Cigaretrygning associeres med øget risiko for psykose

​Den første undersøgelse, der prospektivt har fulgt en stor gruppe mennesker, og som har taget højde for deres psykotiske oplevelser i ungdommen, viser, at risikoen for udvikling af psykose i voksenalderen er tre gange højere for rygere end for ikke- rygere.

​Konklusionen er fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.

Ifølge førsteforfatteren Antti Mustonen, fra University of Oulu, Finland, er det velkendt, at personer med psykotiske lidelser har større forbrug af tobak end baggrundsbefolkningen, men dette er normalt blevet betragtet som en følge af tilstanden, ikke som en årsag.

"Selvom der er enkelte studier, der har undersøgt den tidsmæssige association mellem tobaksrygning og udvikling af psykose, har ingen af dem taget højde for forudbestående psykotiske oplevelser", skriver forfatteren. Ifølge ham, har dette forhindret muligheden for at konkludere noget om årsagssammenhæng i associationen.

I nuværende studie fulgte forskerne 6.081 personer, som er inkluderet i en stor befolkningsundersøgelse i Finland. De er alle født i 1986, og der er i årenes løb indsamlet en stor mængde data.

Da deltagerne var 15-16 år gamle udfyldte de et spørgeskema til screening for psykotiske eller mulige psykotiske symptomer (PROD-screen), som består af 12 spørgsmål; tre positive svar blev af forfatterne betragtet som cutt-off til psykotiske oplevelser.

Forfatterne havde også indsamlet data vedrørende tobaksrygning og forbrug af andre psykoaktive stoffer, herunder cannabis. Data vedrørende psykose og misbrug hos forældrene samt socioøkonomiske faktorer blev også indsamlet.

Forfatterne har derefter undersøgt i nationale registre, hvorvidt disse personer fik stillet en diagnose, der var forenelig med psykotiske oplevelser, indtil deltagerne var 30 år gamle.

I forhold til ikke-rygere havde de deltagere, der røg mindst 10 cigaretter om dagen en 3 gange større risiko for psykose inden de var 30 år gamle (hazard ratio: 2,87).

Forskerne fandt også, at associationen er dosis-afhængig: jo flere cigaretter deltagerne røg dagligt, jo større risiko for psykoseudvikling.

Derudover fandt forskerne, at de deltagere, der startede med at ryge i en tidlig alder (13 år eller yngre) havde en dobbelt så stor risiko for psykose i forhold til dem, der startede senere (14 år eller ældre).

"Undersøgelsen giver formentlig den hidtil bedste evidens for, at selvmedicinering [...] ikke kan forklare sammenhængen [mellem tobaksrygning og psykose]", skriver James MacCabe, fra Kings College, London, i en ledsagende leder.


Redaktør