Effekten af kognitiv terapi på personlighedsforstyrrelse forsvinder med årene

Personer med borderline personlighedsforstyrrelse, som får kognitiv terapi i et år, har en reduceret risiko for selvmordsforsøg i det efterfølgende år, men ikke efter seks år, i forhold til dem, der bliver behandlet uden kognitiv terapi. ​

Dette konkluderer en langtidsopfølgning på et randomiseret forsøg, som vurderede en række kliniske og økonomiske effektmål efter et års kognitivterapi.

​​​

Resultaterne blev publiceret i British Journal of Psychiatry.

Kate Davidson, fra University of Glasgow, i Storbritannien, og kollegaer kontaktede deltagerne fra en randomiseret undersøgelse, BOSCOT (Borderline Personality Disorder Study of Cognitive Therapy)-studiet, der allerede var blevet publiceret.

I det oprindelige studie, blev 106 patienter med borderline personlighedsforstyrrelse randomiseret til enten 30 sessioner individuel kognitiv terapi i løbet af et år eller konventionel behandling uden kognitiv terapi.

”I året efter behandlingen, var kognitiv terapi for personlighedsforstyrrelser bedre end konventionel behandling i forhold til reduktion af selvmordshandlinger”, skriver forfatterne.

Interventionen var i denne periode dog ikke signifikant bedre for det kombinerede effektmål af selvskadende adfærd, indlæggelser eller skadestuebesøg.

I opfølgningen lykkedes det forfatterne at interviewe 76 af de 106 oprindelige deltagere. De anvendte et valideret interview (Structured Clinical Interview for DSM–IV Axis II Personality Disorders; SCID–II) til vurdering af deltagernes tilstand.

Selvom patienterne i interventionsgruppen i de efterfølgende fem år i gennemsnit havde haft 1,26 selvmordsforsøg færre end kontrolpatienterne, var denne forskel ikke statistisk signifikant (3,03 forsøg vs. 1,88 forsøg; CI: - 0,06 – 2,58; p = 0,061).

Der var heller ikke nogen statistisk signifikant forskel på andelen af de patienter, som forsøgte selvmord i perioden (56% i interventionsgruppen vs. 73% i kontrolgruppen; p = 0,13).

Der var endvidere ingen signifikante forskelle grupperne imellem på andre kliniske effektmål, såsom depression, angst, sociale evner og livskvalitet.

Omkostningsmæssigt viste interventionen med kognitiv terapi sig at være forbundet med et mindre forbrug af ressourcer end konventionel behandling, men forskellen mistede sin statistiske signifikans efter den nødvendige justering for variationer mellem grupperne.

Fem år efter behandlingen opfyldte 54% af patienterne ikke længere kriterierne for diagnose af en personlighedsforstyrrelse af bordeline type.

”Det forstærker evidensen for, at borderline personlighedsforstyrrelse har et bedre forløb end tidligere opfattet”, konkluderer forskerne.

I analysen af sygdomsforløbet har forfatterne dog ikke taget hensyn til de 30 patienter (ud af de oprindelige 106 patienter), som de ikke kunne interviewe.

Redaktør