Gabapentin er effektivt mod alkoholmisbrug

Det antiepileptiske præparat gabapentin er effektivt til behandling af alkoholafhængighedssyndrom.

​​​

Konklusionen stammer fra en randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblindet undersøgelse publiceret i JAMA Internal Medicine.​

Ifølge førsteforfatteren Barbara Mason, fra Scripps Research Institute, i La Jolla, Californien, er den tidlige fase af abstinensperioden – en af de største forhindringer for et vellykket ophør med alkoholoverforbrug – associeret med en aktivering af stresssystemet i amygdala.​​

”Gabapentin normaliserer denne stress-inducerede aktivering [...], der er associeret med alkoholafhængighed”, skriver hun.​​

I studiet rekrutterede forskerne 150 personer med alkoholmisbrug. De blev randomiseret til enten placebo, 900 mg gabapentin dagligt eller 1.800 mg gabapentin dagligt. Alle fik også vejledning om ophør af alkoholmisbruget.​​

Det primære effektmål var raterne af totalt ophør med alkoholindtag og reduktion af stort dagligt alkoholforbrug – defineret som mindst fire genstande dagligt for kvinder og fem genstande dagligt for mænd. En genstand svarede til 14 g ethanol.​

Efter 12 uger lykkedes det for 17% af de deltagere, der fik 1.800 mg gabapentin dagligt, at stoppe helt med alkoholindtaget, mod 4% i placebo-gruppen og 11% blandt dem, der fik 900 mg gabapentin. Dette svarer til et number needed to treat (NNT) på 8 når man får 1.800 mg dagligt.​​

Der var også signifikant flere patienter med den høje gabapentin dosis, der nedsatte deres store alkoholforbrug i forhold til placebo-gruppen (45% vs. 23%; NNT = 5). Raten på den lave gabapentin dosis var 30%.

Der var ingen alvorlige bivirkninger i gabapentin-grupperne, og bivirkningsprofilen var ens for alle tre grupper.​​

”Gabapentin er meget anvendt af almene praktiserende læger [...] for mange andre indikationer”, skriver forfatterne. De vurderer derfor, at det ville være nemmere for dem, at anvende gabapentin mod alkoholmisbrug end de præparater, som mest er kendt af specialister.

Redaktør