Bipolar type II depression kan behandles med venlafaxin i monoterapi

​Depression hos patienter med bipolar affektiv sindslidelse type II kan behandles med det antidepressive præparat venlafaxin i monoterapi uden øget risiko for switch til hypomani. Behandlingen er mere effektiv end monoterapi med lithium.

Konklusionerne er fra en randomiseret undersøgelse publiceret i British Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Jay Amsterdam, fra University of Pennsylvania, Philadelphia, er det velkendt, at monoterapi med antidepressiva er forbundet med switch til maniske episoder ved behandling af depression hos patienter med bipolar affektiv lidelse type I.

Derudover, tilføjer han, er der evidens for øget risiko for switch til maniske episoder, fra undersøgelser med en blandet patientgruppe, der inkluderede både bipolare type I og type II samt patienter med skizoaffektiv lidelse.

"Men kontrollerede undersøgelser med antidepressiv monoterapi ved bipolar type II depression viste god effektivitet og lav risiko for switch til maniske symptomer", skriver han.

I den nuværende undersøgelse blev der rekrutteret 129 bipolar type 2 patienter. De blev randomiseret til 12 ugers behandling med enten lithium eller venlafaxin.

Andelen af patienter der opnåede en respons (lindring på mindst 50% i Hamiltonscore) var 68% i venlafaxingruppen, signifikant flere end de 34% i lithiumgruppen.

Der var ligeledes højere remissionsrate i venlafaxingruppen (59% vs. 28%).

"Ingen statistisk signifikante eller klinisk relevante forskelle på hypomaniske symptomer blev observeret grupperne imellem", skriver forskerne.

De vurderer dog, at resultaterne bør bekræftes i større studier.

Redaktør