Antiinflammatorisk præparat har antidepressiv effekt, viser metaanalyse

Antidepressiva i kombination med det antiinflammatoriske præparat celecoxib fører til større lindring af depressive symptomer end behandling med antidepressive præparater alene. Konklusionen stammer fra den hidtil største metaanalyse om emnet.

​​

Resultaterne blev publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Ole Köhler, fra Aarhus Universitet, har tidligere studier vist modstridende resultater vedrørende effekten af antiinflammatorisk behandling ­på depression.

I den nuværende undersøgelse er der både blevet inkluderet patienter med en klinisk depression – hvor diagnosen blev stillet efter formelle kriterier – og patienter med depressive symptomer, uden en formel depressionsdiagnose. De depressive symptomer blev vurderet ved hjælp af enten spørgeskemaer eller interview-baserede rating skalaer.

Forfatterne identificerede 14 randomiserede undersøgelser med i alt 6.262 patienter. Ti af undersøgelserne vurderede non-steroidale antiinflammatoriske præparater (NSAID); alle inkluderede celecoxib og nogle inkluderede også ibuprofen eller naproxen. Derudover vurderede fire undersøgelser hæmmere af proinflammatoriske cytokiner (etanercept, adalimumab, ustekinumab og infliximab).

Monoterapi med celecoxib viste ikke en klar antidepressiv effekt, men celecoxib som tillægsbehandling til et antidepressivum (4 undersøgelser med i alt 132 patienter) havde en statistisk signifikant og klar effekt (standard mean difference: - 0,82). Den adjuverende behandling med celecoxib blev associeret med en mangefold højere chance for respons (50% bedring; odds ratio: 6,59) og remission (odds ratio: 7,89).

Forskerne fandt ingen klar antidepressiv effekt af hæmmerne af proinflammatoriske cytokiner.

Kun seks af studierne rapporterede bivirkninger, og der var ikke evidens for øget risiko for gastrointestinale eller kardiovaskulære komplikationer efter seks ugers behandling. Forskerne peger dog på, at undersøgelserne var kortvarige. ”Vores resultater vedrørende celecoxib bør tolkes med forsigtighed, idet ikke alle undersøgelserne rapporterede bivirkningerne”.

Redaktør