Behandling af depression med escitalopram efter myokardieinfarkt beskytter mod hjertesygdom

​Patienter med akut koronarsyndrom og depression, som får behandling med escitalopram i seks måneder, har en lavere risiko for nyt myokardieinfarkt i op til 8 år.

​Konklusionen er fra en dobbeltblindet undersøgelse publiceret i JAMA (Journal of the American Medical Association). 

Jae-Min Kim, fra Chonnam National University, Sydkorea, og kollegaer rekrutterede 300 patienter med akut koronarsyndrom og depression. De var i gennemsnit 60 år gamle, og 40% af dem var kvinder.

Deltagerne blev randomiseret til enten placebo eller escitalopram i fleksible doseringer fra 5 mg til 20 mg. Patienterne fik behandlingen i 24 uger.

Efter en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 8 år havde patienterne i escitalopram-gruppen en 30% lavere risiko for det kombinerede effektmål med 3 komponenter: mortalitet, myokardieinfarkt og perkutan koronarintervention (hazard ratio: 0,69; 95% CI: 0,49-0,96; p = 0,03).

Den beskyttende effekt blev især drevet af en lavere risiko for myokardieinfarkt, som blev næsten halveret i escitalopram-gruppen (hazard ratio: 0,54; 95% CI,: 0,27-0,96; p = 0,04).

Forfatterne konkluderer, at escitalopram har en beskyttende effekt hos denne patientgruppe - men også at mere forskning er nødvendig, idet resultaterne stammer fra et enkelt hospital og antallet af patienter er relativt lavt.


Redaktør