Antidepressiva og psykoterapi har den samme risiko for forværring og manglende respons

​Psykoterapi og farmakologisk behandling af depressive patienter er forbundet med den samme risiko for manglende respons eller forværring af symptomer, men også med de samme chancer for en usædvanlig god respons (dvs. uden restsymptomer overhovedet). Medicinsk behandling er dog forbundet med større chancer for markant bedring samt behandlingsophør.

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

Jeffrey Vittengl, fra Truman State University, i Kirksville, Missouri, og kollegaer identificerede 16 randomiserede kliniske undersøgelser med i alt 1.700 patienter.

Undersøgelserne havde alle sammenlignet kognitiv adfærdsterapi med antidepressiv medicin (og i nogle af dem også med placebo) til behandling af unipolar depression.

Patienterne blev i nuværende undersøgelse kategoriseret i fem grupper: (1) forværring, defineret ved en stigning på mindst 1 ved Hamiltonscore (HAM-D) eller Beck Depression Inventory (BDI); (2) utvivlsom forværring (stigning på mindst 8 henholdsvis 9 på skalaerne); (3) ekstrem nonresponse (score på mindst 21 hhv. 31 efter behandlingsperioden); (4) markant bedring (reduktion på mindst 95% på skalaerne i behandlingsperioden); og (5) usædvanlig god respons (score på 0 på skalaerne efter behandlingsperioden).

Forfatterne fandt, at andelen af patienter med markant bedring var højere hos dem, der fik medicinsk behandling (8% vs. 5%), men dog kun i behandlerens (HAM-D) vurdering, ikke efter patienternes egen opfattelse (BDI).

Patienterne i medicinsk behandling havde også færre ugunstige effektmål end dem, der fik placebo (16% vs. 25%).

Forskerne fandt også, at behandlingsophør skete hyppigere ved medicinsk behandling i forhold til kognitiv terapi (19% vs. 12%).

Forfatterne fandt ingen forskelle grupperne imellem på andelen af patienter, der oplevede forværring eller utvivlsom forværring (ca. 5-7%), ekstrem nonresponse (4-5%) og usædvanlig god respons (4-5%).

"Psykoterapi kan, ligesom farmakoterapi, medføre forværring hos nogle patienter", skriver Barney Vaughan, fra Mount Sinai Beth Israel, i New York, i en ledsagende leder.

Han overvejer derfor, hvorvidt man rutinemæssigt bør fortælle patienterne om den forventede virkning samt risiko for bivirkninger eller manglende respons forbundet med psykoterapi, inden behandlingen starter - i lighed med farmakologisk behandling.


Redaktør