Enkelt tal hjælper ved valg af medicin til bipolare

Et enkelt tal – polarity index – giver en pegefinger når der skal vælges præparat til vedligeholdelsesbehandling af patienter med bipolar sygdom.

​​​

Konklusionen er fra en artikel publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica.​​

Ifølge Eduard Vieta, fra University of Barcelona, er den dominerende polaritet en vigtig faktor til at forudse risikoen for nye sygdomsepisoder. Den dominerende polaritet defineres som mindst dobbelt så mange episoder ved en af sygdommens poler (mani eller depression) i forhold til den anden pol.​

Forskerne udviklede et indeks (polarity index, PI) til de forskellige præparater, der anvendes til vedligeholdelsesbehandling af bipolar sygdom. Indekset er baseret på stoffernes effektivitet (number needed to treat) og angiver, hvor effektive de er til vedligeholdelsesbehandling af mani henholdsvis depression. ​

PI over 1 indikerer en stærk antimanisk effekt i forhold til den antidepressive effekt, mens PI under 1 peger på, at den forebyggende antidepressive effekt er størst. PI på 1 indikerer, at stoffet forbygger mani og depression lige godt.​​

PI for risperidon er således beregnet til 12,09, mens PI for aripiprazol, ziprasidon og olanzapin er 4,38, 3,91 hhv. 2,98. Litiums PI er 1,39 og quetiapins er 1,14. Lamotrigin har PI på 0,40.​​

Forskerne undersøgte derefter PI for de præparater, der blev givet som vedligeholdelsesbehandling til 257 bipolare patienter med en klar dominerende polaritet. Alle patienter var i behandling på et højt specialiseret center. ​​Behandlingerne blev valgt af centrets forskellige behandlere uden hensyn til PI, men på baggrund af evidensbaserede retningslinjer og forskningsresultater.

De fandt, at den farmakologiske behandling af de patienter, der havde en klar manisk overvejende polaritet, havde en signifikant højere PI end dem, der havde overvejende depressiv polaritet. ​​

Forfatterne konkluderer, at PI kan være en hjælp ved vurdering af behandlingen af bipolare patienter med en klar overvejende polaritet.

Redaktør