Elektrokonvulsiv terapi er effektiv ved bipolar depression

Elektrokonvulsiv terapi (ECT) anvendt ved bipolar depression er lige så effektiv som ved unipolar depression.

​​​

Konklusionen er fra en metaanalyse publiceret i Bipolar Disorders. ​

Ifølge førsteforfatteren Bram Dierckx, fra Erasmus Medical Center, i Rotterdam, Holland, er der vigtige forskelle på effektiviteten af behandlingen af henholdsvis bipolar og unipolar depression. ​​

”Behandlingsresponsen for antidepressiv medicin ved bipolar depression er skuffende”, skriver forfatterne. ​

Ifølge dem, har det hidtil været uklart, om der er forskel på, hvor effektiv ECT er på de to type depressioner. ​

I metaanalysen identificerede forfatterne seks observationelle studier, hvor det ene var en retrospektiv indsamling af data og de øvrige fem var prospektive undersøgelser. Der blev ikke inkluderet randomiserede undersøgelser.​​

​Studierne inkluderede i alt 790 patienter med unipolar depression og 316 patienter med bipolar depression, der alle blev behandlet med ECT. ​​

Inden behandlingerne var der var ingen forskel på sværhedsgraden af de depressive symptomer imellem de to grupper patienter. Der forelå ikke oplysninger om forskellen på hyppigheden af psykotiske symptomer. ​​​

Det primære effektmål var remissionsraten, der blev defineret som en score på syv eller mindre på Hamilton Depressionsskalaen (HAM-D) med 17 items eller på ti eller mindre på HAM-D med 24 items. ​​

Patienterne med unipolar depression havde en remissionsrate på 50,9% efter ECT-behandlingen, mens patienterne med bipolar depression havde en remissionsrate på 53,2%. ​

Det betyder, at ECT var lige effektivt ved de to typer depressioner (odds ratio: 1,08; IC: 0,75-1,57). ​

Der var ikke oplysninger nok til at bestemme, hvor mange ECT-behandlinger, der var nødvendige for at opnå remission. ​​

”Remissionsraterne er opmuntrende, især for bipolar depression, idet denne type depression tit er relativt behandlingsresistent”, konkluderer forfatterne.

Redaktør