Clozapin associeres med færre indlæggelser og mindre polyfarmaci

​Patienter med behandlingsrefraktær skizofreni, der behandles med clozapin, har færre indlæggelser og mindre risiko for behandlingsophør og for polyfarmaci, i forhold til dem, der behandles med andre antipsykotika. Risikoen for metaboliske bivirkninger er dog større.

​Konklusionen stammer fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Scott Stroup, fra Columbia University, i New York, har tidligere undersøgelser vist, at clozapin er mere effektivt end andre antipsykotika, men undersøgelserne er blevet gennemført under kontrollerede videnskabelige rammer, som ikke afspejler den almindelige hverdagsklinisk praksis.

"Der hersker fortsat betydelig usikkerhed om, hvor effektivt clozapin er i forhold til andre antipsykotika i hverdagsklinisk praksis", skriver forfatteren.

I studiet identificerede forskerne personer med behandlingsresistent skizofreni, der fik iværksat behandling med enten clozapin eller et andet antipsykotikum, i USA i perioden mellem 2001 og 2009. Oplysninger blev trukket fra landsdækkende databaser.

Behandlingsresistens blev defineret som blandt andet en indlæggelse samt behandling med mindst to forskellige antipsykotika i det forudgående år.

Forskerne identificerede 3.123 personer i hver gruppe (clozapin vs. andre antipsykotika).

De patienter der fik ordineret clozapin havde en cirka 20% lavere risiko for indlæggelse, i forhold til dem, der fik ordineret et andet antipsykotikum (hazard ratio: 0,78).

De havde også en lavere risiko for behandlingsophør (hazard ratio; 0,60) og for polyfarmaci (hazard ratio: 0,76).

Forskerne fandt ingen signifikante forskelle på mortalitetsrisikoen.

Til gengæld havde clozapinbehandlede patienter øget risiko for diabetes (2,8% vs. 1,4%) og hyperlipidæmi (12,9% vs. 8,5%). 

Forfatterne konkluderer, at resultaterne understøtter en bredere anvendelse af clozapin, såfremt man er opmærksom på monitorering og forebyggelse af bivirkninger. 

Redaktør