Børn og unge i antipsykotisk behandling har øget risiko for diabetes

Børn helt ned til seks år, som er i behandling med et af de nyere antipsykotika, har en tredobbelt risiko for at udvikle diabetes mellitus type 2 i forhold til børn, der ikke er i behandling med antipsykotika. Den øgede risiko forbliver signifikant op til et år efter behandlingsophør.

​​​

Konklusionen er fra en registerundersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.​

Ifølge William Bobo, fra Vanderbilt University, i Nashville, USA, er der sket en stigning i antallet af indikationer til antipsykotisk behandling i denne patientgruppe. ”[Før] var skizofreni og andre psykotiske tilstande de primære indikationer [...], nu anvendes de til bipolar sindslidelse, affektive lidelser og adfærdssymptomer, som nu svarer til hovedparten af ordinationerne”, skriver han.​

Forskerne analyserede data vedrørende 29.000 børn og unge, der startede antipsykotisk behandling, samt 14.000 kontrolbørn. Børn der fik antipsykotika på grund af skizofreni, organiske psykoser, autisme, mental retardering eller Tourette syndrom blev ikke inkluderet i studiet.​​

De mest anvendte antipsykotika var i følgende rækkefølge: risperidon, quetiapin, aripiprazol, olanzapin og ziprasidon. ​​

Forskerne fandt, at risikoen for diabetes var fordoblet allerede efter det første års behandling (hazard ratio: 2,49). Generelt var behandling med antipsykotika forbundet med en tredobling af risikoen (hazard ratio: 3,03).​

Stigningen i risiko for diabetes var forbundet med hver eneste af de undersøgte antipsykotika, og forblev signifikant i mindst et år efter behandlingsophør.​

Behandling med antipsykotika var ikke forbundet med en øget risiko for diabetes mellitus type 1.

Redaktør