Blod fra museunger behandler dårlig kognition hos ældre mus

Tilførslen af blod fra unger standser aldersrelateret kognitiv nedsættelse og fremmer bedre kognition. Bedringen kan endvidere ses på celle-niveau, hvor eksponering til blodet øger den synaptiske plasticitet i hippocampus – i hvert fald hos mus.

​​​​​​

Konklusionerne er fra en artikel publiceret i Nature Medicine.

”Hos både mennesker og mus er hippocampus særlig sårbar over for aldring”, skriver førsteforfatteren Saul Villeda, fra University of California, i San Francisco, USA. ​

Ifølge ​ham er aldringen associeret med en nedregulering af de gener, der relaterer til cellernes plasticitet, til en reduktion af spine-densitet (udløbere i neuronernes dendritter) samt til en reduktion i kognitive funktioner.​​

I studiet gennemførte forskerne en række eksperimenter med mus.

Initialt udførte de en kirurgisk procedure, hvor det cirkulatoriske system hos en ældre mus blev forbundet med det cirkulatoriske system fra en yngre mus.​​ ​​​​Derefter undersøgte de ved hjælp af microarray teknologien en række genetiske ekspressioner. De identificerede ændringer i generne relaterede til synaptisk plasticitet i hippocampus på den ældre mus. ​

Endvidere undersøgte de ændringer i cellernes struktur – og fandt, at netop spine-densiteten i de ældre celler blev øget.​​​

Efterfølgende – og med en ny gruppe mus – indsprøjtede forskerne plasma fra yngre mus i ældre mus, for at vurdere effekten på de ældre mus´ kognition. De plasmabehandlede ældre mus viste en bedring i indlæring og hukommelse ved konventionelle kognitive tests – og præstationen var på niveau med de yngre mus.​

I en ledsagende kommentar til artiklen, skriver Steven Paul, fra Weill Cornell Medical College, i New York, at resultaterne peger på, at der er cirkulerende faktorer i blodet hos yngre mus, der kan bedre de synaptiske og kognitive deficit hos ældre mus.​

”Potentielt kan identificeringen af disse faktorer bruges til udvikling af nye præparater til behandling af kognitiv reduktion hos raske ældre mennesker eller hos mennesker med aldersrelaterede sygdomme såsom Alzheimers sygdom”, konkluderer han.

Redaktør