Dialektisk adfærdsterapi reducerer selvmordsadfærd

​Dialektisk adfærdsterapi (DAT) reducerer risikoen for selvmords- og selvskadende adfærd hos teenagepiger, der opfylder mindst nogle af kriterierne for en borderline personlighedsforstyrrelse.

​Konklusionen er fra en randomiseret undersøgelse publiceret i JAMA Psychiatry.

Førsteforfatteren Elizabeth McCauley, fra University of Washington, Seattle, og kollegaer rekrutterede 173 deltagere til undersøgelsen, i alderen 12 til 18 år (gennemsnitsalder: 15 år). Hovedparten var piger (95%).

Alle havde haft mindst et tidligere selvmordsforsøg, øgede selvmordstanker gennem den sidste måned (målt ved hjælp af Suicidal Ideation Questionnaire Junior), mindst tre tidligere selvskadende episoder samt mindst tre kriterier for diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse.

Personer med psykose, mani og anoreksi blev ikke inkluderet.

Deltagerne blev randomiseret til enten DAT eller støttende terapi. Begge behandlingsarme omfattede ugentlige gruppe- og individuelle sessioner samt kontakt til deltagernes forældre efter behov.

Behandlingen varede seks måneder.

I perioden var DAT mere effektivt til at reducere selvmordsadfærd: 90% havde ingen selvmordsadfærd, mod 80% i kontrolgruppen (odds ratio: 0,30). Dette svarer til et number needed to treat på 8.

En deltager i kontrolgruppen gennemførte selvmord.

DAT var også mere effektivt til at holde deltagerne uden anden selvskadende adfærd (odds ratio: 0,32).

Effekten varede dog ikke ved efter behandlingsophør, således at den mistede den statistiske signifikans efter seks måneder og op til den sidste vurdering efter et år.

Forfatterne observerer også, at patienterne i DAT-gruppen deltog i flere gruppe- og individuelle sessioner end dem i kontrolgruppen, og de forblev i behandling i længere tid.

I en ledsagende kommentar vurderer Poul Oliver, fra University of Cambridge, Storbritannien, at det faktum, at patienterne i kontrolgruppen deltog i færre sessioner, kan have haft en betydning for resultaterne, og at de færre sessioner samtidig kan have haft en relativ stor effekt. "Denne type støttende terapi kan muligvis være en både billigere og mere kosteffektiv behandling [end DAT]".

Men han konkluderer, at "der nu er 2 randomiserede undersøgelser, der viser, at DAT er effektivt til at reducere selvskadende adfærd hos teenagepiger med begyndende borderline personlighedsforstyrrelse".


Redaktør