Haloperidol hos indlagte patienter med myokardieinfarkt associeret med øget dødelighed

​Patienter, der bliver indlagt med akut myokardieinfarkt og får behandling med haloperidol har øget risiko for død i forhold til de patienter, der får behandling med atypisk antipsykotika.

Konklusionen er fra en artikel publiceret i British Medical Journal.

Ifølge førsteforfatteren Yoonyoung Park, fra Harvard Medical School, peger tidligere undersøgelser på, at ældre på plejehjem, som får behandling med haloperidol, for eksempel ved agitation, har en øget mortalitetsrisiko i forhold til dem, der får atypiske antipsykotika.

"Der er dog kun sparsom evidens for, hvor sikker haloperidol er i forhold til nyere antipsykotika ved behandling af delir hos indlagte patienter", skriver forfatteren.

I studiet anvendte forfatterne data fra en landsdækkende database med oplysninger fra 700 hospitaler i USA.

De identificerede 6.578 patienter, der var blevet indlagt på grund af et akut myokardieinfarkt mellem 2003 og 2014, og samtidig havde fået ordineret peroral haloperidol eller et nyere antipsykotikum.

Patienterne var i gennemsnit 75 år gamle; 25% af dem fik ordineret haloperidol og de øvrige fik ordineret et nyere antipsykotikum (som regel risperidon, quetiapin eller olanzapin).

Den første ordination af et antipsykotikum skete i gennemsnit 5 dage efter indlæggelsen, og varigheden af indlæggelsen var ens i begge grupper.

Efter syv dages behandling med antipsykotika, var den absolutte risiko for død, forbundet med haloperidol behandling, 1,7 per 100 person-dage, mod 1,1 per 100 person-dage ved de atypiske antipsykotika.

Dette svarer til en cirka 50% øget mortalitetsrisiko forbundet med haloperidol i forhold til de atypiske antipsykotika (hazard ratio: 1,50, 95% CI 1,14 - 1,96).

"Resultaterne peger på en lille stigning i mortalitetsrisiko i de første syv dage efter start af haloperidol behandling i forhold til behandling med atypiske antipsykotika", skriver forfatterne.

"Atypiske antipsykotika kan være mindre risikofyldte end peroral haloperidol hos patienter med hjertesygdom, idet disse patienter kan være mere sårbare overfor haloperidols bivirkninger", konkluderer de.


Redaktør