Antipsykotika øger ikke risiko for misdannelser

​Den hidtil største undersøgelse om emnet viser, at behandling med antipsykotika i det første trimester ikke er associeret med øget risiko for misdannelser – med en enkelt undtagelse.

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Krista Huybrechts, fra Brigham and Women's Hospital, i Boston, USA, har tidligere undersøgelser om emnet vist modstridende resultater: to registerbaserede studier med færre end 250 eksponerede gravide viste modsatte resultater; derudover viste de to største epidemiologiske undersøgelser, hver med cirka 500 eksponerede, en øget risiko for især hjertemisdannelser (cirka 1,5 til 2,0 gange større risiko).

I nærværende undersøgelse anvendte forskerne data vedrørende 1,3 millioner gravide kvinder fra en database tilknyttet Medicaid, et offentligt sundhedsprogram i USA.

De identificerede 9.258 gravide, der havde indløst en recept på et 2. generations antipsykotikum i løbet af deres første graviditetstrimester samt 733 gravide, der indløste en recept på et 1. generations antipsykotikum.

Blandt de gravide, der ikke brugte antipsykotisk medicin, fandt forskerne en rate på 32,7 misdannelser per 1.000 fødsler, mens raterne associeret med 2. generations og 1. generations antipsykotika var 44,5 henholdsvis 38,2.

Analyserne viste, at 2. generations antipsykotika var associeret med en 36% højere risiko for misdannelser, mens 1. generations antipsykotika ikke gav øget risiko.

Men da forskerne tog hensyn til andre faktorer (såsom psykiatriske diagnoser og associeret adfærd), som også er forbundet med øget risiko for misdannelser, forsvandt den øgede risiko ved 2. generations antipsykotika (relativ risiko: 1,05; 95% CI: 0,96-1,16) – med undtagelse af risperidon, som fortsat havde en 26% højere risiko for misdannelser.

De specifikke risici for hjertemisdannelser var de samme som for misdannelser generelt. Risperidon havde her igen en øget risiko for misdannelser på 26%, selv efter justering for andre mulige årsager til hjertemisdannelser.

"Denne undersøgelse er en milepæl, med det største antal kvinder eksponeret til et antipsykotikum", skriver Katherine Wisner, fra Northwestern University Feinberg School of Medicine, i Chicago, USA, i en ledsagende kommentar. "Den viser, at eksponering til antipsykotika, med undtagelse af risperidon, ikke øger risikoen for misdannelser."

Redaktør