Antiinflammatoriske midler lindrer skizofrenisymptomer

Adjuverende behandling med nonsteroide antiinflammatoriske midler (NSAID) lindrer både positive og negative symptomer hos skizofrenipatienter, konkluderer metaanalyse.

​​​

Resultaterne blev publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.​

”Der forefindes mere og mere evidens for, at inflammation spiller en rolle i skizofreniudvikling”, skriver førsteforfatteren Iris Sommer, fra University Medical Center Utrecht, i Utrecht, Holland.

​​​”Der er en lavere prævalens af skizofreni blandt mænd, der er i behandling med NSAID”, tilføjer hun.​​

For at vurdere effekten af NSAID som terapeutisk middel mod skizofreni gennemførte forskerne en systematisk gennemgang af den videnskabelige litteratur. ​

De søgte efter randomiserede, dobbeltblindede og placebokontrollerede undersøgelser, der vurderede effekten af en tillægsbehandling af skizofreni med et NSAID (bl.a. ibuprofen, diclofenac, naproxen, acetylsalicylsyre).​

Forskerne fandt fem kliniske undersøgelser med i alt 264 patienter. Den største af dem, med 70 patienter, vurderede effekten af acetylsalicylsyre som adjuverende behandling til risperidon, olanzapin eller clozapin. De øvrige undersøgelser vurderede effekten af celecoxib på patienter, der var i behandling med risperidon og amisulprid.​​

Når resultaterne blev lagt sammen i metaanalysen, viste NSAID en moderat men signifikant effekt på symptomerne, der blev vurderet ved Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS). Effekt size var på 0,43 (p = 0,02).​​

NSAIDerne var effektive til at reducere både de positive og de negative symptomer.​

”Resultaterne tyder på, at en NSAID tillægsbehandling potentielt kan være en gavnlig strategi til at lindre skizofrenisymptomer”, konkluderer forskerne, som anbefaler mere forskning om emnet.

Redaktør