Adjuverende methylphenidat er effektivt hos ældre med depression

​Kombinationsbehandling med den antidepressive medicin citalopram og det centralt stimulerende middel methylphenidat er bedre end citalopram alene til behandling af depression hos ældre - det fører til hurtige​re respons og højere remissionsrate. ​

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Helen Lavretsky, fra University of California, Los Angeles, har tidligere undersøgelser peget på, at methylphenidat kunne have en gavnlig virkning på både depressive symptomer og kognitive forstyrrelser hos ældre med depression.

Nuværende studie er den første randomiserede undersøgelse, der vurderer effekten af methylphenidat hos ældre med depression.

I studiet rekrutterede forskerne 143 personer med depression. Gennemsnitsalderen var 70 år, og deres gennemsnitlige score på Hamilton depressionsskala var 19.

Patienterne blev randomiseret til 12 ugers behandling med methylphenidat, citalopram eller en kombination af begge. Den gennemsnitlige dosis citalopram og methylphenidat var 32 mg hhv. 16 mg.

I perioden oplevede patienterne i alle tre grupper en lindring af de depressive symptomer og kognitive forstyrrelser. Men flere patienter i kombinationsbehandling opnåede remission (Hamiltonscore under 7) i forhold til dem, der kun fik citalopram (62% vs. 42%). Andelen af patienter i remission i gruppen med monoterapi med methylphenidat var 29%.

Patienterne i kombinationsbehandlingen oplevede også en hurtigere effekt, således at de i løbet af de første 4 uger havde et signifikant større fald i Hamiltonscore i forhold til dem, der fik citalopram alene.

Der var ingen signifikante forskelle på de undersøgte kognitive funktioner grupperne i mellem.

Forskerne fandt heller ikke nogen signifikant forskel på antallet af bivirkninger mellem grupperne.

I en ledsagende leder perspektiverer Craig Nelson, fra University of California, San Francisco, resultaterne – idet tidligere undersøgelser har vist negative resultater. "Det er den første kontrollede undersøgelse, der viser hurtigere effekt og højere responsrate med adjuverende stimulantia", skriver forfatteren.​

Redaktør