Buprenorphin-naloxon er effektivt mod afhængighed af lægeordinerede morfikapræparater

Kombinationen buprenorphin-naloxon reducerer forbruget af morfika hos patienter, der er afhængige af lægeordinerede morfikapræparater; rådgivning påvirker ikke behandlingsvirkning, og risikoen for tilbagefald er stor efter behandlingsophør.​

​Konklusionerne er fra den første randomiserede undersøgelse, der undersøger behandlingen af denne patientgruppe.

​​​

Resultaterne blev publiceret i Archives of General Psychiatry.​​​

Ifølge Roger Weiss, fra Harvard Medical School, i Boston, er stort set alle undersøgelser om opioidafhængighed baseret på personer, der er afhængige af heroin eller metadon.​​​

”Det er uvist, om resultaterne fra disse undersøgelser kan anvendes på personer, der er blevet afhængige af lægeordinerede morfika præparater”, skriver han.   ​

I studiet blev der på ti behandlingscentre i USA rekrutteret 653 personer, der søgte behandling mod afhængighed af lægeordinerede morfikapræparater.  

I en første fase fik alle patienter to ugers behandling med buprenorphin-naloxon, efterfulgt af to ugers nedtrapning og en otte ugers observationsperiode. ​Patienterne blev endvidere randomiseret til enten at modtage eller ikke modtage rådgivning vedrørende opioidafhængighed.​

Efterfølgende indgik alle de patienter, der ikke nåede det primære effektmål (intet eller næsten intet forbrug af morfika), i studiets anden fase. Her fik de 12 ugers behandling med buprenorphin-naloxon, fire ugers nedtrapning og otte ugers observation. Igen blev de randomiseret til enten at modtage eller ikke modtage rådgivning vedrørende opioidafhængighed.​​

I studiets første fase nåede kun 6,6% af patienterne det primære effektmål, og der var ingen forskelle på succesraterne grupperne i mellem.​

Efter den aktive behandling i fase 2 (dvs. efter 12 ugers behandling) nåede 49,7% det primære effektmål; rådgivning havde igen ingen betydning på succesraterne. Men efter nedtrapningen og observationsperioden faldt andelen af patienter, der ikke var afhængige af morfika til 8,6%.

De mest almindelige bivirkninger var hovedpine, forstoppelse og søvnløshed. Blandt de alvorlige bivirkninger var indlæggelseskrævende depression den hyppigste (fem tilfælde i alt; alle efter nedtrapningen af behandlingen).

Ifølge forfatterne betyder resultaterne, at morfika afhængighed kan behandles i den primære sektor – men mere forskning er nødvendig for at afklare hvor længe behandlingen bør vare.

Redaktør