Betablokkere har muligvis en beskyttende effekt mod depression

Betablokkere nedsætter risikoen for depression hos patienter med hjerteproblemer, viser ny undersøgelse. Risikoreduktionen er større jo højere dosering af betablokkere.

​​​

Resultaterne blev publiceret i Journal of Affective Disorders.

Ifølge førsteforfatteren Linda Battes, fra Erasmus Medical Center Rotterdam, i Holland, har der længe været bekymring for, om betablokkere kan føre til depressive symptomer. ”Men der er modstridende evidens om emnet”, skriver hun. ​​

For at afklare spørgsmålet identificerede hun og kollegaer 685 patienter, der fik foretaget en ballon udvidelse i hjertekar (perkutan koronar intervention, PCI) på grund af hjertesygdom.​

Depressive symptomer blev vurderet ved hjælp af en valideret skala, Hospital Anxiety and Depression Scale (HADS) – både en måned og 12 måneder efter PCI. Oplysninger vedrørende ordinationer af betablokkere blev indhentet fra journalnotater. ​​

I alt var 68% af patienterne i betablokkerbehandling ved den første vurdering.

I den første måned efter PCI var der ingen signifikant association mellem betablokkerbehandling og depressive symptomer (odds ratio: 0,82; CI: 0,53-1,26). 

Men efter 12 måneder blev betablokkerbehandlingen associeret med en risikoreduktion på 49% i depressive symptomer (odds ratio: 0,51; CI: 0,31-0,84).

Forskerne fandt endvidere, at størrelsen af effekten var afhængig af doseringen, således at risikoreduktionen var op mod 58% (CI: 0,24-0,76) blandt de patienter, der var i behandling med de høje doseringer (minimum 25% af maksimal anbefalet dosis; for fx metoprolol var maksimal dosering 400 mg dagligt). ​​

Forskerne kontrollerede analyserne for andre typer hjertemedicin men ikke for antidepressiva. ”Vi havde desværre ingen oplysninger omkring antidepressiv behandling”, skriver de. ​

Ifølge forfatterne er det første gang, at man finder, at betablokkere har en beskyttende effekt mod depression i denne patientgruppe. Derfor anbefaler de, at resultaterne bekræftes i andre studier.

Redaktør