Escitalopram alene er lige så effektivt som kombinationsbehandling

Behandling af vedvarende moderat til svær depression med escitalopram alene er lige så effektivt som behandling med en kombination af escitalopram og et andet antidepressivum eller af to helt andre antidepressiva – både på kort og på lang sigt.

​​​

Det konkluderer en randomiseret og enkeltblindet undersøgelse publiceret i American Journal of Psychiatry.

”Vurderingen af kombinationsbehandling med antidepressiva som førstevalgs terapi er mangelfuld”, skriver forfatteren Madhukar Triverdi, University of Texas Southwestern Medical Center, i Dallas, USA.

Sammen med kollegaer fra studiet Combining Medications to Enhance Depression Outcomes (CO-MED), rekrutterede han fra 15 centre i USA 665 patienter med vedvarende depressive symptomer af mindst moderat grad (kronisk eller recidiverende depression ved DSM-IV-TR, det amerikanske klassifikationssystem). Ingen af patienterne havde psykotiske symptomer.

Patienterne blev randomiseret til en af tre behandlingsgrupper: escitalopram (op til 20 mg dagligt) og placebo; escitalopram og bupropion (op til 400 mg dagligt); eller venlafaxin (op til 300 mg dagligt) og mirtazapin (op til 45 mg dagligt). Patienterne vidste ikke i hvilken gruppe de befandt sig.

Ved randomiseringen var deres gennemsnitlige Hamilton Depressionsskala score på 24 og en Quick Inventory of Depressive Symptomatology – Self-Report (QIDS-SR) på 16. Cirka 10% havde forsøgt selvmord mindst en gang, og 40% havde været syge siden de var 18 år gamle. Gennemsnitsalderen var 43 år.

Efter 12 ugers behandling var der ingen forskel grupperne imellem på det primære effektmål, defineret som remission på to konsekutive QIDS-SR målinger: remissionsraterne var mellem 38-40% i grupperne; responsraterne var ca. 52% i alle grupperne.

Efter syv måneder var der heller ingen forskel på remissions- og responsraterne (42-47% hhv. 57-59%).

Den gennemsnitlige dosis for escitalopram var ca. 20 mg dagligt i monoterapigruppen og 13 mg dagligt i kombinationsgruppen; for venlafaxin var dosis ca. 200 mg dagligt; og for mirtazapin var dosis 20 mg dagligt.

Generelt var der heller ingen forskel på livskvalitet og funktionsniveau mellem grupperne.

Kombinationen venlafaxin-mirtazapin var forbundet med en højere bivirkningsrate.

Forfatterne observerer, at resultaterne kan være begrænsede til de anvendte doseringer.

Redaktør