Fem psykiatriske afdelinger i England afprøver kropsbårne kameraer

​Et pilotprojekt gennemført på fem psykiatriske afdelinger i England viser, at små videokameraer båret af afdelingens personale er acceptabelt for både personalet og patienterne. Projektets natur giver dog ikke mulighed for at vurdere, om kameraerne har en effekt på reduktionen af tilspidsede situationer eller voldsepisoder.

​Resultaterne blev publiceret i Mental health in family medicine.

I studiet blev der anvendt 12 kameraer, som kunne tændes, hver gang personalet vurderede, at det drejede sig om, eller der var optakt til, en tilspidset eller voldelig hændelse. Hvis det blev vurderet, at optagelsen kunne medføre en forværring af situationen, skulle personalet derefter registrere og begrunde dette.

Patienterne var alle i forvejen informeret om forsøget, og personalet blev også instrueret om, at advisere patienterne hver gang, kameraet blev tændt. Der var i alt 64 patienter på afdelingerne i de tre måneder projektet varede.

Forfatterne gennemførte en række undersøgelser af, hvordan kameraerne blev opfattet af både personalet og patienterne.

Efter afprøvningen konkluderede forfatterne, at både patienterne og personalet vurderede, at kameraerne havde en gavnlig effekt. Blandt patienterne vurderede 68%, at kameraerne påvirkede personalets adfærd, og 63% af patienterne mente, at de påvirkede patienternes adfærd. Af fordele vurderede både patienterne, at kameraerne bidrog til øget sikkerhed for alle, bedre behandling og afklaring af situationer, hvor der kunne være urimelige anklager.

I forhold til året før, faldt antallet af voldelige hændelser i nogle af afdelingerne, mens det steg i andre.

Forfatterne forklarer, at forsøgets mål og natur ikke er egnet til at vurdere effekten på antallet af voldelige hændelser og anvendelse af tvang – hvilket vil kræve en anden form for design og længere opfølgningsperiode. 


Redaktør