Forskellige typer antidepressiva er forbundet med varierende selvmordsrater

​Risiko for selvmord, selvmordshandlinger eller selvskadende adfærd hos depressive voksne behandlet med en selektiv serotoningenoptagshæmmer (SSRI), er den samme som hos personer behandlet med de ældre tricykliske antidepressiva (TCA). Mirtazapin og venlafaxin er forbundet med de højeste risici.

Konklusionerne stammer fra en artikel publiceret i British Medical Journal.

 

Ifølge førsteforfatteren Carol Coupland, fra University of Nottingham, UK, pegede en tidligere metaanalyse på, at antidepressiv behandling ikke var forbundet med øget selvmordsadfærd hos voksne (25-64 år). "Den pegede endvidere på, at de forskellige antidepressiva kunne være forbundet med forskellige risici for selvmordsadfærd", skriver hun.


I nuværende undersøgelse inkluderede forskere data vedrørende 209.476 patienter med depression, som blev behandlet i den primære sektor over en fem års periode. Der blev inkluderet voksne patienter i alderen 20 til 64 år med en førstegangs depressionsdiagnose.

 

Patienterne blev behandlet i 221 dage i gennemsnit. I perioden blev der registreret 198 selvmord samt 5.243 selvmordsforsøg eller selvskadende handlinger.

 

Forskerne fandt ingen signifikante forskelle på raterne af selvmord hos patienter, der blev behandlet med en TCA i forhold til dem, der blev behandlet med en SSRI. Raterne var dog signifikant højere blandt dem, der var i behandling med venlafaxin (hazard ratio: 2,23) og mirtazapin (hazard ratio: 3,70).

 

De absolutte risici var dog lave: 0,02% for amitriptylin og 0,19% for mirtazapin.

 

Risikoen for selvmordsforsøg og selvskadende adfærd fulgte det samme mønster forhold til de forskellige antidepressiva som risikoen for selvmord.

 

Forskerne fandt endvidere, at selvmordsraterne var højst i de første 28 dage efter behandlingsstart samt efter behandlingsophør.

 

"De øgede rater i de første 28 dage efter behandlingsstart og -ophør understreger behovet for omhyggelig monitorering af patienterne i disse perioder", konkluderer de.​

Redaktør