​Det er ikke usædvanligt, at man bliver mødt af et lydtapet af flere forskellige sprog, når man træder ind af de automatiske skydedøre til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri (CTP).

I 2008 blev centeret oprettet. Dengang under navnet 'Psykiatrisk Traumeklinik' på Gentofte Hospital – det første offentlige tilbud til behandling af traumeramte flygtninge.

I dag har klinikken skiftet navn og er flyttet ud i sin helt egen bygning på Psykiatrisk Center Ballerup.

Overlæge og forskningsleder Jessica Carlsson Lohmann har arbejdet på centeret siden 2010. Og netop forskning har fra start af spillet en central rolle i centerets udvikling, fortæller hun. Her hjælper læger, sygeplejersker, socialrådgivere og psykologer hver dag med at indsamle data til forskning som en integreret del af det kliniske arbejde.

"Vi havde en vision om at skabe et tæt samarbejde mellem forskning og klinik, og det gjorde vi nærmest fra dag ét. Vi tænkte, at hvis vi skulle retfærdiggøre behovet for en ny klinik, så skulle vi også kunne tilbyde en specialiseret behandling til denne her gruppe af traumatiserede flygtninge - og at den behandling skulle være lige så god og evidensbaseret som alt andet traumabehandling," siger forskningslederen.

Dengang var der allerede blevet lavet den del forskning i PTSD-ramte veteraner såvel som ofre for seksuelle forbrydelser. Til gengæld manglede man viden om, hvordan traumatiserede flygtninge reagerede på behandlingen - og hvilken rolle kulturen spiller i mødet med sundhedsvæsenet, fortæller Jessica Carlsson Lohmann.

"Der er blandt andet nogle kulturelle faktorer, som gør flygtninge til en anderledes patientgruppe. De symptomer, man har, når man har det psykisk dårligt, kan blive påvirket af, hvem man er, hvad man kommer fra, og ens kulturelle baggrund, siger hun."

Når fortiden spøger

For Miasser Hawwa hjalp behandlingsforløbet hende tilbage på benene efter at være blevet​​ sygemeldt med stress og depression for tre år siden. 

På daværende tidspunkt havde hun et krævende arbejde som familiekonsulent i Roskilde Kommunes integrationsafdeling, hvor hun hjalp flere familier med flygtningebaggrund.

"Pludselig kunne jeg slet ikke kende mig selv. Jeg har altid været sådan en handlekraftig kvinde, som laver en hel masse frivilligt arbejde, som vejleder og rådgiver andre mennesker, og har styr på det hele. Pludselig kunne jeg ikke overskue andet end at sidde og stirre ud i luften, fordi jeg havde det så dårligt," fortæller Miasser Hawwa.

For 40 år siden flygtede hun til Danmark fra hjembyen Nazareth. Dengang var hun blot 20 år og var fanget i et arrangeret voldeligt ægteskab.
Kort forinden havde hun født en søn, som hun var nødsaget til at forlade for at redde sit eget liv.

"Jeg har altid kun fokuseret på at fortælle den gode historie og det positive i, at jeg tog min egen skæbne i hænderne og flygtede fra et voldeligt og undertrykkende ægteskab. Jeg har fejet en masse ind under gulvtæppet. Alle de negative eftervirkninger, man tager med sig fra sådan en oplevelse, kom jeg ikke så meget ind på. Måske det egentlig var derfor, jeg endte med at blive syg så mange år senere," fortæller Miasser Hawwa.

Stille traumer

Hun henvendte sig til sin egen læge, som henviste hende til CTP, hvilket kom som en overraskelse for Miasser Hawwa, der havde boet i Danmark i 40 år og følte sig "pæredansk".

"Men i løbet at forløbet gik det op for mig, at meget af det, jeg har med i bagagen, kommer fra den kultur, jeg er vokset op i, hvor det blev forventet, at jeg som kvinde altid sagde ja og tilsidesatte mine egne behov og ønsker til fordel for andre. Det var en vigtig erkendelse," siger Miasser Hawwa, der i dag har kontakt til sin søn, der bor i Israel.

Ifølge Jessica Carlsson Lohmann går der i gennemsnit 14 år, fra at patienterne kommer til Danmark, til at de henvender sig i klinikken. Dog ser tallet anderledes ud, efter at de er begyndt at behandle flere ukrainske flygtninge, som kommer tidligere i behandling.

"Der er en del af vores patienter, som siger, at de aldrig har fortalt nogen det, de fortæller os," siger hun.

Mange af patienterne bliver tilbudt en "traume-pakke", som bl.a. indeholder psykoedukation, hvor patienten lærer om sin egen sygdom; hvordan deres symptomer ser ud, og hvad de selv kan gøre for at mindske deres symptomer. Derefter følger samtaler med en psykolog og psykoterapi. Hvis det vurderes nødvendigt, bliver patienten også tilbudt medicin. I alt varer et behandlingsforløb 6-12 måneder. 

Involvering af patienter

I dag arbejder Miasser Hawwa på deltid som specialpædagog for børn med særlige behov. Derudover sidder hun i Ballerup Kommunalbestyrelse, arrangerer forældrenetværksgrupper for minoritetsforældre, som har børn med særlige behov, og så er hun også bydelsmor i Ballerup, hvor hun skaber netværk og fællesskab for isolerede kvinder med minoritetsbaggrund.

Selvom Miasser Hawwa for længst har afsluttet sin behandling, kommer hun stadig på CTP, hvor hun i dag en del af et brugerpanel bestående af nuværende og tidligere patienter. Panelet er et forholdsvis nyt initiativ, som skal samle brugernes input til nye forskningsprojekter, før de går i gang.  

"Jeg synes, det er supergodt at være med i noget, der er under udvikling, hvor man har fokus på at inddrage patienterne. At kommunikationen går begge veje, så patienterne har mulighed for at tænke sig om og komme med deres perspektiver," siger hun.

En af de største åbenbaringer, hun fik under sit eget behandlingsforløb på CTP, var vigtigheden af at kunne tale om alt det svære. At få grædt ud og endelig få lette låget til en fortid, der ikke kan fortrænges - også selvom livet er gået videre. 

"I dag undrer jeg mig over, hvorfor jeg aldrig fik talt med min mor om det, der skete dengang? Hvorfor opsøgte jeg ikke min læge før? Hvorfor skulle der gå 40 år, før jeg tænkte: nu skal jeg tage mig af mig selv? Det er jo utrolig lang tid."​​