Antipsykotisk polyfarmaci associeres med færre indlæggelser

​Aripiprazol i kombination med clozapin er associeret med en 14% lavere risiko for indlæggelse i forhold til den mest effektive monoterapi til behandling af skizofreni. Dette er hovedkonklusionen fra den første undersøgelse om langtidseffekt af polyfarmaci ved skizofreni, ifølge forfatterne. "De kliniske retningslinjer bør revurderes", skriver de.

​Undersøgelsen blev publiceret i JAMA Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Jari Tiihonen, fra Karolinska Institutet, i Stockholm, er anvendelse af antipsykotisk polyfarmaci kontroversiel og forbundet med mistanken om, at den påvirker patientens fysiske helbred negativt.

I undersøgelsen indsamlede forskerne data fra alle patienter med skizofreni i Finland, som har haft mindst en psykiatrisk indlæggelse mellem 1972 og 2014. Der blev identificeret i alt 62.250 patienter.

Forskerne identificerede derefter data vedrørende behandlingen med antipsykotika. På grund af den lange opfølgningsperiode kunne forskerne i analyserne blandt andet undersøge effekten af forskellige behandlingsformer hos den enkelte patient (dvs. at den enkelte patient var sin egen kontrol).

I alt fandt forskerne 29 behandlingsformer, herunder både monoterapi og polyfarmaci.

Den mest effektive monoterapi var clozapin , som blev associeret med en 50% lavere risiko for indlæggelse end ingen behandling med antipsykotika.

I forhold til monoterapi med clozapin blev kombinationen af clozapin og aripiprazol associeret med en 14% lavere risiko for indlæggelse. Det var den eneste kombination, der havde en lavere risiko for indlæggelse end monoterapi med clozapin.

Blandt de patienter, der havde en første psykotisk episode, blev fordelen ved denne kombinationsbehandling endnu større: 22% lavere risiko for indlæggelse i forhold til clozapin alene.

Blandt de 10 mest effektive behandlingsstrategier (i forhold til ingen behandling) var clozapin den eneste monoterapi. Efter clozapin kombineret med aripiprazol, var depot behandling med antipsykotika kombineret med olanzapin, clozapin kombineret med olanzapin og clozapin monoterapi de mest effektive behandlinger.

Forfatterne påpeger, at de nuværende kliniske retningslinjer anbefaler, at man forsøger at undgå polyfarmaci.

"Disse anbefalinger afspejler nyere højkvalitetsstudier vedrørende den akutte behandling", skriver de. "Men vores resultater peger på, at polyfarmaci kan være bedre end monoterapi i den vedligeholdelsesbehandling, som ikke er undersøgt i randomiserede undersøgelser".

De konkluderer, at de kliniske retningslinjer bør ændres, så de ikke længere fraråder polyfarmaci til vedligeholdelsesbehandling af skizofreni.


Redaktør