handest. Hans arbejde består i at hjælpe udsatte borgere med udredning, farmakologisk behandling og i det hele taget med at få snerten af struktur i en ellers kaotisk tilværelse. For Rasmus Handest er arbejdspladsen der, hvor patienterne er; på gaden, i Natcaféerne og rundt på byens herberger. I dag er det på Sporsløjfen.

I september forsvarede han sin ph.d.-afhandling, som kommer helt tæt på en både sårbar og forholdsvis ubeskrevet gruppe mennesker: Hjemløse med en skizofrenilidelse.​

Gennem metaanalyser af tidligere forskning samt egne empiriske undersøgelser af de hjemløse, har Rasmus Handest forsøgt at finde svar på, hvordan socialt funktionsniveau hænger sammen med psykopatologi. Altså de symptomer patienterne udviser og oplever. Til sidst har han sammenlignet data fra de hjemløse med skizofrenipatienter med egen bopæl.

"Det er jo naturligt at tænke, at dem med flest symptomer også klarer sig dårligst socialt, men er der hold i det? Det, ville vi gerne undersøge."​

Struktureret kaos

Den empiriske undersøgelse bygger på data fra 35 hjemløse med skizofreni og 50 skizofrenipatienter med egen bopæl. Undervejs lavede Rasmus Handest en grundig klinisk undersøgelse af de hjemløse og stod undervejs for udredning af flere af deltagerne.

"Der var rigtig mange af dem, hvor det ikke var lykkedes at udrede dem ordentligt, før de kom ind i projektet, så det var der også rigtig meget arbejde med," fortæller Rasmus Handest, der til sin egen overraskelse ikke havde svært ved at finde deltagere til projektet.

"Hvis jeg selv skulle gå ud og prøve at rekruttere, så var det aldrig lykkedes. Det var kun fordi, at sygeplejerskerne fra Gadeplansteamet havde så gode relationer til patienter, at det kunne lade sig gøre. Dem, der blev inkluderet i projektet, var nogle, som enten havde en bekræftet skizofreni-diagnose, eller som de havde en fornemmelse af kunne have en skizofreni-diagnose."

Til gengæld var det en nær umulig opgave at vedligeholde kontakten til de hjemløse undervejs i projektet. Halvdelen af aftalerne endte med at gå i vasken, fordi deltagerne ikke mødte op. Andre gange dukkede de op timer efter mødetidspunktet.

"Og så forsvandt patienterne jo nogle gange i månedsvis. Så måtte vi vente på, at de dukkede op og forsøge at samle trådene igen. Det var som at oversætte kaos til et excel-ark," husker Rasmus Handest, der i gennemsnit lavede 7-8 timers interview med hver af deltagerne.

Derudover var mange af deltagerne så syge, at de ofte ikke kunne holde til at snakke i særlig lang tid.

"Der var specielt én patient hvor første gang jeg mødte op, skulle jeg bare være der. Næste gang kunne jeg vinke til ham. Først fjerde gang kunne vi begynde at udveksle en almindelig høflighed, og så kunne interviewet gå i gang. Så det var ekstremt besværligt, hvilket også er grunden til, at denne her gruppe ikke er så velundersøgt," fortæller Rasmus Handest og holder en kort tænkepause, før han tilføjer:​

"Vi havde håbet på at få 50 med, men da det viste sig at være mere kompliceret at indsamle data end forventet, endte vi med 35. Det, der er fordelen med vores studie, er ikke mængden af patienter, men den dybde vi har undersøgt dem med. Vi er endt ud med lange beskrivelser af hele deres livsforløb, meget grundige beskrivelser af, hvad for nogle symptomer de har, og hvordan de spiller sammen med deres funktionsniveau. Der ligger data til forskning i mange år endnu."

I opposition til samfundet

Resultaterne viste bl.a., at symptomerne blandt de hjemløse i høj grad er de samme som hos gruppen med fast bopæl. Den eneste forskel er, at de hjemløse udviste en lidt højere grad af positive symptomer.

"De hjemløse scorede højere på aggression og på at være mere psykotiske. De er mere i konflikt med systemet, hvilket gør at de måske også er sværere at holde på, hvad end det er psykiatrien, i jobcentrene eller i kommunen. De, der havde en bolig, viste flere symptomer på angst og depression, men de var ikke i opposition til systemet på samme måde, som de hjemløse var," siger Rasmus Handest, som tilføjer at langt størstedelen af de hjemløse også kunne berette om voldsomme barndomstraumer, der involverede både misbrug og omsorgssvigt såvel som fysiske, psykiske og seksuelle overgreb.

Dertil havde mange af de hjemløse allerede store sociale problemer i en alder af 12-13 år.​

"For en del af dem var der tale om kriminalitet. Der var mange, der i en alder af 13 år havde begået vold eller medvirket til væbnet overfald. Det kan også være, at de ikke har haft nogen venner i skolen eller er endt med at droppe ud af deres uddannelse allerede i løbet af folkeskolen."

Mest slående var, at gruppen af hjemløse med skizofreni i gennemsnit havde gået med en ubehandlet psykose i 15 år. I Danmark er gennemsnittet for ubehandlet psykotiske symptomer hos patienter med skizofreni 1-2 år. Derudover gik der i gennemsnit 7 år fra første møde med psykiatrien, til at deltagerne fik stillet deres diagnose.  

"Jeg var meget overrasket over, at der gik så lang tid. Det, at gå rundt med ubehandlet psykotiske symptomer, ved vi, hænger meget tæt sammen med prognosen; jo længere tid der går, jo dårligere er deres forudsætninger for at komme tilbage til samfundet."

En del af forklaringen, mener Rasmus Handest, ligger i de hjemløses måde at være i samfundet på. Ofte følger de et andet sæt spilleregler, der går imod samfundsnormen.

En anden forklaring kan ligge i, at cirka halvdelen af deltagerne havde subtyper af skizofreni, som man ikke er vant til at se i klinikken, og hvor symptomerne er mindre tydelige end hos patienter med paranoid skizofreni. Datasættet er dog ikke stort nok til at afgøre, om der er tale om en statistisk signifikant forskel.

Derudover kvalificerede en stor del af deltagerne til en misbrugsdiagnose, hvilket også kan være med til at vanskeliggøre udredningsprocessen. I dette tilfælde havde deltagerne med en misbrugsdiagnose dog kortere varighed af ubehandlet psykose, sammenlignet med dem der ikke havde et misbrug.  ​

Kræver tværfaglig behandling

I sin ph.d. skriver Rasmus Handest, at de hjemløse har været udsat for den perfekte storm: De er belastet af barndomstraumer, de har en alvorlig psykiatrisk lidelse, som forbliver udiagnosticeret og ubehandlet i årevis selv efter kontakt med psykiatrien. Mange har samtidig et stofmisbrug og en plettet straffeattest. Ofte er de selv ofre for kriminalitet og har sparsom kontakt med deres familier.

Det er derfor afgørende, at man behandler denne patientgruppe som hele mennesker og anerkender deres komplekse og indbyrdes forbundne problemer frem for at opdele disse i siloer, der kan behandles individuelt, mener Rasmus Handest.

"Den måde, vi ser symptomerne på og opdeler dem i forskellige siloer, giver ikke mening for psykiatriske patienter på samme måde, som det gør for en somatisk patient med knæskade og åndenød. I stedet bør man se på, hvordan de forskellige symptomer hænger sammen med socialt funktionsniveau som en integreret del af ét samlet behandlingsforløb."

Netop det forsøger Rasmus Handest at tilbyde særligt udsatte psykiatriske patienter som en del af det Tværsektorielle Fællesteam, et samarbejde mellem Psykiatrisk Center Amager og Københavns Kommune, som udover Rasmus Handest, der er tilknyttet som overlæge, består af en psykiatrisk sygeplejerske, en socialrådgiver, en repræsentant fra Jobcenteret og en misbrugskonsulent.​

"Hvis vi blot behandler symptomerne fra deres skizofreni uden også at behandle deres misbrugslidelse og deres hjemløshed, vil symptomerne blusse op igen, så snart de bliver udskrevet. På samme måde kan man også forsøge at kurere deres hjemløshed, men hvis vi i samme omgang ikke også behandler deres skizofreni og deres misbrug, vil de hurtigt ende tilbage på gaden. Det hele hænger sammen."

​​​​