Folat-mangel i hjernen kan forklare behandlingsresistent depression

​Folat-mangel i hjernen, på trods af normal folat-koncentration i blodet, er associeret med behandlingsresistent depression. Korrektion af folat-manglen med folinsyre førte til lindring eller remission af depressive symptomer. Andre metaboliske problemer kan være impliceret i udviklingen af depression.

​Konklusionerne er fra en artikel publiceret i American Journal of Psychiatry.

Førsteforfatteren Lisa Pan, fra University of Pittsburgh, USA, og kollegaer har tidligere rapporteret om en patient med svær og behandlingsrefraktær depression, som havde en defekt i syntesen af tetrahydrobiopterin - og som responderede på behandlingen med den syntetiske analog sapropterin (som i øvrigt bruges til behandling af hyperfenylalaninæmi).

"Vores hypotese var, at metaboliske problemer ville være hyppigere hos personer med behandlingsresistent depression i forhold til raske kontrolpersoner", skriver forfatterne.

I nærværende studie rekrutterede forfatterne 33 personer med behandlingsrefraktær depression og 16 raske kontrolpersoner.

De undersøgte en række metabolitter i spinalvæske, blod og urin, og der blev foretaget genetiske analyser.

De fandt, at 21 ud af de 33 patienter havde metaboliske defekter, mod ingen af de raske kontrolpersoner.

Den hyppigste defekt var folat mangel i hjernen, på trods af normal folat koncentration i blodet - denne defekt var til stede hos 33% af patienterne (n = 12). En af disse 12 patienter havde også mangel på tetrahydrobiopterin metabolitter i spinalvæsken. De øvrige patienter havde i alt 5 andre metabolismedefekter.

Alle patienterne med folat mangel fik behandling med folinsyre (1-2 mg/kg om dagen) i mindst seks uger (og op til 79 uger) - mens de fortsatte med deres vanlige antidepressive behandling. Den patient, der havde en defekt i tetrahydrobiopterin metabolismen, blev også behandlet med sapropterin (20 mg/k om dagen).

Forskerne havde opfølgningsdata på 10 af de 12 patienter. Den gennemsnitlige score på Beck Depression Inventory faldt fra 31 til 11, og fire af patienterne kom i remission.

"Prævalensen af folat mangel i hjernen i denne gruppe patienter med behandlingsresistent depression er slående", skriver Sanjay Mathew, fra VA Medical Center, i Houston, USA.

Forskerne vurderer, at behandling med folinsyre (men ikke med l-methylfolat eller folsyre) kan være indikeret, så længe man kan konstatere mangel på folat i hjernen. 

Redaktør