Fødselspsykose kan være en selvstændig diagnostisk kategori

​Metaanalyse med 16 års opfølgningsperiode viser, at over 40% af kvinder med en fødselspsykose ikke oplever flere psykotiske eller maniske episoder uden for den perinatale periode. Forskerne foreslår, at det drejer sig om en selvstændig diagnose.

​Konklusionen er fra en artikel publiceret i Journal of Clinical Psychiatry.

Ifølge førsteforfatteren Janneke Gilden, fra Erasmus Medical Center Rotterdam, omfatter begrebet fødselspsykose både mani, psykose, psykotisk depression eller en blandingstilstand, alle med et akut præg med svære og hovedsageligt affektive symptomer. En fødselspsykose opstår typisk mellem 3 og 10 dage efter fødslen.

"For nogle af kvinderne svarer en første fødselspsykose til den første episode af en bipolar lidelse, som betragtes som en livslang tilstand", skriver hun.

I metaanalysen identificerede forfatteren, sammen med kollegaer fra Danmark og USA, 6 artikler med data vedrørende 645 kvinder, som oplevede en første psykotisk eller manisk episode i op til et år efter en fødsel.

Ud af disse 645 kvinder oplevede 36,0% ingen andre "psykiatriske episoder" (psykose eller psykiatrisk indlæggelse) i en opfølgningsperiode på 16 år. Derudover oplevede 6,1% en ny fødselspsykose ved senere fødsler, men ikke psykiatriske episoder uden for den perinatale periode.

De 2 grupper tilsammen svarer, efter statistisk bearbejdelse, til en andel på 43,5% som kun oplever disse sværere psykiske symptomer i forbindelse med en fødsel. De vurderer, at "en ny diagnostisk kategori kan være mere hensigtsmæssig for disse kvinder".

De øvrige kvinder havde mindst en psykiatrisk episode uden for en fødselsperiode. "For disse kvinder var fødslen den første episode af en psykiatrisk lidelse med et sværere forløb", skriver forfatterne.

På grund af risikoen for en ny fødselspsykose efter den første fødselspsykose, anbefaler de en forebyggende strategi ved efterfølgende graviditeter. "En af de mest effektive interventioner hidtil identificeret er opstart af forebyggende farmakoterapi, gerne med lithium på fødslens dag", skriver de.  


Redaktør