Østrogenfluktuationer associeres med risiko for depression

​Internationalt forskerhold med dansk deltagelse viser for første gang, hvordan ændringer i østrogenkoncentrationen hos kvinder påvirker genaktivitet og risikoen for depression. 

​Resultaterne blev publiceret i British Journal of Psychiatry

Ifølge sidsteforfatteren Vibe Frokjær, fra Neurobiology Research Unit, Rigshospitalet, påvirker østrogen hjernen på forskellige måder, herunder med neurogenese i hippocampus.

"Øget følsomhed overfor østrogenpåvirkning [...] kan medføre en øget risiko for depressive symptomer i perioden omkring fødslen, hvor der sker variationer i koncentrationen af kønshormoner", skriver forfatteren.

Forfatteren har, sammen med kollegaer, i tidligere studier identificeret 116 gener, som var relateret til en øget risiko for fødselsdepression.

I nuværende studie rekrutterede forskerne 63 raske kvinder uden tidligere depression.

Deltagerne blev randomiseret til at modtage en dosis af enten placebo eller goserelin, en gonadotropin releasing hormon agonist (GnRHa). Forskerholdet havde tidligere vist, at behandling med GnRHa kan inducere ændringer i østrogenkoncentrationen samt depressive symptomer hos kvinder.

Deltagerne blev vurderet med Hamilton depressionsskala, PET-scanning samt DNA-analyser før og efter behandlingen.

Forskerne fandt en statistisk signifikant association mellem ændringer i genaktivitet før og efter behandling (i 28% af de 116 gener) og ændringer i Hamiltonscore.

Desuden fandt de, at ændringer i DNA methylering (en molekylær proces, som er associeret med ændringer i genaktivitet) også var signifikant associeret med ændringer i Hamiltonscoren.

"Vi har produceret den første direkte evidens hos mennesker, for at ændringer i østrogenkoncentrationen og ændringernes biologiske konsekvenser virker som en risikofaktor for udvikling af hormoninduceret depression", konkluderer forskerne.

De skriver endvidere, at de afdækkede gener og molekyler, som er involveret i processen, muligvis kan anvendes som markører til at identificere kvinder, som er i øget risiko for depression, selv når de ikke er gravide. Men "flere undersøgelser er nødvendige for at vurdere, om disse biomarkører kan identificere [en subgruppe af kvinder i højere risiko for hormoninduceret depression]", skriver de.


Redaktør